Af Camilla Paaske Hjort, 180grader.dk
”Du må aldrig bruge mit rigtige navn – aldrig!!” indskærper den midaldrende, egyptiske kvinde, jeg interviewer for at få en almindelig egypters perspektiv på de voldsomme demonstrationer imod regimet, der siden d. 25. januar i år har påkaldt sig hele verdens opmærksomhed. ”Jeg vil ikke have problemer. Jeg kender mit regime,” konstaterer hun efterfulgt af en lille, tør latter, som understreger snarere end modsiger alvoren bag hendes ord.
Kvinden, som jeg vil kalde Layan, har boet udenfor Egypten igennem de sidste fire årtier, og har dermed udlevet den drøm, som er de fleste unge egypteres største – at slippe ud af deres fædreland. Hun har en universitetsuddannelse og bor i Danmark, hvor hun lever som sproglærer. Hendes far har som yngre været en prominent advokat i Cairo, og familien ville derfor være let at identificere for den egyptiske efterretningstjeneste, hvis Layan udtalte sig offentligt om regimet under eget navn. Beholder regimet magten, kunne det skabe alvorlige problemer for familien.
Forværrede forhold
Layan besøger regelmæssigt sin familie i Cairo, og har igennem de sidste par årtier set, hvordan den egyptiske befolknings situation er blevet forværret. ”Sidst, jeg var der, kunne jeg se, at det går ikke mere,” siger Layan i et sørgmodigt tonefald. ”De fattige ligger og sover under broerne, og de har ikke penge til at spise sig mætte. Så stor en elendighed så man ikke i mit land før i tiden. Prisen på visse fødevarer er steget med op til 50 % procent i løbet af de sidste 3-4 år. Nogle ting er næsten ligeså dyre som i Europa, men gennemsnitslønnen er måske 10 gange lavere end en europæisk løn. Hvordan skal de fattige klare sig under de forhold? Det er ikke svært at forstå, at de er vrede!” siger Layan med et eftertryk, der viser, at hendes mange år udenfor Egypten ikke har gjort det af med hendes heftige, egyptiske temperament.
Hvordan har Egypten udviklet sig under Mubarak?
Layan tænker sig om: ”Jeg kan i hvert fald sige, at vi ikke længere har nogen middelklasse. Vi har rige, og vi har fattige. Og de rige bliver rigere og rigere, og de fattige bliver fattigere og fattigere. De rige ser ikke den elendighed, de lever midt i, fordi de lukker sig inde i luksuriøse compounds omgærdet af vagter. De er generelt tilfredse med regimet, fordi det tjener deres interesser.”
Hvem er det, der demonstrerer imod Mubarak i Egyptens gader i disse dage?
”Det er de fattige. De fattige er rasende på regimet. Jeg har mærket det mere og mere tydeligt for hver gang, jeg har besøgt mit land igennem de sidste par år – at hadet til regimet er vokset. Jeg er ikke overrasket over, at det er eksploderet nu.”
Egenrådige Mubarak
Den mand, som det had, Layan taler om, først og fremmest retter sig imod, Muhammed Hosni Said Mubarak, har ellers siddet urokkeligt og egenrådigt på magten i Egypten igennem tre årtier. Mubaraks nære alliance med Vesten, som han blandt andet har været i stand til at vedligeholde via sin moderate politik overfor Israel, har været med til at sikre hans magt. Politisk opdraget indenfor rækkerne af det egyptiske regeringsparti, Det Nationale Demokratiske Parti, hvis ideologi formelt er socialdemokratisk og nationalistisk, gik han fra vicepræsident til præsident efter det dødelige attentat mod Anwar Sadat i 1981.
Som det er tilfældet for mange arabiske ledere byggede han i første omgang sin karriere indenfor militæret – uddannet i det egyptiske flyvevåben, som han var kommandør over mellem 1972 og 1975, er han et symbol på den uigennemskueligt tætte sammenblanding af politiske og militære kræfter, som er kendetegnende for den arabiske verden.
Hverken stædige rygter om udbredt tortur mod politiske fanger i fængslerne, folkelig harme over vanvittige prisstigninger, eller kritik af en regeringsførelse kendetegnet af korruption og nepotisme har indtil for nylig haft held til at ryste Mubaraks regime. Truslen fra den største politiske oppositionsbevægelse i Egypten, Det Muslimske Broderskab, har Mubarak også formået at holde i ave.
Mubaraks politik har givet Broderskabet vind i sejlene
Analytikere fra den private, amerikanske efterretningstjeneste, STRATFOR, der på kommerciel basis indsamler og bearbejder efterretninger om de politiske og økonomiske forhold rundt om i verden, vurderer dog, at Mubaraks realpolitik indirekte har ført til, at Det Muslimske Broderskab er vokset kraftigt i størrelse og popularitet henover årene. Hans evne for at skabe alliancer med alle potentielle sekulære konkurrenter til magten har haft den konsekvens, at Det Muslimske Broderskab nu står som langt den største egyptiske oppositionsgruppe, skriver STRATFORS analytikere i en særlig rapport om Egypten, som er tilgængelig via www.stratfor.com. Ved at gøre langt de fleste sekulære opponenter til samarbejdspartnere med regimet, har Mubarak simpelthen overladt pladsen på oppositionsbænken til islamisterne alene.
Ifølge STRATFORS analytiker, George Friedman, er det dog usandsynligt, at Det Muslimske Broderskab vil overtage magten i Egypten. Han mener, at den mest sandsynlige udgang på revolutionen vil blive at regimet – dog formentlig uden Mubarak selv – kommer til at stå som sejrherre, og at Vestens bekymringer angående kommende islamistisk styre i Egypten derfor er overdrevne.
Layan er enig i den analyse. ”Vesterlændinge og rige egyptere er meget bange for, at Det Muslimske Broderskab skal overtage magten. Men det tror jeg ikke, de kan. Der er mange indflydelsesrige grupper i landet, som vil gøre alt for at forhindre det. Militæret er stærkere end Det Muslimske Broderskab, og der er mange kristne og andre minoriteter, som ikke ønsker, at islamister skal have magten. Det er også langt fra alle fattige, muslimske egyptere, der ønsker det. De fleste ønsker bare et bedre liv end det, de har nu.”
Jeg spørger Layan, hvad hun selv ønsker, der skal ske i hendes hjemland nu. Svaret kommer prompte: ”Jeg ønsker, at Mubarak går af med det samme. Han kan ikke længere repræsentere Egypten, og landet har ikke råd til, at det her kaos fortsætter. Cairo brænder, Alexandria brænder. Vi har mistet millioner af Euro på få dage på grund af det, der foregår nu, og demonstranterne stopper ikke, før Mubarak er gået af. Det vil komme til at tage flere år at få bygget landet op igen efter optøjerne. Mubarak skal gå af, så egypterne igen kan finde deres vej, og Egypten kan blive, som det var engang. Om Gud vil det.”
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
