På den selvhellige venstrefløj har man bevidstløst betragtet racisme-råb mod indvandringskritikere som det bedste våben i beskyttelsen af minoriteter (læs: muslimske indvandrere).
Den strategi har jeg aldrig været enig i (jo, da jeg var 21 og politisk umoden). Råb om racisme har det til fælles med megen snak om antisemitisme, at de som råber, nægter at anerkende, at der sædvanligvis er rationelle årsager bag væksten i anti-et-eller-andet bevægelser.
Hvis antimuslimske følelser har vokset sig stærkere over de seneste årtier, så hænger det naturligvis sammen med indvandringen og strømmen af flygtninge. Der er masser af grunde til at være bekymret, omend måske ikke dommedags-bekymret:
- den øgede kriminalitet som tilstrømningen af folk med svagere kompetencer har medført
- de relativt milde, men dog irriterende tegn på noget som ligner 'islamisering', f.eks. vækst i brug af tørklæder, halal-problemer i skoler osv.
- samt ikke mindst terrortrusler og angreb på ytringsfriheden, som måske ikke truer vort samfunds overlevelse, men dog truer lov og orden.
Kritik af disse fænomener har venstrefløjen en tendens til at affærdige som 'racisme', hvilket indikerer at problemet hidrører fra en irrationel kilde i 'racistens' indre, er en slags sygdom som kan kureres ved offentlig bodsgang, psykoterapi og sjæleransagelse.
Det er en fejltagelse. Problemet er ikke kritikken af ovennævnte fænomener, problemet er, at muslimhaderne ikke formår at skelne mellem 'muslimer' og 'muslimer', 'muslimer' og 'islamister' samt 'muslimer' og 'indvandrere'.
Man dynger læssevis af 'evidens' på bordet, som skal påvise, at koranen er skyld i alt ondt i denne verden, og at muslimer er viljesløse robotter for Allah, og man formår f.eks. ikke at skelne socioøkonomisk betinget kriminalitet på den ene side fra mullah-inspireret vækst i islamistisk missioneren på den anden.
Den slags psykosociale mekanismer, der ikke formår at skelne og tenderer mod at dæmonisere hele befolkningsgrupper, har uden tvivl fællestræk med klassisk racisme, men hovedsagen er, at muslimhadet ikke er fuldstændig grundløst.
En afstikker til antisemitisme kan illustrere dette. Det er blevet standardforklaring blandt nogle jødiske intellektuelle, men især blandt pro-israelske zionister, at antisemitismen er et irrationelt fænomen.
En akademiker, jeg ellers har stor respekt for, Morten Thing fra RUC, formulerer det her, i et essay om antisemitisme i Sverige:
Når det gælder den polske, tilsyneladende ret vedholdende antisemitisme, så er det en alt for simpel forklaring, Morten Thing fremlægger. For det første kan antisemitisme gå i arv, kulturelt så at sige. Men det er ikke en påvisning af, at den oprindelige antisemitisme var uden forbindelse til dengang levende jøders reelle handlinger.
For det andet kan jøder andetsteds end i Polen have indflydelse på væksten - eller det modsatte - i polske antisemitiske følelser. Og det er der grund til at tro, netop kunne være tilfældet i Polen.
Som Norman Finkelstein gennemgår i bogen Holocaustindustrien, så tog amerikansk-jødiske organisationer, efter de havde afpresset Schweiz og Tyskland for erstatninger til 'jødiske ofre for holocaust', fat på østeuropæiske lande, herunder især Polen, hvor man satte ind med massive krav på ejendom og andre værdier, som angiveligt var tilegnet fra holocaust-ofre.
Et væld af amerikansk-jødiske og israelske organisationer voksede sig fede på de penge, der egentlig skulle være gået til overlevende ofre, og også i Israel førte de jødiske organisationers fremfærd til voldsom kritik:
Nogle jøder afpressede Schweiz, Tyskland og Polen for 'holocaust-penge', men en masse jøder var enten ligeglade, mildt positivt eller negativt stemt, eller stærkt kritiske over for de jødisk-amerikanske organisationer.
Pointen er - igen - at den vækst i antisemitiske følelser, man kunne observere i f.eks. Schweiz - og sandsynligvis også i Polen - efter sagen om holocaust-ofrene, ikke var fuldstændig irrationel og ubegrundet. Det var bare en fejl at tilskrive jøder et kollektivt ansvar og skyld for det passerede.
På samme måde når muslimer opfordres til kollektiv bodsgang i forhold til islamistiske terrorister og deres umoralske handlinger. Sandheden er, at selvom muslimer nok har bedre forståelse for motiverne bag terroren end vi andre har, så bakker relativt få muslimer op om terror, mange flere afviser den.
