Ebola-epidemi spreder sig til hovedstaden i Guinea - Afrika - International

     Den dødelige ebola-virus, der oftest fører til døden, har nået hovedstaden i vestafrikanske Guinea

Ikke angivet Ikke angivet,

23/03/2014

     Den dødelige ebola-virus, der oftest fører til døden, har nået hovedstaden i vestafrikanske Guinea.

     En af verdens dødeligste virusser, der i de seneste uger har hærget det vestafrikanske land Guinea, har bredt sig til hovedstaden Conakry.

     Virussen ebola har allerede kostet 59 mennesker livet i landets sydlige skovområder, men det er tilsyneladende ikke lykkedes myndighederne at bremse smitten.

     - Mindst 59 ud af af de 80 personer, der har fået konstateret smitten i det vestafrikanske land, er døde. I løbet af de seneste dage har den dødelige virus spredt sig til hovedstaden, siger Unicef søndag i en udtalelse.

     Der findes i dag ingen behandling eller vaccine mod ebola, der ifølge WHO dræber mellem 25 og 90 procent af de smittede. Det gør den til en af verdens mest dødelige virusser.

     Til at starte med giver den influenzalignende symptomer, høj feber og ondt i halsen, men udvikler sig herefter til svære blødninger i indre organer og huden - og ofte med døden til følge.

     - Dette udbrud er særligt nedslående, fordi sundhedspersonale er blandt de første ofre. Indtil videre har ebola dræbt mindst otte sundhedsmedarbejdere, der har været i kontakt med smittede patienter, skriver Unicef.