Myndighederne svigter i bortførelsessager – historien om Oliver

Pressenævnet har bedt 180Grader om at bringe denne tekst i relation til nærværende artikel: "Olivers mor: Flytning til Østrig var ingen bortførsel"...

Camilla Paaske Hjort,

02/02/2012

Pressenævnet har bedt 180Grader om at bringe denne tekst i relation til nærværende artikel: "Olivers mor: Flytning til Østrig var ingen bortførsel"

Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader.dk

Danske Thomas Sørensen mødte sin østrigske ekskæreste, M., på en skiferie i Østrig i april 2000. Efter flere års turbulent forhold, hvorunder M. ved flere lejligheder uden et ord forsvinder med deres fælles søn, Oliver, opløser de deres forhold. M. truer efter bruddet gentagne gange med at bortføre Oliver, hvis Thomas Sørensen fastholder sin ansøgning om fælles forældremyndighed over drengen, og den 19. juli 2010 bortfører M. Oliver til Østrig.

Den dengang tre og et halvt-årige Oliver har siden da – til trods for at Thomas Sørensen, her i Danmark er blevet tilkendt fuld forældremyndighed over ham – boet hos M. i Østrig. Han nåede aldrig at sige farvel til hverken familie, venner eller børnehave i Danmark. Moderen nægter at udlevere drengen til Danmark, og forhindrer enhver normal kontakt mellem Oliver og hans far, der ellers var primær omsorgsperson for sønnen inden bortførelsen.

Thomas Sørensen har kun, siden marts 2011, kunnet se Oliver 3 timer hver tredje uge under overvåget samvær i Graz, hvorunder det er forbudt for ham at tale andet end tysk – et sprog, han ikke mestrer særligt godt. Thomas og Oliver er derfor afskåret fra at tale meningsfuldt sammen.

Jeg har ikke engang kunnet snakke med ham over telefonen til jul eller til hans fødselsdag. Han og jeg var rigtigt tætte på hinanden og jeg var den primære person for Oliver. Hvad halvandet års adskillelse og påvirkning fra hans moder vil gøre ved ham og vores relation, tør jeg næsten ikke tænke på. Jeg er meget bekymret for hvad der er gået tabt i mit og Olivers nære forhold i al den tid hun har forsøgt at fremmedgøre ham overfor mig,” fortæller Thomas Sørensen til 180Grader. 
 

Han har ifølge både retten i Helsingør og Østre Landsret fået tilkendt fuld forældremyndighed over Oliver, fordi moderen, som det hedder i begge domme, ”helt åbenlyst ikke magter at tilgodese Olivers ve og vel, og kun forfølger egne interesser. Faderen anses desuden for at have været den primære forælder.”

Byretten i Graz dømmer i strid med konventionerne

Det sidste store chok for Thomas Sørensen kom for ganske nylig, da byretten i Graz stadfæstede, at eftersom drengens mor ikke vil forlade Østrig, vil det være bedst for Oliver ikke at blive udleveret til sin far i Danmark. Byretten i Graz har i flere omgange forhalet behandlingen af Oliver-sagen og overskredet den tidsfrist på 6 uger, som pålægges den af internationale konventioner om børnebortførelser. 

Den nye dom er ligeledes i strid med internationale konventioner, som pålægger Østrig at udlevere drengen til Danmark. I Haagerkonventionen af 1980, som både Danmark og Østrig har underskrevet, hedder det for eksempel: ”Konventionen definerer en bortførelse eller tilbageholdelse som ulovlig, hvis den strider mod en forældremyndighedsindehavers rettigheder.”

Østrig legaliserer jo med denne dom en kriminel handling,” fastslår Thomas Sørensen. ”En bortførelse bør under ingen omstændigheder lovliggøres, blot fordi bortføreren ikke har lyst til at komme tilbage.”

Dommen i Graz var et hårdt slag i maven på ham, og han beskriver sit liv i dag som domineret af ”savn, angst og frygt”: ”Jeg er bange for at dette mareridt fortsætter, og Olivers mor får held til at fortsætte sine kriminelle handlinger uden nogen griber ind,” siger han til 180Grader.

Politiet: ”Jeg har mange sager på mit bord, der er vigtigere end din”

Det er dog ikke kun myndighederne i Østrig, der svigter Thomas Sørensen og Oliver.

”Hvad de danske myndigheders formåen og engagement angår, kan jeg ikke udtrykke min skuffelse nok,” fortæller Thomas Sørensen og uddyber: ”Familiestyrelsen lovede mig at Oliver ville være hjemme inden for 6 uger fra bortførelsen til Østrig, for det forskriver konventionerne. Når det så ikke sker, og de slet ikke reagerer, så føler man virkelig at de svigter. Når man spørger om de ikke vil rette henvendelse til Østrig og gøre dem opmærksom på, at de overtræder konventionerne, så siger de blot, at de ikke synes de kan tillade sig at rette henvendelse og blande sig i en konkret sag.”

Også politiet har syltet sagen, og Thomas Sørensen har blandt andet fået følgende bemærkninger med på vejen fra ansatte i det danske politi, når han har rykket for status på sagsbehandlingen: ”Tag det nu roligt, hun kommer nok hjem af sig selv,” ”Jeg har mange sager på mit bord og mange, som er vigtigere end din”, ”At lave en arrestordre er en kompliceret sag, så lad os nu vente og se,” og ”Jeg skal på kursus og bagefter på ferie, så jeg når ikke at kigge på sagen de næste par uger.”

Advokat: Danske myndigheders indsats ikke god nok

Denne behandling af børnebortførelsessager er almindelig praksis i Danmark, forklarer advokat Laue Traberg Smidt til 180Grader på baggrund af sin arbejdsmæssige erfaring med disse sager.

De stadig skiftende medarbejdere i Familiestyrelsen har anlagt den linje at de ikke vil gå ind i enkeltsager i udlandet. Faktisk er der et møde i Haag med lange mellemrum, hvor alle konventionslandene kan tage konkrete sager op for at diskutere om de generelle regler virker godt nok. Og her er den danske indsats ikke mindeværdig. Danmark synes officielt at alt er godt. Men det er det ikke,” mener Laue Traberg Smidt, som heller ikke overraskes over Thomas Sørensens skuffende oplevelser med politiet, hvis indsats han beskriver som alt for uregelmæssig:

Praksis varierer hos politiet efter politikreds og efter hvilken politimand som tilfældigt får tildelt sagen. Hvis jeg får navnet på politimanden kan jeg ofte sætte procenter på sandsynligheden for om sagen nogensinde bliver løst.”

Mænd tages mindre alvorligt

Endelig er der, ifølge Smidt, en tendens til, at mænd, der har fået deres børn bortført, tages mindre alvorligt af myndighederne end kvinder i samme situation: Det virker lidt som om stemningen i Danmark er ved at vende tilbage til en situation, hvor kvinder har nemmere ved at blive hørt. I landene syd for Danmark er man meget kvindeorientereret, også i domstolene. I Danmark er situationen nok den, at domstole og statsforvaltning er reelt kønsneutrale, men det er politiet meget ofte ikke,” forklarer han og tilføjer, at det dog somme tider også skyldes manglende indsats fra mændenes egen side: 

Desværre er mændene nok selv ude om det i mange sager, hvor de eksempelvis ikke selv passer børnene under samvær, men overlader det til kvindelige medlemmer af familien, søstre eller en farmor. Jeg har ingen statistik på dette, men det er en iagttagelse baseret på en del sager.”

Dette er dog langt fra at være sandt i Thomas Sørensens tilfælde.

Da Oliver boede i Danmark, indrettede jeg mit arbejde, sådan så jeg kunne være mest muligt sammen med ham. Det var som regel mig, der alene tog mig af ham eftermiddag og aften,” fortæller han.
 

Savnet er ekstremt”

"Da M. og jeg gik fra hinanden, foregik samvær helt på hendes præmisser, og hun ændrede tit planer og annullerede aftaler i sidste øjeblik. Heldigvis kunne jeg have Oliver meget, og han omtalte mit hus efter bruddet som ”hjemme”, hvilket gjorde M. meget vred. Hvis vi begge var der, ville han helst trøstes af mig, og M. tog det på et tidspunkt op på et møde i børnehaven, hvor hun spurgte, hvorfor Oliver bedre kunne lide mænd (mig) end kvinder (hende), og hvorfor hans forhold til mig var tættere end til hende.”
 

Thomas Sørensen fortæller om sagens effekt på hans liv i dag, at ”Der går ikke 5 minutter uden at jeg tænker på min elskede søn. Alting hjemme minder mig på en eller anden måde om ham, eller jeg tænker over hvad jeg skal lege med ham, vise eller lære ham. Når jeg går på gaden eller er ude og ser andre børn, smerter det mig så frygteligt, for det får mig altid til at tænke på Oliver.

Savnet over ikke at kunne være sammen med Oliver er så ekstremt, at jeg næsten ikke ved, hvordan jeg får min hverdag til at hænge sammen. Hele mit liv er sat på standby – jeg har svært ved at koncentrere mig om arbejde og jeg har ingen mulighed for at kunne have et normalt forhold. Jeg tænker ofte over alle de ting og oplevelser, som vi går glip af, og med alt jeg gør tænker jeg over hvordan det ville være, hvis Oliver var med.”

Oliver-sagens udvikling kan følges i Facebookgruppen "Hvor er Oliver", http://www.facebook.com/hvoreroliver

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.

Kilde: