Medierne er de sidste måneder flydt over med klynkende unge mennesker, der ikke kan klare den livskrise, det er at flytte hjemmefra. De kan heller ikke finde et sted at bo – vel at mærke et sted, der ligger i gåafstand fra cafeliv og lærested. Der er også problemet med at finde de helt rigtige møbler og andet udstyr til boligen, hvis de ellers finder en. Og så er der selve studiestarten, der slider på nerverne.
Lærere, der måske har svært ved at kravle ned på det niveau, som de nye studerende forventer. Derfor vil nogle af dem helst have mor med til at tage notater under forelæsninger. Så de selv kan
varetage pligterne på de sociale medier.
Tillad en, der startede på universitetet i forrige århundrede, at give sit besyv med. Absolut ikke for at beklage mig, slet ikke. Jeg under nutidens unge alt det bedste, men jeg orker måske ikke at få alle deres luksusproblemer udstillet i det offentlige rum. Stille og roligt og ganske nøgternt vil jeg i det følgende udstille min studiestart i det Herrens år 1959.
Den første dag i april 1957 havde vi forladt gården i Tidsholm. Nøjagtigt ti år efter, at vi var ankommet med flyttelæsset fra Alslevkro. Salget af gården havde trukket ud, men til sidst viste der sig en køber. Og vi flyttede til stenbroen i Tønder. Jeg jublede – det var tæt på kammeraterne og nattelivet. Mine forældre og slet ikke min far var kede af at forlade landbruget.
I første omgang flyttede vi ind i nogle værelser i Østergade 44, hvor to af min mors ugifte kusiner boede. Selv fik jeg eget værelse på første sal. Studentereksamen stod for døren, og efter den ventede militæret på at give mig husly og beskæftigelse. Kort efter min indkaldelse den 2. juli 1957 købte mine forældre et hus på adressen Vidågade 21. Med tre lejligheder, hvor mine forældre havde stuen. Haven gik lige ned til åen – med andre ord en vidunderlig beliggenhed.
Den 1. september 1959 - som 21-årig - påbegyndte jeg så mine studier ved Aarhus Universitet. Denne perle af et universitet – arkitektonisk såvel som fagligt. Og med sin pragtfulde park og campus. Endnu - med sine i 1959 kun godt 30 år på bagen – var det et meget ungt universitet. De københavnske professorer havde i sin tid tvivlet på, om der nu var tilstrækkelig intelligens-kapacitet i Jylland, der kunne begrunde eksistensen af et universitet der. De første professorer ved ”Universitetsundervisningen i Jylland” besluttede sig for at vise, at det var der til overflod. Flere af dem overhørte forsøgene på at lokke dem med kaldelser til ledige stillinger i København. Det skulle efter de første professorers mening ikke blive normen, at en stilling ved Københavns Universitet i sig selv var ”finere” end en tilsvarende stilling i Aarhus. En klog og fremsynet politik af et nyt universitet og dets medarbejdere. Og en politik, der i dag er en væsentlig del af forklaringen på, at
Aarhus Universitet placerer sig så flot i internationale målinger.
Mine forældre havde gerne set, at jeg uddannede mig til lærer på Tønder Statsseminarium for efterfølgende at finde et arbejde i nærområdet. Jeg forstår dem så godt. Et sådant arrangement kunne de overskue. Men aftjeningen af værnepligten bestyrkede kun mit ønske om at tage en universitetsuddannelse. Og mine forældre billigede stiltiende det – helt i overensstemmelse med altid at acceptere mine valg. Blot med den bemærkning, at de ikke var i stand til at støtte mig
økonomisk.
Over to år havde jeg ofret på Natos alter – nu skulle jeg igen vænne mig til en civil og dermed mere beskeden tilværelse. Værnepligtstiden var mine sabbatår, kan man sige, selv om begrebet endnu ikke var opfundet. En måneds tid inden studiestart var jeg draget til den jyske hovedstad for at finde noget at bo i. Den unge mand havde fået lidt dyre manerer under officers-tiden på Flyvestation Skrydstrup. Så jeg indkvarterede mig på hotel Prinsen i Ryesgade. Det kendte jeg - der havde Forsvaret nemlig indkvarteret os de gange, hvor vi havde deltaget i stabsmanøvrer i Vestre Landsdelskommandos statelige villa på Marselis Tværvej.
