Det særlige, og særligt positive, ved den danske nation er, at den har at gøre med sprog og fædrelandskærlighed (ifølge Grundtvigs bestemmelse). Tilsvarende er det positive ved en nationalstat som den danske det forhold, at Grundloven ikke skal spænde over mange nationer, men kan falde tilbage på et homogent folk, der længe har levet med fælles myndigheder. Politikere er ikke nødt til med forfatningen at forsøge at konstruere et fællesskab; det tvinges de til i forbindelse med den transnationale europæiske union.
Der kommer vel en dag – hvis EU-imperiet ikke er brudt sammen inden da – hvor EU-projektet ikke længere er dunkelt, men så er det for sent. Så er EU allerede blevet en superstat, nationalstaterne er endegyldigt blevet reduceret til regioner eller provinser, og EU-systemet har fået fuldkommen juridisk forrang for de nationale jurisdiktioner.
Til den tid vil de mindre stater som Danmark ikke have nogen reel betydning.
