IQ. Vi siger til børn, at de kan blive til, hvad de vil, når bare de tager sig sammen, men det passer ikke. Intelligens er noget, man fødes med, og menneskeheden er blevet genetisk dummere siden 1850.
http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/3
LIMASSOL - DET er næsten perfekt symbolik, når the International Society for Intelligence Research vælger at afholde sin årlige konference på Cypern i december måned. Her uden for sæsonen er man aldeles alene og placeret i den yderste periferi af Europa. Ganske som intelligensforskningen befinder sig på kanten af psykologien og langt fra det gode selskab.
»Det er frustrerende i betragtning af, at vi arbejder med den mest vidunderlige ting,« siger Douglas Detterman, intelligensforsker igennem mange år og professor ved Case Western Reserve University. »Intelligens er den mest kvantificerbare og uden sammenligning den bedst undersøgte og validerede faktor i samfundsvidenskaberne overhovedet. Det er den enkeltfaktor, som har langt den største forudsigelseskraft, når det kommer til udfaldet af vores livsforhold - hvad du opnår i din karriere, din livstidsindkomst, ja selv din sundhedstilstand, og hvor længe du lever.«
Den lavmælte ældre herre ryster på hovedet. »Alligevel ignoreres intelligens af sociologer og samfundsforskere, som insisterer på kun at bruge socioøkonomiske parametre, selvom det giver langt ringere forklaringsmodeller.« Detterman griber dog også i egen barm. »Se dig omkring,« siger han og nikker i retning af en flok gråhårede og fløjlsklædte kolleger i snak ved kaffebordet. »Ingen af os har jo rigtigt medietække. Som gruppe har vi været for dårlige til at kommunikere, hvad vi ved.«
Den moderne intelligensforskning har været upopulær for ikke at sige suspekt, siden den amerikanske psykolog Arthur Jensen i 1960erne i en omfattende og nuanceret artikel om intelligens kort nævnte målbare forskelle på IQ hos sorte og hvide amerikanske børn. Jensen kom straks under rasende beskydning for racisme, og mærkatet klæbede herefter til hans felt. Da Charles Murray og Richard Herrnstein i 1994 i bogen The Bell Curve igen diskuterede forskelle mellem etniske gruppers gennemsnitsintelligens, blev stemningen omkring intelligensforskning trykket i bund.
»Selv jeg, som laver dyreforsøg, kan stort set ikke få bevillinger, hvis jeg bruger udtrykket intelligens i ansøgningen,« siger Louis Matzel fra Rutgers University. »Og jeg møder stadig kolleger - biologer og genetikere, Gud hjælpe mig - som i fuld alvor fastholder, at intelligens er en social konstruktion. Eller kommer med påstanden om, at intelligens ikke udgør et virkeligt fænomen, men bare nogle arbitrære målinger. I lyset af data er det simpelthen grotesk.«
Man diskuterer stadig den nøjagtige struktur og organisering af den menneskelige intelligens, men årtiers evidens peger på, at man med diverse IQ-tests har fat i et vigtigt og virkeligt fænomen. Individers testresultater inden for forskellige aspekter af intellektuel formåen stritter ikke i alle retninger, men følges statistisk set pænt ad. Det tyder på, at der, som Charles Spearman tidligt i sidste århundrede postulerede, findes en underliggende generel faktor, som man kan kalde intelligens.
Denne g-faktor er groft sagt et udtryk for, hvor mange hestekræfter motoren mellem ørerne har og altså et mål for, hvor meget den kan klare, og hvor hurtigt den kan køre. Nyere teorier nuancerer billedet med flere dimensioner og lag af intelligens, men g ser stadig ud til at være en samlende faktor.
»Desværre trives myterne derude,« siger psykolog ved University of Amsterdam Jan te Nijenhuis. »Tag ideen om mange uafhængige intelligenser. Det er en teori fremført af den amerikanske psykolog Howard Gardner, og en teori som er slået stort igennem især i pædagogiske kredse, men som på ingen måde understøttes af data.«
Data antyder til gengæld, at intelligens er en ganske stabil egenskab. Der er altså god korrelation mellem IQ-målinger foretaget op gennem barneårene og i voksenalderen, hvilket fortæller, at man ikke går hen og udvikler en høj intelligens, hvis man ikke havde den med fra begyndelsen. Og det skyldes ikke mindst, at intelligens i høj grad er bestemt af genetiske faktorer. I hvert fald så længe man ikke taler om en opvækst med sygdom, sult og ekstrem fattigdom. Tvillingestudier viser, at ud af en population med en pæn middelklassebaggrund kan godt halvdelen af variansen i IQ forklares med genetiske faktorer. Resten er i sagens natur miljøpåvirkninger, men hvilke konkrete påvirkninger, der er tale om, har ingen foreløbig kunnet påvise.
