Overmedicinering får det blå stempel: Patienterne risikerer at dø

Sundhedsstyrelsen bliver kritiseret i sagen om de høje doser medicin, lægerne  giver patienterne på det psykiatriske hospital Sikringen

Ikke angivet Ikke angivet,

15/03/2013

Sundhedsstyrelsen bliver kritiseret i sagen om de høje doser medicin, lægerne  giver patienterne på det psykiatriske hospital Sikringen. Kritikken kommer,  fordi styrelsen i et notat har frikendt medicineringen af de patienter, der  er anbragt på sygehuset i Nykøbing Sjælland.

Patienterne får i vidt omfang antipsykotisk medicin i doser, der langt  overskrider de grænser, der skal beskytte dem mod alvorlige bivirkninger.

Men Sundhedsstyrelsen henviser til, at patienterne er så syge og så farlige,  at de højere doser er nødvendige og forsvarlige.

Den frikendelse vækker vrede i Landsforeningen af nuværende og tidligere  psykiatribrugere, LAP, hvor udviklingskonsulent Karl Bach siger:

 

Krav om vurdering af hver eneste patient
»Patienterne risikerer at dø af så store mængder medicin. Det er kritisabelt,  men det er svært at gøre noget ved det, når Sundhedsstyrelsen blåstempler  det. Der burde være maksimale grænser for medicindoserne, som lægerne ikke   overskride«.

Han mener, at Sundhedsstyrelsen burde have gået grundigere til værks og  undersøgt medicineringen af hver enkelt patient, der får medicin i højere  doser end anbefalet i de enkelte præparaters produktresumé.

»Det er en lemfældig vurdering, der er foretaget. Det skaber mere og mere  utryghed blandt patienterne. Tilliden til psykiatrien og de myndigheder, der  skal holde øje med hospitalerne, kan ligge på et meget lille sted«, siger  Karl Bach.