Præsidentvalget i Peru: Rød præsident og blå økonomi

I Peru sætter grundloven fornufttigt nok snævre rammer for hvor meget staten kan blande sig i økonomien

Niels_Westy_Munch-Holbek

14/06/2011

I Peru sætter grundloven fornufttigt nok snævre rammer for hvor meget staten kan blande sig i økonomien. Så selv om man forrige søndag valgte den stærkt nationalistiske og socialistisk/fascistiske Ollanta Humala til præsident, er der formentlig grænser for hvor slemt det kan gå. 

Og skulle Humala’s regeringstid primært indebære en (markeds)reformpause, som det reelt har været tilfældet i Brasilien siden 2002, kan man [peruvianerne] glæde sig over, at Peru er milevidt fra Brasiliens statscentrerede økonomi, hvis vækstpotentiale er begrænset til 3,5 - 4 % p.a..
For danske investorer på jagt efter nye markeder er der i hvert fald ingen grund til at afskrive Peru. Tværtimod er der grund til at holde ekstra øje med udviklingen ved Sydamerikas stillehavskyst, hvis vækstpotentiale – og dermed også potentiale for fremtidig dansk eksport og investeringer – meget vel kan vise sig at være betydeligt større end i Brasilien.