Lars Seier Christensen: EU - Frihedens fjende

"Den overordnede trussel, det nuværende EU udgør, er af langt mere fundamental karakter end de kortsigtede sving mellem højre og venstre i Danmark

Torben Mark Pedersen,

31/08/2014

"Den overordnede trussel, det nuværende EU udgør, er af langt mere fundamental karakter end de kortsigtede sving mellem højre og venstre i Danmark. EU spørger ikke borgerne om deres mening. EU’s ledere står ikke til ansvar for deres handlinger på samme måde som nationale politikere. EU ruller aldrig ting tilbage, men maser videre med deres agenda - uden et reelt demokratisk mandat, og uden interesse for at søge det.

Det lyder for mange overdrevent og paranoidt, men realiteten er, at EU har potentiale til at blive et nyt Sovjetunionen. Den centraliserede magt over ligegyldige stater uden reel indflydelse på deres egen fremtid, de vedvarende tiltag for at manipulere den offentlige mening og undertrykke ytringsfriheden, den ufatteligt virkelighedsfjerne doublespeak om historisk nødvendighed og de store fremskridt, EU i Bruxelles øjne oplever - det er Orwelliansk i natur og totalitært i praksis.

Desværre interesserer rigtigt mange danskere sig reelt set ikke for EU, men bruger hellere tiden på uendeligt ligegyldige småting i den hjemlige debat. Imens tromler EU videre med en massiv, farlig og undertrykkende dagsorden, som vil fjerne enhver selvstændighed fra medlemslandene og deres borgere. Næsten uden at vi opdager det.

Og det er nøjagtigt, hvad politikerne og bureaukraterne i EU ønsker. Så lidt transparens, så lidt interesse som muligt, så diskret en magtudvidelse som muligt.

Denne udvikling er farlig. Meget farlig. Farlig for hver eneste af os, og for vore børns mulighed for at leve et frit liv. Derfor er kampen imod EU’s langsomme forvandling af stolte europæiske kulturer til en flad, uærlig, europæisk pseudo-kultur med tomme symboler, og ukendte, grå ledere, der ikke kan stilles til ansvar for deres handlinger, den vigtigste i dag.

Man kan belyse problemet og udviklingen i EU på mange måder. Personligt har jeg mest forstand på økonomi, og derfor er Euro-katastrofen ofte den vinkel, jeg anvender. Andre, som Tjekkiets tidligere præsident, Vaclav Klaus, har dyb indsigt i de politiske strukturer og institutioner, og han belyser ofte den implicitte dynamik, der driver disse strukturer i retning af stadig mere magt og indblanding. Derfor var det en fornøjelse at være med til at udgive hans fascinerende ”Europa – Integration uden illusioner” sammen med People’s Press sidste år. Præsident Klaus skriver i bogen, at det er skæbnens ironi, at det projekt, som skulle samle Europa i fred, er blevet kilde til splid og fattigdom.

I David Gress seneste bog ”EU – Europas fjende” (Peter la Cours forlag, 2014) fortæller David, hvorfor det gik som det gik, ud fra et langt bredere perspektiv med mere fundamental viden om EU og Europas fremtid, end de fleste er i stand til. Jeg tilbød David at hjælpe med at udgive bogen, fordi det kulturelle aspekt, vores historie, og de utroligt mange facetter af højt udviklede, gensidigt befrugtende og konkurrerende kulturer og filosofier, nationer og folkeslag, der har udviklet det område vi kalder Europa igennem tusinder af år, det forsømmes ofte. Den enorme styrke, vores diversitet udgør, men som EU i dag ser som en anakronisme, der skal udraderes til fordel for værdirelativisme og multikulturalisme, den træder ofte i baggrunden, måske også fordi den kræver en viden og en dybdegående forståelse, der er sjælden at opleve i verden i dag.

David Gress er for mig noget af et unikum i den danske debat. Vel nærmest et renæssancemenneske, der lever i en tid præget af uvidenhed, overfladisk tænkning og total manglende respekt for vores mangeartede kulturelle baggrund. En verden, hvor tidens selvovervurderende politikere føler sig berettigede til at kaste utallige generationer arbejde overbord til fordel for en falsk vision, der vil lede Europas borgere imod totalitær ufrihed snarere end frihed, fred og fremgang.

Det er derfor en fornøjelse, at jeg her får muligheden for på det varmeste at anbefale Davids elegante og vidende perspektiv på krisen i Europa til Libertas læsere. God læselyst!"

---

Ovenstående artikel er forfattet af Lars Seier Christensen, adm. direktør, Saxo Bank A/S, og har været bragt på bagsiden af Libertas nr. 58 fra juni 2014.

MEDLEMSKAB koster 75 kr. for resten af 2014 og 220 kr. for 2015.

Medlemskab resten af 2014 dækker 1 bladudgivelse, forhåndsreservation og rabat på konferencen om 25-året for Berlinmurens fald og kommunismens sammenbrud den 1. november, og deltagelse i Libertas' legendariske julefrokost.
- Indsæt beløbet på konto nr. 1551-8080577
- send en e-mail med navn, adresse og e-mail til Libertas' sekretær: [email protected]

Eller betal via dankort/kreditkort på flg. link:
https://www.place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow?seccode=a8108a2a4d
 

Kilde: