Hamas og Fatah forsones
Efter mere end 18 måneder med forfejlede forsoningsforhandlinger, har Hamas og Fatah endelig indgået en aftale om forsoning imellem parterne. Aftalen skulle have fundet sted i Kairo, Egypten – en populær by i den Arabiske verden til politiske møder. Mahmoud Abbas siger at ”Egypten er rygraden af vores folks aspirationer om at have en uafhængig stat med Jerusalem som sin hovedstad”. – På trods af at de som bor i Østjerusalem hellere vil være israelske borgere.
At Palæstinenserne er enige internt er et ganske grundlæggende kriterium for at en uafhængig Palæstinensisk stat overhovedet kan oprettes.
Det er dog alt sammen lige meget, når Hamas ikke vil tale. De beder faktisk eksplicit Fatah om at droppe anerkendelsen af Israel, da ”tilstedeværelsen af den zionistiske enhed på vores land er ulovlig og det er umuligt at anerkende den”.
Med Mahmoud Abbas velsignelse er Fatah og Hamas nu begge ansvarlige for hinandens handlinger, det Palæstinensiske Selvstyre holder soldaten Gilat Shalit fanget på 5 år, Abbas er enig i Hamas’ proklamering om Israels udslettelse.
Vesten har givet udtryk for at det er vigtigt at Palæstinenserne internt er enige, men samtidig også at de forventer at den nye administration vil acceptere internationale krav; Anerkendelse af Israel samt ingen vold eller opildelse. Generalsekretær for FN, Ban-Ki Moon, siger det åbenlyse og intetsigende: ”Ban-Ki Moon velkommer forsøg på at fremme Palæstinensisk forsoning og den vigtige hjælp fra Egypten i dette – han håber at forsoningen nu vil finde sted på en måde der fremmer målene om fred, sikkerhed og ikke-vold.”
Fred mellem Palæstinenserne og Israelerne er ikke noget der kan forhandles om hos FN, eller andre internationale organer. Fred forhandles mellem de implicerede parter: Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel. Abbas prøver at få en Palæstinensisk stat oprettet ved de Forenede Nationer, formentligt vil Generalforsamlingen stemme ”Ja” I September. Palæstinenserne bør dog have nogle ting med i overvejelserne, i deres bestræbelser på uafhængighed. Formår de rent faktisk at få FN til at stemme ja, så vil de effektivt have sendt Oslo-aftalen direkte i graven, og samtidig fremprovokere både økonomiske og militære reaktioner fra israelsk side. Israel kan fastfryse told, skat og andre økonomiske midler opkrævet for det Palæstinensiske Selvstyre og dermed skabe en massiv økonomisk recession næsten øjeblikkeligt.
Generalforsamlingens bestemmelser er desuden slet ikke bindende.
Frygten hos israelerne er begrundet, Gazas grænse til Egypten er så godt som åbent for terrorister fra hele den muslimsk arabiske verden og flere ledende skikkelser inkl. Forsvarsminister Ehud Barak har udtrykt bekymring overfor Hamas og Fatahs beslutning om forsoning – det frygtes at Hamas vil overtage Vestbredden, terrorister fra Gaza får frit spil til at udøve terror på Vestbredden og i Israel. Hamas vandt valget i 2006 stort over Fatah.
Binyamin Netanyahu siger til det Palæstinensiske Selvstyre, at fred med Israel eller Hamas er op til dem, men de ikke kan have begge ting.
Hvad skal Israel så gøre? Palæstinenserne begraver effektivt Oslo-aftalen og alt denne er bygget på, inklusive FN resolution 242 og 338
.
Israel må adressere samtlige internationale aktører om at Israel ingen anden udvej har end en militær en, hvilket land ønsker en iransk proxydødsfjende på den anden side af sine grænser? Israel må agere ud fra sine egne interesserer, præcis ligesom Fatah, Hamas, PA, Iran og andre diktaturer gør; Israel kan ikke forhandle med antidemokratiske terrorister som affyrer mere end 3 raketter dagligt mod civile mål i en periode på mere end 10 år. Det øjeblik i September de Forenede Nationer anerkender en Palæstinensisk Stat er resolution 242 og 338 og alle efterfølgende aftaler baseret på de dem, helt og aldeles uden legitimitet og gyldighed.
Israel har ét formål hvorpå Hendes regering er ansvarlig og skal stå til ansvar. Det er Israels borgeres sikkerhed. Israel må erklære Judæa og Samaria helt og aldeles jødisk, israelsk, vores. Israel skal ikke længere lade sig diktere af Palæstinenserne – som igen, igen viser de ikke vil freden, men våbnene. Den Jødiske Stat må gøre det klart at imens Palæstinensernes politiske ambitioner hos FN blot er symbolske, så er Israels ambitioner meget pragmatiske, og kan udmønte sig fra dag til anden i noget specifikt. Med 70% af Israels Jødiske befolkning og 80% af alt industri i skudlinjen fra den nuværende grænse, har Israel har bestemt ikke "defensible borders" (Resolution 242) skulle den Palæstinensiske oprettes. Det er derimod en krigserklæring, og Vestbredden må annekteres.
