Værd at læse

02

Dating - Aldrig lettere

I de gode gamle dage var det rigtig nemt at finde sig en partner at dele livet med – det var nemlig i mange tilfælde familien der fandt dig en mand eller en kone, gerne af praktiske årsager. Måske fik din familie mere magt, fordi din kommende kone var fra en velhavende og indflydelsesrig familie, måske blev der fred mellem din egen og nabostammen eller måske blev du bare giftet væk for 3 høns og et æsel. Uanset motivet, så var det let. Til gengæld var du ikke garanteret at din ægtemand eller hustru var den rigtige for dig. Det var ikke så vigtigt. Det der betød noget var hvad ægteskabet kunne kaste af sig til dine forældre.

Sidenhen er det godt nok blevet lidt sværere at finde en person at dele livet med, fordi det er de færreste der bliver giftet væk for en ny bil eller en lejlighed med bedre udsigt. I dag står vi selv for den trættende opgave at tage på dates, vægte, veje og prøve hinanden af. Heldigvis er selve jagten blevet væsentligt lettere efter internettet har inficeret vores hverdag. 

Slut er det, med at stå og hænge i baren på det lokale diskotek i provinsen i håb om, at drømme kvinden mod al forventning skulle træde ud på dansegulvet. Slut er det, med at sidde og gøre sig lækker på et tæppe i parken og krydse fingre for, at en af de flotte fyre skyder forbi mål og kommer hen for at hente bolden og ved samme lejlighed introducerer sig for dig. 

Slut er det, med det hårde arbejde. Takket være internettet, takket være netdating. I dag er dating blevet så simpelt som at logge ind på en hjemmeside og håbe på henvendelser eller selv sørge for at starte kommunikation med en potentiel partner. Hvor du forhen måtte bruge timevis på at vælge det rigtige tøj inden du gik ud af døren for at jage en mage, så kan du bekymringsfrit sidde i dine beskidte underbukser i sofaen med bærbaren eller smartphonen i skødet og give den som den helt store Don Juan.  

Takket være dating sider og apps er dating, med undtagelse af dengang familien klarede det for dig, lettere end nogensinde før. Og så er der derudover også dukket mere nichéprægede datingsites op på det seneste, så du kan søge udelukkende blandt landmænd, folk med længere uddannelser eller, hvis din etik tillader det, folk der leder efter en affære. 


0 Kommentarer

Log ind for at kommentere