At antage, at der altid er rationelle årsager til anti-et-eller-andet, det er ikke det samme som at tilskrive jøder eller muslimer en kollektiv skyld i væksten i antisemitisme eller antimuslimske følelser, endsige forklare antimuslimske følelser eller antisemitisme med den simple tilstedeværelse af jøder eller muslimer i et givent samfund.
Tricket er at søge forklaringer uden a priori moralske domme. Megen moderne antisemitisme (altså fra efter den franske revolution) kan forklares ved, at etno-religiøse grupper med modsatrettede interesser stødte sammen.
Mange antisemitter i 1800- og det tidlige 1900-tal forsøgte med argumenter at forklare hvorfor de mente, at jøderne udgjorde et problem. En del antisemitter pøsede blot i gryden med uendelige anekdoter om onde jøder og deres grimme handlinger, nogle anekdoter måske sande, andre overdrevne eller løgnagtige.
Det samme gælder de moderne bærere af antimuslimske følelser: Nogle forsøger faktisk at argumentere rationelt for, hvorfor f.eks. indvandringspolitikken har været uheldig. Andre smider blot brænde på et etnisk bål ved at undlade at skelne og have et tvivlsomt forhold til sandheden.
For moderne antisemitter og - interesssant nok - filosemitter, er det 'jøder' og 'jøder', 'jøder' og 'israelere' samt 'jøder' og 'zionister', man finder det vanskeligt at skelne fra hinanden, og den manglende skelnen nærer, uanset positivt eller negativt udgangspunkt, uheldige antagelser om 'de andres' kollektive karakter.
Med en rationel tilgang, der interesserer sig først og fremmest for spørgsmål om sandhed og løgn, kunne man måske håbe på, at det en dag bliver muligt at diskutere vigtige emner uden dumme beskyldninger om racisme og antisemitisme.
Den strategi har jeg aldrig været enig i (jo, da jeg var 21 og politisk umoden). Råb om racisme har det til fælles med megen snak om antisemitisme, at de som råber, nægter at anerkende, at der sædvanligvis er rationelle årsager bag væksten i anti-et-eller-andet bevægelser.
Hvis antimuslimske følelser har vokset sig stærkere over de seneste årtier, så hænger det naturligvis sammen med indvandringen og strømmen af flygtninge. Der er masser af grunde til at være bekymret, omend måske ikke dommedags-bekymret:
- den øgede kriminalitet som tilstrømningen af folk med svagere kompetencer har medført
- de relativt milde, men dog irriterende tegn på noget som ligner 'islamisering', f.eks. vækst i brug af tørklæder, halal-problemer i skoler osv.
- samt ikke mindst terrortrusler og angreb på ytringsfriheden, som måske ikke truer vort samfunds overlevelse, men dog truer lov og orden.
Kritik af disse fænomener har venstrefløjen en tendens til at affærdige som 'racisme', hvilket indikerer at problemet hidrører fra en irrationel kilde i 'racistens' indre, er en slags sygdom som kan kureres ved offentlig bodsgang, psykoterapi og sjæleransagelse.
Det er en fejltagelse. Problemet er ikke kritikken af ovennævnte fænomener, problemet er, at muslimhaderne ikke formår at skelne mellem 'muslimer' og 'muslimer', 'muslimer' og 'islamister' samt 'muslimer' og 'indvandrere'.
Man dynger læssevis af 'evidens' på bordet, som skal påvise, at koranen er skyld i alt ondt i denne verden, og at muslimer er viljesløse robotter for Allah, og man formår f.eks. ikke at skelne socioøkonomisk betinget kriminalitet på den ene side fra mullah-inspireret vækst i islamistisk missioneren på den anden.
Den slags psykosociale mekanismer, der ikke formår at skelne og tenderer mod at dæmonisere hele befolkningsgrupper, har uden tvivl fællestræk med klassisk racisme, men hovedsagen er, at muslimhadet ikke er fuldstændig grundløst.
En afstikker til antisemitisme kan illustrere dette. Det er blevet standardforklaring blandt nogle jødiske intellektuelle, men især blandt pro-israelske zionister, at antisemitismen er et irrationelt fænomen.
En akademiker, jeg ellers har stor respekt for, Morten Thing fra RUC, formulerer det her, i et essay om antisemitisme i Sverige:
Derudover eksisterer antisemitismen uafhængigt af jøderne. I Danmark var der antisemitisme i kalkmalerierne i flere hundrede år, uden at der boede jøder her. I Polen lever antisemitismen i bedste velgående uden levende jøder.Det er en udbredt holdning, at den traditionelle antisemitisme var religiøst motiveret - jøderne som Jesus' mordere mv. At den form for antisemitisme spredte sig også til Danmark som følge af katolicismens udbredelse, kan ikke undre. Men ganske uafhængig af jøderne var den jo ikke.
Når det gælder den polske, tilsyneladende ret vedholdende antisemitisme, så er det en alt for simpel forklaring, Morten Thing fremlægger. For det første kan antisemitisme gå i arv, kulturelt så at sige. Men det er ikke en påvisning af, at den oprindelige antisemitisme var uden forbindelse til dengang levende jøders reelle handlinger.
For det andet kan jøder andetsteds end i Polen have indflydelse på væksten - eller det modsatte - i polske antisemitiske følelser. Og det er der grund til at tro, netop kunne være tilfældet i Polen.
Som Norman Finkelstein gennemgår i bogen Holocaustindustrien, så tog amerikansk-jødiske organisationer, efter de havde afpresset Schweiz og Tyskland for erstatninger til 'jødiske ofre for holocaust', fat på østeuropæiske lande, herunder især Polen, hvor man satte ind med massive krav på ejendom og andre værdier, som angiveligt var tilegnet fra holocaust-ofre.
Et væld af amerikansk-jødiske og israelske organisationer voksede sig fede på de penge, der egentlig skulle være gået til overlevende ofre, og også i Israel førte de jødiske organisationers fremfærd til voldsom kritik:
"I want the Germans to know where the money they gave Israel went," he said angrily. "I want the Germans to know that Israel took the money we should have received. I want them to answer one question: Where did our money go?"For nogle år siden havde en østrigsk landmand sat et skilt op foran sin gård, hvorpå der stod noget i stil med, at 'Jøderne afpresser verden'. Havde han ret i det? Han havde lige så meget og lige så lidt ret, som når en Lars Hedegaard mener, at 'Muslimerne truer vores demokrati'.
Nogle jøder afpressede Schweiz, Tyskland og Polen for 'holocaust-penge', men en masse jøder var enten ligeglade, mildt positivt eller negativt stemt, eller stærkt kritiske over for de jødisk-amerikanske organisationer.
Pointen er - igen - at den vækst i antisemitiske følelser, man kunne observere i f.eks. Schweiz - og sandsynligvis også i Polen - efter sagen om holocaust-ofrene, ikke var fuldstændig irrationel og ubegrundet. Det var bare en fejl at tilskrive jøder et kollektivt ansvar og skyld for det passerede.
På samme måde når muslimer opfordres til kollektiv bodsgang i forhold til islamistiske terrorister og deres umoralske handlinger. Sandheden er, at selvom muslimer nok har bedre forståelse for motiverne bag terroren end vi andre har, så bakker relativt få muslimer op om terror, mange flere afviser den.
At antage, at der altid er rationelle årsager til anti-et-eller-andet, det er ikke det samme som at tilskrive jøder eller muslimer en kollektiv skyld i væksten i antisemitisme eller antimuslimske følelser, endsige forklare antimuslimske følelser eller antisemitisme med den simple tilstedeværelse af jøder eller muslimer i et givent samfund.
Tricket er at søge forklaringer uden a priori moralske domme. Megen moderne antisemitisme (altså fra efter den franske revolution) kan forklares ved, at etno-religiøse grupper med modsatrettede interesser stødte sammen.
Mange antisemitter i 1800- og det tidlige 1900-tal forsøgte med argumenter at forklare hvorfor de mente, at jøderne udgjorde et problem. En del antisemitter pøsede blot i gryden med uendelige anekdoter om onde jøder og deres grimme handlinger, nogle anekdoter måske sande, andre overdrevne eller løgnagtige.
Det samme gælder de moderne bærere af antimuslimske følelser: Nogle forsøger faktisk at argumentere rationelt for, hvorfor f.eks. indvandringspolitikken har været uheldig. Andre smider blot brænde på et etnisk bål ved at undlade at skelne og have et tvivlsomt forhold til sandheden.
For moderne antisemitter og - interesssant nok - filosemitter, er det 'jøder' og 'jøder', 'jøder' og 'israelere' samt 'jøder' og 'zionister', man finder det vanskeligt at skelne fra hinanden, og den manglende skelnen nærer, uanset positivt eller negativt udgangspunkt, uheldige antagelser om 'de andres' kollektive karakter.
Med en rationel tilgang, der interesserer sig først og fremmest for spørgsmål om sandhed og løgn, kunne man måske håbe på, at det en dag bliver muligt at diskutere vigtige emner uden dumme beskyldninger om racisme og antisemitisme.
