Blandede følelser i Berlin

Jeg var i Berlin i mandags, hvor byen fejrede 20-årsdagen for Berlin-murens fald

Lars Seier Christensen,

10/11/2009

Jeg var i Berlin i mandags, hvor byen fejrede 20-årsdagen for Berlin-murens fald.

For en frihedselskende individualist var det en stor og bevægende oplevelse at vandre langs de 1.000 dominoer, der på smukkeste vis senere på aftenen skulle væltes som symbol på frihed.

Mange af dominobrikkerne havde smukke, naivistiske motiver, der repræsenterede den stærke inspiration, som Murens fald har givet vores instinktive ønske om frihed. Især glædede de mange dominoer med smilende og glade tændstik-mennesker mig. Det virker som om børn - mange af brikkerne var udsmykket af skoleklasser - intuitivt forstår, at frihedens budskab er glædens budskab. Det er først senere, at de ødelægges af moralsk korruption og magthaverne.

1989 var et fremragende år for friheden. I Kina viste de undertrykte tænder, og ufatteligt personligt mod blev demonstreret ved de ekstraordinære begivenheder på Den Himmelske Freds Plads. Senere på året kom den ultimative forløsning, da Muren faldt og blev kulminationen på et årtis ulmende oprør bag jerntæppet.

Alt dette blev på smukkeste vis erindret i Berlin - men alligevel sad jeg tilbage med blandede følelser under besøget i byen.

Der er mange mennesker, der nu forsøger at mænge sig med de sande helte fra dengang, og som søger at kapre begivenheden til deres egne agendaer, der har meget lidt med frihed at gøre. Mange af dominoerne var malet af organisationer, der langt fra står for frihed og drog deres forstyrrede ideer om verden ind i frihedens triumf.

Miljøfascisterne var velrepræsenterede. Diverse socialistiske organisationer fik blandet deres ideer om at ekspropriere andre menneskers ejendom for deres egne formål ind i frihedens budskab. Såkaldte anti-rascister kender vi efterhånden som alt andet end frihedselskere, og de var også ude i styrke.

Men værst var det at se den ene politiske leder efter den anden tage æren for noget, de aldrig ville have haft modet eller viljen til at gennemføre selv. Ledere hvis politik i dag fører os direkte imod den selvsamme ufrihed, de modige østeuropæere fik nedkæmpet. Ledere der ikke forstår frihed og ikke vil frihed.

Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, hvis land afviser politiske modstandere ved grænsen, og som ønsker nye globale skatter på handel, har ikke store forudsætninger for at tale om frihed. Men han talte nu også mest om klima og EU ...

Formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, der tilsyneladende drømmer om en moderne europæisk version af COMECON, fremviste sit vanlige ukarismatiske selv, og blev da også belønnet med larmende ligegyldighed af folkemængden.

Præsident Barack Obama demonstrerede endnu engang sin besynderlige fornemmelse for prioritering ved at udeblive og i stedet sende en videohilsen.

Mon Muren var faldet, hvis Præsident Ronald Reagan havde sendt en videohilsen i stedet for at holde sin vidunderlige tale ved Brandenburger Tor: "Mr. Gorbachev, open this gate! Mr. Gorbachev, tear down this wall!"

Reagan, der havde enorm betydning for hele udviklingen i Sovjetunionen og Østeuropa, blev i det hele taget på det skammeligste overset. Ikke mindst af Obama, der i stedet valgte at hylde John F. Kennedy, der - andre kvaliteter ufortalt - næppe kan tilskrives æren for Murens fald, 26 år efter sin død.

Symptomatisk var det i stedet Mikhail Gorbachev, der blev hyldet. Vores verden er blevet et forvredent spejlkabinet, hvor godt og ondt er ved at skifte plads.

Men alligevel - trods skårene i glæden - så var det en stor aften i Berlin.

Det var et sjældent glimt af frihedens moralske styrke, en romantisk erindring om friheden som drivkraft i en stadig mere ufri verden. Det er dejligt at se, at symbolet på og ideen om frihed stadig kan bevæge folk.

Selv en gammel kynisk kapitalist som mig måtte knibe en tåre, da ingen kiggede.

Kilde: