Nyt anti-ryge nederlag i Holland: Små cafeer kan fortsat tillade rygning, siger dom

Nederlag til anti-rygelobby: - Det internationale korstog for et world-wide rygeforbud, som er finansieret af WHO og Nicorette-producenterne i medi...

Klaus K,

19/05/2012

Nederlag til anti-rygelobby: - Det internationale korstog for et world-wide rygeforbud, som er finansieret af WHO og Nicorette-producenterne i medicinalindustrien, har stadig enorme problemer med at banke det lille genstridige Holland på plads i det røgfrie tusindårsrige.

Det blev igen klart i den forløbne uge, da en domstol i Haag afviste at fjerne undtagelserne i Hollands rygelov, som tillader mange serveringssteder under 70 m2 at bestemme deres egen rygepolitik. Resultat: Rygningen fortsætter på mange hollandske cafeer.

Det var den lokale anti-rygeforening Clean Air Netherland, der havde sagsøgt staten for at få fjernet undtagelsen og dermed indført totalt rygeforbud i Holland - men forgæves. Regeringens indførte undtagelser fra rygeforbuddet i 2010 er legitime og står ved magt, sagde dommerne.

Undtagelserne i Hollands rygelov fra 2008 tillader formelt værtshusholdere og cafe-ejere at bestemme selv, hvis de er familiedrevne - dvs. hvis de ikke har andre ansatte. I praksis ryges der imidlertid frit på ca. halvdelen af alle cafeer i Holland - store som små - i overensstemmelse med ejernes & publikums ønsker.

Siden opblødningen af det hollandske forbud blev indført i 2010, har Hollands regering været udsat for massivt pres fra den internationale anti-rygelobby. Mange forargede artikler har været publicerede i den medicinal-sponsorerede litteratur. Fx. skrev tidsskriftet The Lancet, som er kendt for stærke anti-ryge holdninger, i januar 2012:

Can the Dutch Government really be abandoning smokers to their fate?

Som det fremgår, er det ifølge den internationale anti-rygelobby ikke meningen, at folk selv skal kunne bestemme deres egen skæbne - i hvert fald ikke hvis denne skæbne indebærer rygning. Forbud må indføres for at beskytte folk mod sig selv.

Den liberale hollandske regering er, som det fremgår, ikke enig - og dommerne i Haag gav altså regeringen medhold.

En anden årsag til Lancet-forfatternes forargelse er, at Hollands regering i 2010 stoppede finansieringen af det statslige rygestop bureau Stivoro, og andre statslige anti-ryge aktiviteter, fordi de ikke havde nogen effekt.

Dette hollandske tiltag er naturligvis noget, forfatterne er meget bekymrede for vil brede sig til deres egne lande - og dermed ramme deres egne jobs.