Findes der rige samfund, hvor det ikke er en iboende trang at gøre alle lige? Schweiz nævnes ofte som et paradis for arbejdsomme mennesker, der ikke ønsker at støtte andres dovenskab.
Følgende vil derfor være en sammenligning af Danmark og Schweiz for at undersøge om Schweiz er svaret på arbejdsomme danskeres problemer med offentligt støttet dovenskab og levebrødspolitikere.
Grundloven
Den schweiziske grundlovs artikel 138 og 139 giver befolkningen mulighed for med 100.000 underskifter indsamlet i løbet af 18 måneder at indkalde til en folkeafstemning om en total eller delvis revision af grundloven. Det holder politikkerne i parlamentet i skak og forhindrer at politikerne tager beslutninger ude af trit med befolkningen.
Herudover er der et udbredt brug af direkte demokrati ved almindelig lovgivning.
Det samme er langt fra tilfældet i Danmark, hvor grundloven i § 42 kun tillader 1/3 af parlamentarikerne i folketinget at sende en lov til folkeafstemning. Her i landet har befolkningen ingen indflydelse i mellem folketingsvalg. Samtidig er der store begrænsninger på hvilke love, der kan sendes til folkeafstemning i Danmark ifølge § 42 stk. 6. Det gælder for eksempel finanslove og love om direkte og indirekte skatter.
Sammenlignet med den schweiziske befolkning har den danske befolkning meget lille indflydelse på deres egen situation mellem valgafhandlingerne, hvilket vi bøder for i øjeblikket.
Lokalt selvstyre
I Schweiz hersker der i langt højere grad end i Danmark lokalt selvstyre. Kantonerne (regionerne) er nævnt i grundloven i artikel 3 og kan således ikke fjernes uden en folkeafstemning. Samtidig har Kantoner og Kommuner lov til selv at udskrive skatter og kan således konkurrere indbyrdes på dette parameter.
I Danmark oplevede vi strukturreformen, der under VKO regeringen fjernede Amterne fra landkortet og sammenlagde en masse kommuner blot for at øge bureaukrati og centralisering. Det uden at befolkningen blev hørt i sagen. Heldigvis er kommunerne da nævnt i den danske grundlovs § 82. Så de kan ikke uden videre fjernes.
Lars Kolind kom med forslaget om 40 % skat på fyn, som sikkert kunne være blevet en succes og hurtigt efterfulgt af andre landsdele.
Det var imidlertid ikke muligt at indføre på grund den centrale skatteudskrivning fra Christiansborg vi har i dag, hvor regeringen blander sig i kommunernes og regionernes økonomi. Kommunerne og regionerne er jo bundet på hænder og fødder med udligningsordninger og specifikke krav til den service de skal levere. Det på trods af fynboernes eventuelle ønske om en sådan ordning.
Den schweiziske velfærdsmodel
Selv i Schweiz slipper man ikke for at staten bekymrer sig om folk, ifølge rapporten fra Journal of Societal & Social Policy. Det er obligatorisk at betale til sundhedsforsikring, præmien på denne er dog afhængig af dit køn og alder og ikke af din indkomst.
Herudover er der lovkrav om folkepension i Schweiz, der betales halvt af arbejdsgivere og halvt af lønmodtagere. Den laveste sats er 1030 CHF pr. måned og den højeste sats er 2060 CHF pr. måned.
Dette er suppleret med noget lignende den danske arbejdsmarkedspension, hvor arbejdsgiver betaler en del og arbejdstager betaler en del. Denne ordning omfatter i 2004 over 80 procent af arbejdsstyrken.
Ulykkesforsikring er lovkrav og betalt af arbejdspladsen. Folk uden arbejde kan selv købe en ulykkesforsikring, hvorimod ubemidlede og handikappede får deres betalt af staten.
Arbejdsløshedsforsikring er lovkrav og betales af arbejdsgiver og arbejdstager. Der kan maksimalt bevilges støtte i 24 måneder og det kræver at man har bidraget til ordningen i 6 ud af de foregående 24 måneder.
Yderligere sociale bidrag gives kun til folk, som ikke kan forsørges af familien. Disse finansieres af Kantonen og kommunen.
Krøllen på halen er, at mange forhold er mere liberale i Schweiz, men at der samtidig også her hersker en voksende velfærdsstat. Kom gerne med forslag til steder på jorden, hvor det er muligt at leve i et frit og rigt samfund.
Samtidig er kommentarer til artiklen meget velkomne.