Nogle år senere forsvandt hotel Prinsen for at give plads til Henning Clausens legendariske boghandel. Den havde tidligere ligget i Handelsbankens hus på Rådhuspladsen. Jeg siger legendarisk, fordi det var såvel boghandel som Clausen på flere planer. Han sendte normalt aldrig regninger ud, selv om man havde konto. Egentlig en behagelig ting – til gengæld var man som kunde nok også mere opmærksom på, hvor meget den voksede. Clausens hukommelse, ihærdighed og hjælpsomhed var ligeledes legendarisk, når det handlede om at finde en bog. Tilsyneladende var der ikke den store orden i boghandlen. Men det generede ikke Clausen. Overalt lå der bøger i stabler – hylderne var altid fyldt op for ikke at sige overfyldte. Søgte man en bestemt bog, kunne der udspille sig et af tre scenarier. Clausen styrede målbevidst hen efter den og kom tilbage med bogen, eller han udpegede den bunke, hvor den skulle ligge, eller som tredje scenarie – han vidste, hvor bogen lå, men i øjeblikket ville det tage for lang tid at finde den. Så skulle man bare komme dagen efter, og bogen var naturligvis dukket op.
Men jeg var i første omgang kommet til Århus for at finde et sted at bo. Kollegieværelse kunne man ikke få som begynder. Dem – og det handlede den gang primært om parkkollegierne – kunne man først få efter nogle års studier. Efter lang tids forgæves søgen endte jeg i Tordenskjoldsgade på Trøjborg. Jeg må have set søgende ud, for pludselig var der en trivelig dame, der præsenterede sig som jordemor, og som spurgte, om jeg ledte efter noget. Jeg fremførte mit ærinde. Jo, hun vidste, at der i nummer 33 boede en kollektør i Klasselotteriet, som hun mente lejede nogle loftsværelser ud. Jeg takkede for tippet og venligheden, begav mig til den angivne lejlighed – og inden længe havde jeg hyret et værelse. Oven i købet på gåafstand fra universitetet.
Værelset kostede den formidable sum af syv og tredive kroner og femogtyve ører om måneden, lå på femte sal og havde en pæn størrelse. Et tagvindue gav mig, når jeg stod på tæer og med hovedet ud af vinduet, udsigt ud over træerne i Riis Skov og måske oven i købet et glimt af Aarhus bugt. Tilmed var der en diminutiv håndvask med udelukkende koldt vand og anbragt ude på loftet til rådighed. Den skulle alle beboere på gangen, det vil sige i alt fire, deles om – ligesom vi også skulle dele ét toilet, ligeledes på gangen. De lidt upraktiske for ikke at sige de ikke eksisterende badefaciliteter fandt jeg snart en smart løsning på. Ved hjælp fra en tidligere gymnasiekammerat.
Ved militæret havde jeg lært fænomenet morgenløb at kende – men ikke altid fra dets fornøjelige side. Det havde fundet sted meget tidligt om morgenen, i efterårs- og vintermørke, ad våde og smattede markveje og overvåget af nidkære og ret støjende befalingsmænd. Men i Aarhus fandt jeg en smart måde at kombinere det nyttige med det behagelige på. I en parallelgade til den gade, hvor jeg boede, havde en af mine gamle gymnasiekammerater, den tandlægestuderende Ove, fundet et værelse i kælderen til missionshuset Bethania. Ham begyndte jeg at løbe sammen med om morgenen. Og bagefter kunne jeg få et gratis og varmt bad.
Jeg husker dejlige løb gennem Riis Skov, tidlige morgener med solen på vej op over Aarhusbugten, ud til Sjette Frederiks Kro og tilbage igen. Jeg siger tidlige morgener, fordi min ven startede kl. 8 på Tandlægehøjskolen. Jeg husker morgenture om foråret med den stærke lugt af ramsløg i næseborene. Hos Ove og hans Tandlægehøjskole fik jeg også passet mine tænder – gratis. Som studerende skulle han have patienter at øve sig på. Det tog sin tid, hvert skridt i processen skulle godkendes af en lærer. Resultatet viste sig imidlertid at være solidt – nogle af plomberne har jeg såmænd den dag i dag. Over halvtreds år efter.
