Er der nogen der kan huske, hvornår en politiker eller en fremtrædende debattør sidst har problematiseret uddannelsessystemets magtfulde rolle i samfundet? Det er min opfattelse, at emnet behandles alt for sjældent.
Fraværet af kritik skyldes ikke manglende interesse for den autoriserede kundskabs højeste institutioner. Tværtimod. Forskning og uddannelse fremhæves ustandseligt som svaret på fremtidens udfordringer – ikke blot af vore politikere, men også af fremtrædende meningsdannere. Man får let det indtryk, at uanset hvor meget og hvordan der investeres i forskning og uddannelse, så vil den sidste krones investering altid resultere i et positivt afkast.
Er du arbejdsløs? Lad dig efteruddanne. Er den økonomiske vækst i bund? Lad os investere i forskning og uddannelse. Skal der skrælles kartofler på plejehjemmet? Send først de gamle på hygiejnekursus. Er velfærdsstaten ikke bæredygtig? Støt forskning i velfærdsteknologi. Lærer børnene for lidt i folkeskolen? Gør læreruddannelsen universitetsbaseret. Uanset problemet, så synes løsningen at være mere og dyrere uddannelse til flere.
Er vi på vej ind i en forestillingsverden, hvor ethvert samfundsproblem skyldes manglende uddannelse, og hvor enhver politisk løsning er uangribelig, når blot den er pakket ind i vidensamfundets retorik?
Det spørgsmål stiller vi alt for sjældent. Derfor vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en tekst fra en fortid, der synes meget fjern. I teksten kan man læse:
"Uddannelsessystemet har udviklet sig til et af samfundets vigtigste magtapparater, og som alle magtapparater har det en iboende tendens til at søge sine egne mål og opbygge sine egne ritualer. Et vigtigt formål er at overbevise os om værdien af at blive undervist."
Det er et skræmmende perspektiv, som jeg ikke helt kan afvise, at vi er vidner til. Hvem kunne dog formaste sig til at skrive noget så kontroversielt? Svaret kommer senere.
Forfatteren ønsker tydeligvis, at understrege sin advarsel. Det sker med slet skjult henvisning til Eisenhowers afskedstale fra 1960, ved at omtale uddannelsessystemet som, "det undervisningsindustrielle kompleks". Om dette fænomen kan man læse:
"Det er på en vis farligere end det millitærindustrielle kompleks, fordi det fører sig frem med de bedst tænkelige fortalere: de højtuddannede, som totalt dominerer meningsdannelsen."
Er det sandt? Er der ligefrem tale om en slags "uddannelsesreligion", som landets meningsdannere intetanende underkaster sig, og som beskytter uddannelsessystemet mod forandring? Og hvis det er tilfældet, hvad er da dens vigtigste trossætninger? I en munter tone giver forfatteren sine ti bud:
"1. Klogskab og dygtighed erhverves bedst gennem uddannelse, og derfor er uddannelse sesam-ordet, der både for den enkelte og for samfundet åbner døren til en kvalitativt bedre verden.
2. Uddannelse består i at blive undervist på offentlige institutioner, der af hensyn til kvaliteten og ensartetheden har monopol på både bevillingerne og retten til at udskrive eksamensbeviser (underforstået: man kan ikke lære noget uden at blive undervist sådanne steder).
3. Jo mere uddannelse man har, jo bedre løn- og arbejdsvilkår bør man have, og jo mindre bør man kontrolleres i arbejdstiden.
4. De lavere-uddannede skal betale stigende beløb over skattebilletten til de højtuddannede og deres børn. Disse overførsler fra dårligtstillede til bedrestillede skal øges af hensyn til de dårligtstillede, som dermed får øget deres muligheder for at blive bedrestillede!
5. Et ungt menneske er noget nær et socialt tilfælde, hvis det ikke kan komme på seminarium eller universitetet eller lignende i lighed med de højtuddannede og deres lærere.
6. Jo kortere arbejdstiden bliver, jo mere nødvendigt er det, at den afkortes endnu mere for at give plads til uddannelse i arbejdstiden.
7. Når højtuddannede kæmper for deres egne egoistiske interesser – f.eks. for at få flere ansatte til at udføre det samme arbejde – sker det alene af hensyn til dem, der skal betale regningen.
8. At stille krav til højtuddannede er at vise mistillid og fører intet godt med sig. Derfor må det heller ikke kontrolleres, om eleverne lærer noget. [..]
9. Danmark kan intet lære af udlandet, hvor man med 25% færre løntimer pr. elev lærer eleverne mindst lige så meget som i Danmark. [..]
10. Skønt Danmark lader uddannelsessektoren beslaglægge en større del af nationalproduktet end noget andet land i verden, er vi alligevel uhjælpeligt 'bagud' og bør derfor bevilge endnu mere til længere og dyrere uddannelser for endnu flere. Det vil koste dyrt at lade være. Enhver merudgift er en sejr, mens enhver besparelse er en forbrydelse."
Mod disse ti bud, "kæmper enhver politiker forgæves", påstås det.
Og så til afsløringen. Hvem tør dog skrive noget sådant? Citaterne stammer fra Grænser For Politik, en debatbog af Bertel Haarder udgivet i 1990. Da han skrev bogen var han undervisnings- og forskningsminister. Politikere tillod sig at mene noget dengang. Modig mand!
Jeg savner Bertel Haarders ligefremme tone. Det kan godt være, at der overdrives en smule, og det kan godt være, at uddannelsessystemet er mere åbent for nytænkning, end det var dengang. Men forestillingen om, at forskning og uddannelse er alle problemers løsning, den lever stadig i bedste velgående.
Endelig bør jeg måske præcisere, at det ikke er mit erinde, at overtale den videnbegærlige læser til helt at undgå uddannelse. En uddannelse kan være en glimrende investering – ikke mindst fordi det potentielle afkast – viden og færdigheder – er svært at konfiskere. Men når det er sagt, så vil jeg opfordre den studerende til at møde uddannelsessystemet med større skepsis, end man finder blandt fremtrædende meningsdannere – herunder politikere. Du skal ikke tro på alt, hvad de siger. Kundskabens kilder er mange, og velstand kommer ikke af kundskaber alene.
