Det var en dejlig valgaften!

Selvom jeg ikke er svensker, så glæder jeg mig på vores nabofolks vegne over at der endelig gik hul på bylden. Nu kunne indvandre-og integrationsproblemerne ikke længere ties ihjel. Vælgerne har talt, med høj og klar stemme: Sverigedemokraterna er inde med 5,7% af stemmerne. Det er bedre end Vänstrepartiet og Kristen Demokraterna, de fik hver 5,6% af stemmerne. Alligevel opfører nogle af partilederne sig som om SD ikke blev valgt ind. De omtaler stadig kun SD som racister og främlingsfienske. Men tonen vil snart få en anden lyd. Det gælder om at tælle til 175 i den svenske rigsdag og blå blok kan kun mønstre 172 mandater. Bevares: De kan da prøve at tale med Miljöpartiet, men de er jo imod planerne om at bygge 10 nye atomreaktorer. Det er SD ikke. De går ind for kernekraft. Faktisk kan SD og blå blok finde hinanden på en række områder. Og det folkelige pres for få en ny udlændigepolitik stiger. Sverige er nu rent politisk nået dertil, hvor Danmark nåede i 1995. Der hvor DF kom i Folketinget. Den dag blå blok og SD går sammen om at føre en ny, og for Sverige stærkt tiltrængt, udlændigepolitik, er, den dag hvor Sverige rent politisk når ind i det nye århundrede. Rom blev ikke brygget på én dag. Ikke engang i Sverige. Men SD har virket som demokratiets og ytringsfrihedens fakkelbærer i et langt forhindringsløb, hvor forhindringerne inkluderede forment adgang til TV debatter, destruktion og tyveri af partiets stemmesedler, censur af partiets valgvideo, vold, trusler og obstruktion fra medlemmer af den yderste venstrefløj mod partiets valgmøder. Men ét sted kunne rødfascisterne ikke hindre partiet i at nå sine vælgere: Internettet, der brændte frihedens fakkel klart og sendte det fri ords lys og varme ud over Sverige.
For at parafrasere John F. Kennedys Ich Bin Ein Berliner Kan alle frie mænd og kvinder nu sige: Jeg er en Sverigedemokrat.
Og Mona Sahlin, hun endte som konen i muddergrøften. Det undte vi hende gerne.