Den danske stat har i løbet af 10 år fra 2001 til og med 2010 brugt 182,4 mia. kr. i løbende priser på økonomisk bistand til udlandet, ifølge Danmarks Statistik.
En smuk tanke
Det er en smuk tanke at bidrage til udvikling i verdens fattige lande og råde bod på tidligere tiders dårligdomme med slavetransport og udbytning af det afrikanske kontinent.
Nytteløst
Hvis de 182,4 mia. kr. gjorde en reel forskel i de fattige lande, ja så kunne man da argumentere for at denne post var berettiget på statens budget. En stor del af bistanden går dog til danskere eller køb af danske produkter målt i den såkaldte returprocent.
Returprocent
Ifølge Udenrigsministeriet endte 55 procent af ulandsbistanden i år 2000 faktisk i Danmark. Det sker i form af produkter, lønninger til udsendte og hjemmeværende rådgivere, græsrodsorganisationer, personale på ambassader, ulandsforskning, stipendier m.m. Den erhvervsrelaterede "returprocent" udgjorde i 2000 32 pct.
Danida stoppede imidlertid med at udregne returprocenten, da Ulla Tørnæs kom til som udviklingsminister i 2005. Det hænger til dels sammen med at kravet om at købe danske varer blev ophævet oplyser Thierry Jacobsen fra Danida.
Under udviklingsprogrammet ”Blandede Kreditter” har Danida dog stadig et krav om at ordrerne skal gå til danske virksomheder oplyser Thierry Jacobsen. Denne del af bistanden udgjorde i 2010 509 mio. kr.
Danida er således ikke i stand til at oplyse, hvor stor en del af den danske ulandsbistand, der tilgår danske virksomheder og aflønning af danskere. Det er i mine øjne kritisabelt at en sådan oplysning ikke vægtes højere i Danidas administation.
Den aktuelle returprocent ligger dog formentlig lavere end de 55 pct. i 2000 i og med kravene til køb af danske produkter er slækket.
Når det så er sagt, så kunne det jo være at disse eksperter reelt bidrog til at skabe vækst i ulandene. En stor del de penge, der ikke går til danske eksperter går imidlertid til at betale korruption til lokale embedsmænd. Det er tidligere vendt på 180grader her.
Korruption er imidlertid et ømtåleligt emne i debatten om ulandsbistand. Der gøres på den ene side en ihærdig indsats for at bekæmpe at ulandsbistanden ender i hænderne på korrupte embedsmænd. I den tanke at jo færre penge, der går til korruption, jo flere penge kommer udviklingsprojekterne til gode.
På den anden side ved enhver, der har gjort forretning i ulande, hvor embedsmænd er underbetalte og ernærer sig ved korruption, at korruption er en nødvendig del af det at gøre forretning. Her risikerer danske bistandsmidler helt at gå til spilde, i og med ”gode projekter”, der skulle fremme det lokale erhvervsliv, ikke må betale korruption. Det betyder at de må lukke lige så snart de danske eksperter har forladt området, for de lokale kan ikke afsætte deres varer uden at betale korruption. Det er i sandhed lemfældig omgang med skattekroner.
Overflødigt
Over de sidste 10 år er ulandsbistanden i stigende grad overflødiggjort af disse tre faktorer: Direkte investeringer i produktion i ulandene foretaget af virksomheder, penge hjemsendt til ulandene af fremmedarbejdere, samt investeringer i aktier og værdipapirer i ulandene.
I år 2001 udgjorde ulandsbistand således 16 % af de ressourcer der tilgik ulandene udefra. Selvom ulandsbistanden er fordoblet i kroner og øre, så udgør den i dag kun ca. 8 % af de ressourcer der samlet set tilgår ulandene udefra. Ulandene er altså i stigende grad uafhængige af bistanden.
Mon ikke det er på tide at afskaffe ulandsbistanden i Danmark?
