Det er nu lidt over et år siden, at Barack Obama blev valgt til præsident i USA. Det skete i en periode med helt ekstraordinære økonomiske omstændigheder. Og valget af Obama var måske også ekstraordinært. I hvert fald tyder meget på, at Obama ikke var blevet valgt, hvis det ikke havde været for Lehman Brothers konkurs, den begyndende økonomiske nedtur og ikke mindst John McCains mislykkede forsøg på at agere fødselshjælper for en bankredningspakke i Kongressen.
McCain afbrød som bekendt sin valgkamp og fløj til Washington under stor dramatik. Men i stedet for at blive fødselshjælper for en redningspakke, kom McCain til at fremstå panikagtig og ude af stand til at klare flere ting på samme tid. Obama var ikke sen til at udnytte dette fejltrin. Opinionstallene vendte og Obama skulle bare undgå at støde vælgere fra sig. Det klarede Obama flot med sine korte slogans om ”håb” og ”forandring” samt massive TV-kampagner, som viste billeder af McCain sammen med den upopoulære præsident Georg Bush.
McCain blev fravalgt og Obama valgt. USA vågnede 5. november op med en nyvalgt præsident, som de færreste anede, hvad virkelig stod for. Der var lidt Ny Alliance over det. Mange havde stemt for forandring, men kun få anede, hvad den egentligt bestod i under Obama. Det eneste, der var sikkert, var, at Obama var den første farvede præsident og at han i øvrigt ikke var George Bush.
I dag, et år senere, har vi et bedre indblik i, hvad præsident Obama står for. Og hvad håb og forandring betyder. Det har vist sig, at talen om forandringer skal tages meget bogstaveligt. Obama er en aktivistisk præsident med rødder i den såkaldt progressive bevægelse i USA, som ønsker store og gennemgribende reformer af det amerikanske samfund. Præsidenten vil så radikale ændringer og så hurtigt, at både konservative og liberalister må se på udviklingen med bekymring.
Præsident Barack Obama har en omfattende og ambitiøs dagsorden. Han har søsat en lang række politiske initiativer på samme tid. Dette er usædvanligt for amerikanske præsidenter, da der er risiko for, at administrationen kommer til at gabe over for stor en mundfuld, men det viser også, at Obama er utålmodig og ønsker at præge USA i en bestemt retning. Den økonomiske krise giver også enestående muligheder for forandringer. Få dage efter valget udtalte stabschef Rahm Emanuel: ”Never let a serious crisis go to waste. What I mean by that is it's an opportunity to do things you couldn't do before”.
Præsident Obama har også udnævnt flere såkaldte ”policy czars” end tidligere præsidenter. Der er udnævnt hele 35 politiske chefer med ansvar for formulering af administrationens politik fra alt fra sundhedsreform, energiforsyning, økonomiske stimuleringspakker, direktørlønninger til sikkerhed på Internettet. De politiske chefer kommer oveni ministre og særlige rådgivere.
Det ikke uden grund, at Obama har et ekspertvælde, som er fundet blandt intellektuelle, lobbyister og store bidragydere til valgkampen. William Schambra skrev for nylig en artikel i National Affairs om Obamas tilgang til politik. Ifølge Schambra tilhører Obama den såkaldte ”progressive skole” i lighed Franklin D. Roosevelt, Lyndon B. Johnson og Jimmy Carter. For de progressive skal regeringen i samarbejde med eksperter på forskellige områder formulere ”comprehensive politices aimed at giving large social systems – and indeed society itself – more rational and coherent forms and functions. In this view, the long-term, systemic problems of healthcare, education, and the environment cannot be solved in small pieces. The must be taken on in whole, less the unattended elements react against and undo the carefully orchestrated policy measures”.
I den progressive opfattelse er samfundet et komplekst system og det er ikke nok med små, skridtvise ændringer af systemer, regler og incitamenter. Det er brug for store ændringer. Og for at formulere denne politik, har administrationen brug for progressive intellektuelle. Derfor alle de mange ”policy czars” og de mange studiekredsmøder i Det hvide Hus siden 20. januar.
Involveringen af intellektuelle og eksperter fører ofte til markante udvidelser af statsmagten. De flytter grænserne for politik, så større dele af samfundslivet bliver omfattet af kollektive beslutninger. Igennem det sidste år vi Obama og hans ekspertvælde lanceret en række politiske initiativer, som lægger op til store ændringer i store dele af det amerikanske samfund. Det er tale om en hidtil uset statslig styring med store dele af erhvervslivet og amerikansk økonomi.
