Med Gorbatjovs valg til generalsekretær i april 1985 var det offentligt udtalte ord blevet friere. Glasnost – systembestemt ytringsfrihed – var det nye ord for fænomenet. Johannes-evangeliet har altid spillet en ganske særlig rolle i Den russisk-ortodokse Kirke. Det hænger formodentlig sammen med, at evangelisten her i udpræget grad betoner Guds herlighed. Blandt andet ved at påske og pinse hos Johannes falder sammen i tolkningen af opstandelsens betydning.
Johannes-evangeliet indledes i let forkortet version med ordene: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud”. Det er en sætning, der har spillet en umådelig stor rolle i Ruslands gejstlige og generelle kulturhistoriske udvikling. Når ordet var hos Gud, måtte det jo være helligt. Når hertil lægges, at det skriftsprog, som de slaviske stammer fik omkring år 1000, i første række udelukkende var et gejstligt sprog, som de hellige tekster iklædtes, betød det, at ord var hellige.
Og hvis forkerte ord blev anvendt, var de tilsvarende u-hellige eller kætterske. Det gjaldt altså om at værne om de rigtige ord. Det levede såvel kirken som senere staten op til ved at censurere det skrevne ord og derfor bestemme, hvad der var de rigtige. Før 1917 varetog gejstlighed og tsarmagt i hellig samdrægtighed og med nidkærhed denne opgave, og efter 1917 gik stafetten videre til den nye ideologis beskyttere. Det vil sige til Partiet og KGB samt de to instansers ”gejstlighed” i form af partisekretærer, smagsdommere og agenter på alle niveauer.
Med ytringsfrihedens, markedsøkonomiens og reklamernes indmarch gik der erosion i sproget. Man opdagede, at ord ikke længere behøvede at være absolutte størrelser. De kunne bruges i mange forskellige sammenhænge, og de kunne misbruges. Oven i købet udtrykke løgne. Det havde de også kunnet, mens sovjetmagten endnu bestemte, hvad der var rigtigt og forkert. Men den gang var sandhed og løgn på en måde sat i system. Når man kendte koden, kunne ordene afkodes og derved måske aflokkes sandheden. Nu var der ikke længere noget system. Alle mulige interesser – økonomiske, politiske, kulturelle, statslige, offentlige, private – havde hver deres sandhed. Som hver især krævede et særligt sæt afkodningsmekanismer.