»Det er desværre korrekt,« sukker Robert Plomin. Den elegante adfærdsgenetiker fra King's College har ikke mindst gransket effekten af skole og uddannelse og må konkludere, at det er ligegyldigt, hvilken skole man sender sine poder i. »Hvordan de klarer sig karaktermæssigt er stort set uafhængigt af den individuelle skole, lige så uafhængigt af klassestørrelse, og selv den individuelle lærer betyder meget lidt.«
Her er vi måske fremme ved intelligensforskningens egentlige problem. Selvom den afholder sig nok så meget fra eventuelle etniske forskelle, står dens centrale budskab i grel kontrast til den fortælling, vi lever på som samfund. En fortælling, som er indbygget i selve moderniteten: At individet, hvis det får de rette muligheder og ydre omstændigheder, kan vriste sig fri af sin tilfældige og uforskyldte herkomst og skabe sit liv efter eget ønske.
Vi siger til børn, at de kan blive til, hvad de vil, hvis bare de tager sig sammen og arbejder for det. Selvhjælpsguruer fortæller os voksne, at vi i princippet alle gemmer på et geni - det handler bare om at bruge nogle fikse anvisninger, så kan det vækkes til live. Endog populærvidenskaben vil gerne dreje historien i den retning. I mega-bestselleren Outliers understreger Malcolm Gladwell eksempelvis, at når man kommer over en IQ på 120, betyder mere intelligens ikke noget - det er hårdt arbejde og 10.000 timers træning, der er den afgørende faktor. Samme forsikring gentages af New York Times-journalisten David Brooks i hans nye bog The Social Animal.
»Hårdt arbejde hjælper enhver, ligegyldigt hvor høj intelligensen er, men data viser ikke noget IQ-loft. Mere er vitterlig bedre hele vejen op ad skalaen,« konstaterer psykolog David Lubinski fra Vanderbilt University. Han forsker til daglig på en kohorte af højt begavede amerikanere, som er blevet fulgt, siden de var 13 år, og nu nærmer sig de 50. En undersøgelse blandt dem pegede sidste år meget klart på, at individer med en IQ omkring 180 statistisk klarer sig en del bedre end dem med IQ 150. Førstnævnte opnår tre til fem gange oftere enten en doktorgrad, udstedte patenter, videnskabelige publikationer eller endda litterære publikationer.
Det er fund, der ikke ligefrem har været flittigt rapporteret i medierne, men de optrådte i sidste måned i New York Times, hvor psykologerne David Hambrick og Elizabeth Meinz havde en kommentar om upopulære intelligensfund. Deres konklusion var: »Somme tider er den historie, videnskaben fortæller os, ikke den historie vi ønsker at høre.«
»Det tjener ingen at lukke ørerne,« siger sociolog og professor ved University of Delaware Linda Gottfredson. »Som samfund har vi hårdt brug for at erkende, at der findes individuelle intelligensforskelle, at de betyder noget i den virkelige verden, og at de ikke bare kan ændres. Man må gøre sig klart, at i takt med at verden bliver stadig mere kompleks, bliver forskellene mellem grupper med forskellig intelligens i sagens natur tydeligere. Man får aldrig alle op på samme niveau, men man kan gøre forholdene i bunden bedre med en målrettet indsats.«
Gottfredson har på det seneste kastet sig over den voksende ulighed i sundhed. Undersøgelser fra blandt andet Danmark, Sverige, Storbritannien, Australien og USA viser, at en højere intelligens giver et længere liv og en bedre sundhed. Lavere intelligens giver øget risiko for at dø af kronisk sygdom.
»Systemet vil absolut ikke høre om intelligens, men folk dør, fordi vi ikke tager deres kognitive udfordringer alvorligt. Når vi bliver ved med at insistere på, at forskellene handler om økonomiske forhold, er løsningen blot, at vi må hælde mere information i de fattige. Det har vi gjort bevidstløst i årtier uden virkning.«
Vejen til at bedre forholdene for den tunge ende, mener Gottfredson, er det hun kalder kognitiv ergonomi, og helt konkret arbejder hun med diabetesbehandling.