Bilindustrien er mere eller mindre nationaliseret, gældende retsregler for betalingsstandsninger blev fejet af bordet og Barack Obama har dikteret, hvad det er for miljørigtige eller ”grønne” biler, det er værd at ”satse” på. Den finansielle sektor er lagt i en skruetvinge med staten som storaktionær, hvilket Obama administrationen bruger til at efterkomme populistiske krav til direktørlønninger, som nu er politisk bestemt. Og for dem, der ikke helt forstod reglerne, inden Obama administrationen skar dem ud i pap, er der gennemført helt enestående konfiskationsregler med tilbagevirkende kraft. Obama fik også gennemført en kostbar stimuleringspakke, som støtter en lang række "demokratiske" projekter og øger overførselsindkomsterne ganske betragteligt. Den vil Obama nu gentage, fordi de øgede offentlige udgifter ikke har haft den lovede effekt på arbejdsløsheden.
Sundhedssektoren er en anden sektor, der står for tur. Her er planen formentlig en snigende nationalisering af forsikringsindustrien. Obama vil gøre det obligatorisk at have en forsikring, indføre en lang række skatter på arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, fratage forsikringsselskaber muligheden at afvise kunder samt diktere de præmier, de kan opkræve. Det vil øge omkostninger og tvinge størstedelen af amerikanerne over i den offentlige sygekasse, som i forvejen er en tikkende bombe under økonomien på grund af et stigende antal ældre medborgere. Det vil uundgåeligt føre til rationering, politisk prioritering af sundhedsydelser og færre medicinske innovationer (som vi europæere i øvrigt har nydt godt af).
Og nu er turen kommet til energi- og transportsektoren, hvor Obama også vil dirigere udviklingen. Obama vil gennemføre markante reduktioner i udledningen af CO2 og skabe millioner af nye arbejdspladser i grønne industrier gennem forskellige direkte og indirekte støtteordninger. Obama administrationen erklærede i tidligere på ugen, at CO2 er en fare for mennesker. Det er jo ikke, fordi CO2 i sig selv er farlig, men beslutningen giver Obama mulighed for at regulere CO2 udledningen udenom Kongressen. Og Obama vil tilsyneladende hellere lytte til sine eksperter end til de folkevalgte politikere i Kongressen. Ellers er Obamas plan et system med omsættelige forureningstilladelser, som vil øge virksomhedernes omkostninger.
Den østrigske liberale økonom og politiske filosof Friedrich A. Hayek kaldte meget passende den form for politik, som Obama praktiserer ”social engineering”. Obama er en samfundsingeniør, der vil ændre vilkårene for sektorer, der udgør langt over halvdelen af økonomien. Og listen er længere end de sektorer, jeg har plads til at nævne her.
Det grundlæggende problem for samfundshersen, som den progressive samfundsingeniør Obama ønsker, er, at eksperter og staten ikke har den nødvendige viden, der skal til for at overskue hele samfundet. Eksperterne vil typisk have et indgående kendskab til videnskabelige undersøgelser på et begrænset område. Og kun den viden, som kan indsamles formelt. Ofte vil disse ikke engang give entydige svar på, hvordan virkeligheden er og hvordan der skal handles. Meget afhænger af øjnene, der ser, og eksperterne har også deres egne dagsordener. Og så er der utilsigtede konsekvenser af enhver politik.
Et andet problem for samfundsingeniør Obama er, at befolkningen ikke ønsker de radikale samfundsforandringer. Befolkningen er konservativ og ønsker kun små forandringer, som løser problemerne ved nuværende politik. Det har været tydeligt i debatten om sundhedsreformen, hvor Obama administrationen er kommet under beskydning på borgermøder og hvor et klart flertal vender sig imod Obamas reformplaner. Men regeringen fastholder de upopulære elementer i reformen, da den følger eksperterne og ønsker radikale forandringer.
På sigt må politikerne i Kongressen og præsidenten dog støde sammen. Politikere, der er valgt i områder, hvor de er på vippen og gerne vil genvælges, kan ikke overleve ved at lægge stemmer til progressive og radikale samfundsforandringer, der vil forvandle USA fra en kapitalistisk markedsøkonomi til en præsidentstyret blandingsøkonomi. Og Obama selv skal også møde vælgerne igen i 2012. Det kan blive svært for den progressive samfundsingeniør, hvis han har brugt for mange penge og lavet upopulære reformer med eksperterne. Især hvis økonomiske situation for vælgerne ikke er i klar bedring. Det er lidt svært at se det ske med det store udgiftsorgie, som Obama har brugt første år på sætte i værk og tilsyneladende ønsker at fortsætte.
