Cuba ligger i top i Latinamerika på sociale parametre

I kommentarerne til dette indlæg får jeg smæk for at påpege, at Cuba trods alt har performet godt på nogle områder siden revolutionen

xxxxxx

12/09/2010


I kommentarerne til dette indlæg får jeg smæk for at påpege, at Cuba trods alt har performet godt på nogle områder siden revolutionen. Men det har Cuba altså, hvad man kan overbevise sig om her.

Cuba ligger i top i Latinamerika, f.eks. hvad angår forventet levetid. På niveau med Chile, der ellers fremhæves som vækstmiraklet i regionen, og kun et lille stykke efter Chile på økonomien.

Cuba har også en lavere børnedødelighed end Chile, en højere alfabetiseringsgrad, og på det såkaldte Human Development Index ligger Cuba blot en hestemule bag Chile.

Jo, der er politisk undertrykkelse i Cuba, der er forfølgelse af anderledes tænkende osv. Men det er jo ikke noget særsyn i Latinamerika. Selvom regionen generelt har bevæget sig i retning af mere demokratiske tilstande de seneste tyve-tredive år, er der stadig lande i Latinamerika, hvor grove overtrædelser af menneskerettighederne finder sted, og hvor politiske modstandere, fagforeningsfolk og etniske grupper myrdes eller forfølges.

Batista-styret var godt for Cubas økonomi, skriver Niels Westy. Ja - og gennemkorrupt, autoritært og antidemokratisk. Styret stod også bag myrderier på civile, forsvindinger mv.

Pointen med dette indlæg er ikke, at Cuba er et godt land. Selv ville jeg foretrække at emigrere til Argentina, Brasilien eller Chile, hvis det var aktuelt. Pointen er, at ideologi ikke skal skygge for virkeligheden. Cuba bør også anerkendes for de resultater, landet faktisk har opnået.

Cuba har konstant - også før revolutionen - ligget i top på enten økonomisk performance eller på sociale parametre, så landet har alle gode kort på hånden til at klare sig godt, når man en gang beslutter sig for at indføre et liberalt demokrati.

PS: Jeg går ikke med Fjällräven. Min rygsæk er af mærket Eastpak.

Kilde: