Når vælgerne har stemt ved Europa-Parlamentsvalget i maj, vil de vågne op til planer om etableringen af en Euro-stat i EU.
I Tyskland og Frankrig er tænketanke og intellektuelle ved at forberede, at de 18 euro-lande danner deres eget parlament og deres egen regering. Det vil være begyndelsen til en euro-forbundsstat - eller overnational statsdannelse - med 350 millioner indbyggere.
Det er umuligt at forudsige konsekvenserne af en sådan euro-stat, men det er i hvert fald en radikal udgave af et EU i to hastigheder, og det må formodes, at de 10 EU-lande, deriblandt Danmark og Storbritannien, i overvejende grad vil blive hægtet af og reelt ikke længere vil ”sidde med ved bordet”.
Den tidligere tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, skrev i 2011, at der er brug for et Europas Forenede Stater, med en regering bestående af de 18 stats- og regeringschefer samt et parlament, der kunne bestå af ledende parlamentarikere fra de eksisterende nationale parlamenter. Målet er, at: ”den politiske magt i Europa bliver europæiseret”.
Der er også udkommet en ny tyske rapport fra Glienicker-gruppen, der består af højtplacerede økonomer og repræsentanter for tænketanke tæt på den tyske regering og på EU’s beslutningstagere i Bruxelles. Ifølge Glienickergrupper skal Eurolandene indgå en helt ny traktat, der skal formulere rammerne om en ny fælles regering. Ifølge planerne skal hvert euroland lægge et årligt beløb på 0,5 pct. af BNP til eurostaten. Forudsætningerne for en fælles økonomisk regering er en bankunion. Læs mere om Glienicker gruppen i Ræson-artiklen, der linkes til her.
I Frankrig har den socialistiske Manifesto-gruppe været inde på lignende tanker, og det samme har Eiffel-gruppen, der er særlig interessant, fordi den rummer folk, der sidder tæt på EU’s præsident Herman Van Rompuy, på Michael Barnier, kommissær for Det indre marked – og på Spinelli-gruppen i Parlamentet, der samler dem, der arbejder for europæisk føderalisme på tværs af partierne.
Også de arbejder med en euro-regering og et euro-parlament, etableret gennem en særlig traktat og finansieret gennem selskabsskatter – eller en CO2-afgift. Ifølge Eiffelgruppen skal Eurostaten bl.a. stå for en fælles arbejdsløshedsforsikring og (arbejdsmarkeds?)uddannelse. Derudover lægger man vægt på, at euro-landene skal kunne optage fælles lån til infrastruktur og lignende fælles projekter. Omvendt insisterer gruppen insisterer på, at hvert land må svare for sin egen gæld. Og den mener – hvad man ikke har hørt før – at et euro-medlemsland bør kunne gå fallit.
Traktatændringer
De tre projektudkast, der omtales her, kræver alle traktatændringer, men som sædvanlig med EU-politik, skal befolkningerne helst holdes i uvidenhed i hvert fald til efter EP-valget.
