I 1800-tallet opkastede den tyske neurolog Wilhelm Griesinger den
teori, at ”sindslidelser” sad i hjernen. Griesinger havde ingen dokumentation
for sin påstand, men fremsatte den mest for at give psykiatrien et lægeligt
islæt og få den accepteret som en del af den etablerede lægevidenskab, der
rynkede på næsen af de nye ”sjælelæger”, som ordet psykiatri betyder – udledt af
ordene psyke (sjæl) og iatros (læge).
Lægernes foragt skyldtes dels, at psykiatrien var noget uvidenskabeligt
vås, dels at psykiatere mishandlede deres patienter. De slog dem, piskede dem,
nærdruknede dem, nedsænkede dem i isvand, svingede dem rundt på en stol, indtil
de blev svimle og besvimede og udførte meget andet tortur på dem. Men også
åreladning var populært, da fortidens arbejdere med de ”sindslidende” mente,
den slags sygdomme hang sammen med kropsvæskerne.
Med Griesingers teori flyttede de i stedet fokus mod patienternes hoved
og startede med at mishandle menneskers hjerner. Angiveligt for at finde ud af,
om de havde ret i deres nye teori.
Det medførte utallige eksperimenter, som foregår den dag i dag og har
invalideret millioner af mennesker på verdensplan.
Deres første eksperimenter var med elektrochok i 1938, derefter kom de
på at bore huller i tindingerne på mennesker og stikke et bor ind for at ødelægge
hjernevævet. Det var ret blodigt, så i stedet blev de glade, da Walter Freeman
fandt ud af at løfte øjenlågene på patienten og stikke en issyl ind og derefter
bruge en hammer til at ødelægge hjernens pandevæv i pandelapperne.
Men så skete der fremskridt, da en fransk kemiker havde fundet et syntetisk
farvestof, Haldol, der egentlig skulle slå parasitter ihjel i grise. Hvis man ”tilfældigt”
gav det til patienter med ”sindslidelser”, blev de så dejligt rolige og
udtryksløse.
Nu tog landvindingerne indenfor psykofarmaka fat for alvor. Samt eksperimenter
med narkotiske stoffer, hvilket psykofarmaka i princippet også er.
Og som børn blev psykiaterne glade.
De havde bevist, de kunne ændre menneskers adfærd med narko og
psykofarmaka.
Men det havde de også kunnet gøre med alkohol.
Ingen har stillet dem spørgsmålet, hvordan det er et bevis, at ”sindslidelser”
sidder i hjernen, bare fordi man kan påvirke denne med forskellige stoffer?
En hjerneblødning eller blodprop i hjernen påvirker også denne, det
samme gør kvæstelser ved ulykker. Heller ikke dette kan tages som indtægt for,
at såkaldte sindslidelser sidder i hjernen.
Det eneste psykiatrien har bevist er, at hjernen er et af menneskets
mest sårbare organer, som er nem at ødelægge.
I stedet for at blive ved med at udvide deres diagnose håndbog og
opfinde nye psykiske sygdomme, ville det klæde psykiatrien at finde ud af, hvad
årsagen til de tilstande, de kalder sindslidelser, egentlig er.
I dag dingler flere end 725.000 danskere rundt på psykofarmaka, heraf
mange børn, mange har fået ødelagt hjernen ved psykiatriens gigantiske
eksperiment, er blevet frataget deres evne til at arbejde, har måttet forlade
deres studie, og familier er blevet splittet.
Hvis psykiatrien vil anerkendes som videnskab, bør den omgående
indstille sine eksperimenter med psykofarmaka og i stedet kaste sig over
forskning i årsagerne til det de kalder sindslidelser.
For hvor sidder eksempelvis internet afhængighed, som blandt andet er
en af de nye sygdomme?
Den dag psykiatrien finder årsagen til deres mangfoldige såkaldte sindslidelser,
vil de med rette kunne kalde sig en videnskab.
Indtil da må de finde sig i, vi er tusinder der anser dem som den samme
slags kvaksalvere, der futtede rundt i Det vilde Vesten og solgte livseliksir
fra prærievognen.
Når tilstrækkeligt mange var blevet dødssyge af livseliksiren eller
døde, blev de jaget ud af byen.
Forhåbentlig kommer den dag, hvor menneskene i det 21.århundrede bliver
ligeså kloge og jager nutidens kvaksalvere på porten.
Så kan de passende bruge deres tænkepause til at gruble over, hvad ”sindslidelser”
egentlig er for en størrelse, og hvad der udløser dem.
