TRADITIONELT har de vietnamesiske kvinder spillet en stor rolle på arbejdsmarkedet og i landets produktion - både i landbruget og de statsejede virksomheder. Efter overgangen fra socialistisk planøkonomi til markedsøkonomi er langt flere kvinder end mænd blevet fyret fra de statsejede virksomheder.
MULIGHEDERNE HAR ÅBNET SIG andre steder. Kvinderne har især fundet arbejde i småhandel og hjemmeproduktion, hvor lønnen ofte er lav og beskæftigelsen usikker. En anden faktor, der har lagt øget pres på kvinderne er den, at børne- og sygepasning ikke længere er noget, det lokale landbrugskollektiv eller den statsejede virksomhed tager sig af. Disse forpligtelser er røget tilbage på familierne - og dermed i realiteten kvinderne, der laver stort set alt arbejde i hjemmet.