Med EU medlemskab kommer føderalisering

EP valget nærmer sig med hastige skridt, således kan man nu observere, at de borgerlige partier forbereder sig

Sasha Renate Bermann,

26/01/2014

EP valget nærmer sig med hastige skridt, således kan man nu observere, at de borgerlige partier forbereder sig. Den politiske platform skal skabes og promoveres. Indtil videre tegner det til, at de borgerlige samles om en egentlig fælles platform, hvor kun retorikken & detaljen skiller dem ad. Den politiske platform kan vel bedst opsummeres således: “Danmark skal være medlem af EU, for at sikre fri adgang til indre marked, som er et gode. Dog vil vi ikke have, at Danmark bliver en region i United States of Europe.” Dermed baseres platformen på den antagelse at man kan deltage frit i indre marked som EU medlem, men begrænse føderalismen i sådan et omfang, at man kan forblive en suveræn nationalstat.

Den antagelse holder imidlertid ikke. Et medlemskab af EU (og deltagelse i indre marked) vil lede til at man bliver føderaliseret i længden. For bedre at illustrere denne pointe på en konkret måde, vil jeg tage udgangspunkt i et konkret eksempel fra indre marked.

 

Energi
EU kommissionen har for år tilbage klargjort, at varierende energipriser på tværs af medlemsstater forstyrrer markedet og skaber en unfair konkurrencesituation. Derfor er det nødvendigt, at harmonisere energipriserne. Denne holdning skal naturligvis ses i det lys, at nogle dele af det europæiske erhvervsliv er meget energitung, eksempelvis kemikalieproducenter. Derfor afhænger deres konkurrencedygtighed i den grad af energipriserne. At harmonisere energipriserne har imidlertid to mulige konsekvenser:

1. Prisen en energi virksomhed må tage for sit produkt dikteres fra politisk hold.
2. Beskatning på energi harmoniseres (i stil med momsen).

Den første vil medføre et planøkonomisk energimarked, der vil lede til begrænset konkurrence og ineffektivitet. Den anden vil lede til at skattepolitik skal under EUs ressortområde – klar føderalisering.

Skattepolitik plejede ikke at være under EUs ressortområde, men gennem nyere tid har EU taget en del initiativer for at “rette op” på dette. Finansskatten er et godt eksempel herpå. Mens kommissionen selvfølgelig har ret i at varierende energipriser påvirker konkurrencen på indre marked, kan man imidlertid være uenig i at dette er en legitim grund til at føderlisere Danmark mod befolkningens ønske. Man kan i det mindste vente sig, at politikkerne vil være ærlige omkring konsekvensen af at deltage på indre marked som medlemsstat.

Hvis Danmark derimod stod udenfor og kun deltog via en frihandelsaftale behøvede vi hverken et planøkonomisk energimarked eller at flytte kompetencen til at styre skattepolitikken til Bruxelles. Så dette alternativ kunne passende overvejes.

Følg min blog her: http://www.voxliberalis.dk/ep-valget-varsler-en-syndflod-af-floskler-nonsens/ 

Kilde: