Barske forældre forsøger at beskytte curlingbørn på universiteterne

Curlingbørn er ikke kun et fænomen i børnehaverne eller i skolerne rundt  omkring i landet

Ikke angivet Ikke angivet,

16/12/2013

Curlingbørn er ikke kun et fænomen i børnehaverne eller i skolerne rundt  omkring i landet. Fænomenet findes også i stigende grad, når de kære små  faktisk er blevet voksne og går på universitetet, lyder det fra Syddansk  Universitet (SDU).

Begrebet curlingbørn hentyder til, at forældrene fejer alle problemer væk for  deres børn.

»Det, der sker i stigende grad, er, at det er forældrene, der henvender sig på  deres børns vegne. Og her taler vi altså om børn, der er over 20 år gamle«, siger campusleder på SDU i Kolding, Per Krogh Hansen, til DR Syd.

 

Ringer med brok

På flere af Syddansk Universitets afdelinger oplever man stadig oftere, at  forældre ringer og brokker sig, hvis noget går deres afkom imod.

»Forældrene kan være utilfredse med rigtig mange ting. De kan være sure over,  at deres barn har dumpet en eksamen. Eller de kan være utilfredse med, at et  kursus er blevet rykket. Eller at sønnen eller datteren ikke har fået  dispensation«, siger rektor for samtlige af SDU's afdelinger, Jens  Oddershede, til DR Syd.