McCain afbrød som bekendt sin valgkamp og fløj til Washington under stor dramatik. Men i stedet for at blive fødselshjælper for en redningspakke, kom McCain til at fremstå panikagtig og ude af stand til at klare flere ting på samme tid. Obama var ikke sen til at udnytte dette fejltrin. Opinionstallene vendte og Obama skulle bare undgå at støde vælgere fra sig. Det klarede Obama flot med sine korte slogans om ”håb” og ”forandring” samt massive TV-kampagner, som viste billeder af McCain sammen med den upopoulære præsident Georg Bush.
McCain blev fravalgt og Obama valgt. USA vågnede 5. november op med en nyvalgt præsident, som de færreste anede, hvad virkelig stod for. Der var lidt Ny Alliance over det. Mange havde stemt for forandring, men kun få anede, hvad den egentligt bestod i under Obama. Det eneste, der var sikkert, var, at Obama var den første farvede præsident og at han i øvrigt ikke var George Bush.
I dag, et år senere, har vi et bedre indblik i, hvad præsident Obama står for. Og hvad håb og forandring betyder. Det har vist sig, at talen om forandringer skal tages meget bogstaveligt. Obama er en aktivistisk præsident med rødder i den såkaldt progressive bevægelse i USA, som ønsker store og gennemgribende reformer af det amerikanske samfund. Præsidenten vil så radikale ændringer og så hurtigt, at både konservative og liberalister må se på udviklingen med bekymring.
Præsident Barack Obama har en omfattende og ambitiøs dagsorden. Han har søsat en lang række politiske initiativer på samme tid. Dette er usædvanligt for amerikanske præsidenter, da der er risiko for, at administrationen kommer til at gabe over for stor en mundfuld, men det viser også, at Obama er utålmodig og ønsker at præge USA i en bestemt retning. Den økonomiske krise giver også enestående muligheder for forandringer. Få dage efter valget udtalte stabschef Rahm Emanuel: ”Never let a serious crisis go to waste. What I mean by that is it's an opportunity to do things you couldn't do before”.
Præsident Obama har også udnævnt flere såkaldte ”policy czars” end tidligere præsidenter. Der er udnævnt hele 35 politiske chefer med ansvar for formulering af administrationens politik fra alt fra sundhedsreform, energiforsyning, økonomiske stimuleringspakker, direktørlønninger til sikkerhed på Internettet. De politiske chefer kommer oveni ministre og særlige rådgivere.
Det ikke uden grund, at Obama har et ekspertvælde, som er fundet blandt intellektuelle, lobbyister og store bidragydere til valgkampen. William Schambra skrev for nylig en artikel i National Affairs om Obamas tilgang til politik. Ifølge Schambra tilhører Obama den såkaldte ”progressive skole” i lighed Franklin D. Roosevelt, Lyndon B. Johnson og Jimmy Carter. For de progressive skal regeringen i samarbejde med eksperter på forskellige områder formulere ”comprehensive politices aimed at giving large social systems – and indeed society itself – more rational and coherent forms and functions. In this view, the long-term, systemic problems of healthcare, education, and the environment cannot be solved in small pieces. The must be taken on in whole, less the unattended elements react against and undo the carefully orchestrated policy measures”.
I den progressive opfattelse er samfundet et komplekst system og det er ikke nok med små, skridtvise ændringer af systemer, regler og incitamenter. Det er brug for store ændringer. Og for at formulere denne politik, har administrationen brug for progressive intellektuelle. Derfor alle de mange ”policy czars” og de mange studiekredsmøder i Det hvide Hus siden 20. januar.
Involveringen af intellektuelle og eksperter fører ofte til markante udvidelser af statsmagten. De flytter grænserne for politik, så større dele af samfundslivet bliver omfattet af kollektive beslutninger. Igennem det sidste år vi Obama og hans ekspertvælde lanceret en række politiske initiativer, som lægger op til store ændringer i store dele af det amerikanske samfund. Det er tale om en hidtil uset statslig styring med store dele af erhvervslivet og amerikansk økonomi.
