Lige nu står regeringen med et atomaffaldsproblem fra de tre nedlukkede og nedrevne forsøgsreaktorer i Risø. Men hvad består affaldet egentligt af? Hovedsagligt af radioaktivt byggeaffald og så noget brugt brændsel. Det radioaktive byggeaffald kunne helt være undgået ved at vente med at rive forsøgsreaktorerne ned til det ikke længere er radioaktivt. Tritium (ekstra-tung brint) med en halveringstid på 12 år sidder i væggen i reaktoren. Men efter 10 halveringstider er radioaktiviteten reduceret til 1/1000 og bygningen kan rives ned på helt normal vis. Der skal ikke bruges en masse penge på sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med nedrivningen, det er dyrt. Nedrivningen har kostet i omegnen af 1 mia kr. Penge, der er bedre brugt andre steder.
For så vidt angår det brugte brændsel: Når brændslet er nyt består det af 3% Uran-235 og 97% Uran-238. I reaktoren forbrændes 2% U-235 og bliver til fissile produkter. 2% af U-238 omdannes til plutonium og den ene procent forbrændes og bliver til fissile produkter. 0,1% af plutonium omdannes til mindre aktinider, så det brugte brændsel indeholder ca. 95% U-238, 1% U-235, 0,9% Pu (blandede isotoper), 0,1% mindre aktinider og 3% fissile produkter. Alt, undtagen en del af de fissile produkter kan genbruges. U-238 kræver en hurtig reaktor at genbruge og Pu forbrændes også bedst i en hurtig reaktor. Mindre aktinider kræver dog en subkritisk reaktor (Accellerator Driven System) at forbrænde. Efter 10 år vil 87% af de fissile produkter have stabiliseret sig, så det er kun 13% af dem, svarende til 0,4% af den samlede mængde brugt brændsel, der skal deponeres. Og det er ufarligt efter 300 år.
Så ved lidt fornuft og omtanke kunne affaldsmængderne være reduceret med faktor 1000 eller mere og så ville det ikke være noget større problem.
