LONDON. Dronningen blev trukket frem som et godt eksempel, da den britiske finansminister, George Osborne, i går svingede øksen over velfærd og offentligt forbrug og lancerede Storbritanniens største spareplan siden Anden Verdenskrig. En historisk spareplan, der omfatter offentlige besparelser for næsten 700 mia. kroner over de næste fire år.Men hverken for tusindvis af demonstranter på gaden eller for oppositionen gled spareplanen lettere ned af, at George Osborne i et tætpakket Underhus i Westminster fortalte, at Dronning Elisabeth II var gået forrest og havde accepteret at skære sit budget med 14 procent næste år, og at hun i øvrigt vil få fastfrosset sin apanage. Til det var den længe ventede sparepakke ganske enkelt for omfattende, og derfor blev finansministeren i stedet for jubel flere gange mødt af buhråb og latter - ikke mindst da han sagde, at spareplanen er »fair«.Men George Osborne fastholdt, at nedskæringerne var nødvendige for at føre Storbritannien frem mod bedre tider, da landet var blevet en »supertanker« af gæld. Og at den konservative koalitionsregering netop havde formået at jævne smerten ud i kampen for at bringe Storbritannien »tilbage fra kanten af bankerot«.