I denne uges Weekendavis er der i Idéer på side 9 følgende notits:
"Hvornår er en gruppe bedre til at besvare et spørgsmål end en enkeltperson? Det kommer an på, om man vil have et svar, der baserer sig på almen kendt viden, eller et svar, som skal gennemtænkes nærmere, viser et studie fra Haifa Universitet i Israel.
Psykologiske eksperimenter har i tidens løb givet forskellige resultater med hensyn til, hvorvidt gruppebeslutninger, taget af fx to eller flere personer, er bedre end besvarelser givet af en enkelt person.
Psykologiprofessor Asher Koriat fra det israelske universitet har nu sammenkørt resultaterne af en række undersøgelser og lavet en computermodel ud fra oplysningerne. Det viser sig, at spørgsmål, som kan besvares ud fra alment kendt viden, bliver bedst besvaret i en gruppe, mens spørgsmål, som er mere tricky - fx fordi svaret ikke er umiddelbart logisk eller velkendt, bedst besvares af enkeltpersoner.
Det skyldes, if. Koriat, at en gruppes svar ofte afspejler holdningen hos den dominerende person i gruppen. Og i tricky spørgsmål vil personer med lavere selvtillid ofte holde korrekte svar tilbage, som så bliver kasseret i gruppebeslutninger.
Science, 20. april"
Mit gæt er, at den viden ikke vil finde vej til folkeskolens lærerer, som gerne bruger gruppearbejde til indlæring - en umulighed if. ovenstående undersøgelse, fordi man ved indlæring ikke skal finde allerede kendte svar men erkende nye sammenhænge og finde nye svar.
I øvrigt er det min erfaring, at dominerende personer i gruppearbejde sjældent er dem, der ved mest eller er mest fantasifulde. Gruppearbejde fører dermed til konformitet og en nedadgående spiral med hensyn til kreativitet.