Bilindustrien er mere eller mindre nationaliseret, gældende retsregler for betalingsstandsninger blev fejet af bordet og Barack Obama har dikteret, hvad det er for miljørigtige eller ”grønne” biler, det er værd at ”satse” på. Den finansielle sektor er lagt i en skruetvinge med staten som storaktionær, hvilket Obama administrationen bruger til at efterkomme populistiske krav til direktørlønninger, som nu er politisk bestemt. Og for dem, der ikke helt forstod reglerne, inden Obama administrationen skar dem ud i pap, er der gennemført helt enestående konfiskationsregler med tilbagevirkende kraft. Obama fik også gennemført en kostbar stimuleringspakke, som støtter en lang række "demokratiske" projekter og øger overførselsindkomsterne ganske betragteligt. Den vil Obama nu gentage, fordi de øgede offentlige udgifter ikke har haft den lovede effekt på arbejdsløsheden.
Sundhedssektoren er en anden sektor, der står for tur. Her er planen formentlig en snigende nationalisering af forsikringsindustrien. Obama vil gøre det obligatorisk at have en forsikring, indføre en lang række skatter på arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, fratage forsikringsselskaber muligheden at afvise kunder samt diktere de præmier, de kan opkræve. Det vil øge omkostninger og tvinge størstedelen af amerikanerne over i den offentlige sygekasse, som i forvejen er en tikkende bombe under økonomien på grund af et stigende antal ældre medborgere. Det vil uundgåeligt føre til rationering, politisk prioritering af sundhedsydelser og færre medicinske innovationer (som vi europæere i øvrigt har nydt godt af).
Og nu er turen kommet til energi- og transportsektoren, hvor Obama også vil dirigere udviklingen. Obama vil gennemføre markante reduktioner i udledningen af CO2 og skabe millioner af nye arbejdspladser i grønne industrier gennem forskellige direkte og indirekte støtteordninger. Obama administrationen erklærede i tidligere på ugen, at CO2 er en fare for mennesker. Det er jo ikke, fordi CO2 i sig selv er farlig, men beslutningen giver Obama mulighed for at regulere CO2 udledningen udenom Kongressen. Og Obama vil tilsyneladende hellere lytte til sine eksperter end til de folkevalgte politikere i Kongressen. Ellers er Obamas plan et system med omsættelige forureningstilladelser, som vil øge virksomhedernes omkostninger.
Den østrigske liberale økonom og politiske filosof Friedrich A. Hayek kaldte meget passende den form for politik, som Obama praktiserer ”social engineering”. Obama er en samfundsingeniør, der vil ændre vilkårene for sektorer, der udgør langt over halvdelen af økonomien. Og listen er længere end de sektorer, jeg har plads til at nævne her.
Det grundlæggende problem for samfundshersen, som den progressive samfundsingeniør Obama ønsker, er, at eksperter og staten ikke har den nødvendige viden, der skal til for at overskue hele samfundet. Eksperterne vil typisk have et indgående kendskab til videnskabelige undersøgelser på et begrænset område. Og kun den viden, som kan indsamles formelt. Ofte vil disse ikke engang give entydige svar på, hvordan virkeligheden er og hvordan der skal handles. Meget afhænger af øjnene, der ser, og eksperterne har også deres egne dagsordener. Og så er der utilsigtede konsekvenser af enhver politik.
Et andet problem for samfundsingeniør Obama er, at befolkningen ikke ønsker de radikale samfundsforandringer. Befolkningen er konservativ og ønsker kun små forandringer, som løser problemerne ved nuværende politik. Det har været tydeligt i debatten om sundhedsreformen, hvor Obama administrationen er kommet under beskydning på borgermøder og hvor et klart flertal vender sig imod Obamas reformplaner. Men regeringen fastholder de upopulære elementer i reformen, da den følger eksperterne og ønsker radikale forandringer.
På sigt må politikerne i Kongressen og præsidenten dog støde sammen. Politikere, der er valgt i områder, hvor de er på vippen og gerne vil genvælges, kan ikke overleve ved at lægge stemmer til progressive og radikale samfundsforandringer, der vil forvandle USA fra en kapitalistisk markedsøkonomi til en præsidentstyret blandingsøkonomi. Og Obama selv skal også møde vælgerne igen i 2012. Det kan blive svært for den progressive samfundsingeniør, hvis han har brugt for mange penge og lavet upopulære reformer med eksperterne. Især hvis økonomiske situation for vælgerne ikke er i klar bedring. Det er lidt svært at se det ske med det store udgiftsorgie, som Obama har brugt første år på sætte i værk og tilsyneladende ønsker at fortsætte.