»Diabetes er en kompleks sygdom, som patienten i høj grad selv skal håndtere. I dag er patientinstruktion one-size-fits-all, og vi kan se, at folk med lav intelligens ikke kan forstå og følge den. Vi er nødt til helt lavpraktisk at analysere, hvor kognitivt krævende de enkelte opgaver er for en patient og indrette dem, så du kan være med, selvom din IQ er 75 eller 80.«
Den slags lavpraktik repræsenterer en ny tilgang i et felt, der breder sig over et stort terræn. Intelligensforskningen favner helt fra det rent evolutionsteoretiske over psykometri og kulturstudier til hardcore fysiologi og genetik. Og det er sidstnævntes udforskning af intelligensens biologi, som har chance for at skabe større opmærksomhed og interesse i offentligheden, spår Robert Plomin.
»Neuroforskningen peger på, at intelligens afspejler, hvor effektivt information overføres i nogle netværk af områder i hjernebarken. Det er meget grundlæggende. Og man kan sige, at intelligensforskningens centrale spørgsmål er at forstå, hvordan man kommer fra arveligheden og det genetiske niveau til hjernefunktion og derfra til det hele individ.«
Selv har Plomin slidt med generne. Han har gransket dna fra tusindvis af britiske tvillinger på jagt efter genetiske varianter, som kunne skille de højt begavede fra de middelmådige. »Femten år har jeg brugt, og vi har ikke fundet noget. Det er træls,« snøfter han. Og forklarer, at resultaterne dermed tyder på, at intelligens afhænger af tusindvis af genetiske varianter, som hver giver et ganske lille bidrag. Der findes ingen enkelte varianter, som drastisk øger IQ.
»Mit håb,« siger Plomin, »er, at vi kan identificere en række af de involverede gener og forstå, hvordan de tilsammen interagerer med miljøpåvirkninger. Visionen er en parallel til individualiseret sygdomsbehandling. Med detaljeret kendskab til et menneskes arvemasse, må det være muligt at designe miljøpåvirkninger med hensyn til læring eksempelvis, som vil optimere vedkommendes intelligens.«
Skal man tro Michael Anthony Woodley får vi hårdt brug for den optimering på sigt.
»Homosapiens er på vej til at blive en mindre intelligent og mindre innovativ art,« siger den unge britiske evolutionsbiolog, som er udgået fra Columbia University og på vej til at skabe sig en karriere. Han tilhører den teoretiske fløj, hvor man interesserer sig for intelligens som evolutionært fænomen. Og i en kommende artikel argumenterer han med brug af historiske data og matematisk modellering for, at menneskeheden ikke længere er under et evolutionært tryk, som fremmer høj intelligens. Snarere tværtimod.
»Vi kan se, at der var selektion for høj intelligens i en række vestlige samfund fra Middelalderen og frem til midten af 1800-tallet,« siger 27-årige Woodley og forklarer, så alle kan være med: »Altså, de, der klarede sig bedst, fik også flest overlevende børn.«
Med den industrielle revolution kom mere velstand og efterhånden ligefrem sociale love og ordninger, der bevirkede, at det ikke længere gik så hårdt ud over børn af dem, der klarede sig mindre godt.
»Dér begynder vi at blive genetisk dummere,« som Woodley udtrykker det. Til at maskere forfaldet har den industrialiserede verden haft den såkaldte Flynn-effekt, som har hævet gennemsnitsintelligensen med tre IQ-point for hvert tiår i det 20. århundrede. Der er formentlig tale om et udslag af en række miljøfaktorer - bedre ernæring og et mere komplekst samfund, som stimulerer kognitionen.
»Men nu ser vi, at Flynn-effekten har toppet i den udviklede del af verden, og at vi ikke kan vride mere IQ ud af den. Faktisk ser man, at kohorter født efter 1980 er mindre intelligente end tidligere kohorter, fordi de genetiske effekter nu slår igennem,« siger Woodley og henviser til både danske og norske data, som viser en nedgang i intelligensen hos unge mænd på session. »Jeg er bekymret,« tilføjer han og klemmer sin stangløse brille fast om næsen: »Min fremskrivning går til 2072, og til den tid ser det slemt ud.«
