En ebola-vaccine – glem det, den eksisterer ikke

Ét TV-indslag har for alvor indprentet sig i amerikanernes bevidsthed

_slettet_bruger_14696 Ikke angivet,

06/10/2014

Ét TV-indslag har for alvor indprentet sig i amerikanernes bevidsthed. Lægen Kent Brantlys hjemkomst til USA – syg af den frygtede sygdom ebola, som han var blevet smittet med under sit ophold i Afrika. Indslaget viste Brantlys ankomst til det anerkendte Emory hospital i Atlanta i USA. Alle bar beskyttelsesdragter, og den ambulance, han blev transporteret i fra lufthavnen til hospitalet, blev eskorteret af talstærkt politi. Men ved ankomsten kunne patienten selv gå fra ambulancen og ind i hospitalets isolationsafdeling – angiveligt fordi han inden afrejsen fra Afrika havde fået et helt nyt vidundermiddel, ZMapp.

Men intet kan være mere forkert. Der findes ikke et middel mod ebola. Der findes et forsøgsmiddel i verdens mindste laboratorie i den californiske by San Diego. Men ingen aner, om det virker. Det kan have været et tilfælde, at det virkede på de to amerikanere. For en tredje, der fik sygdommen, døde. Dertil kommer, at det vil tage måneder, måske år, før der bare er 1.000 portioner af ZMapp på markedet. For produktionen tager tid. Og som amerikanske læger siger: Ebola bliver aldrig en »folkesygdom« i USA. Dertil er den for let at inddæmme i et vestligt land. Virusset har nemlig en kort levetid, og man smitter ikke, før sygdommen er i udbrud. Og så bliver man til gengæld meget hurtigt så syg, at man søger læge og bliver isoleret. Hvis man vel at mærke bor i »et vestligt land«.

Men amerikanerne er ligeglade med fornuft og lægelige forsikringer. De vil have et middel nu og her, selv om risikoen for at dø af ebola i USA stort set er lig nul. Det, man dør af i USA, er kræft, overvægt, hjertesygdomme og diverse lungesygdomme som følge af rygning. Ikke ebola. Og som lægerne lakonisk siger: Hvorfor er der ingen, der råber op om det faktum, at millioner af mennesker hvert eneste år dør rundt om i verden af influenza. Der er trods alt en langt større risiko for, at en ny stamme af influenzavirus dukker op. Forskellen på ebola og influenza er, at influenza smitter gennem luften. Det gør ebola ikke. Det er rent ud sagt svært at blive smittet med ebola, medmindre at man er i direkte kontakt med den syge persons kropsvæsker – det vil sige blod, urin, sved, sæd eller opkast.