Jeg har skrevet et lille indlæg om en kommentar jeg så for nylig på Berlingske, angående praktikanter, kapitalister og økonomisk usikkerhed.
De fremførte pointer fra indlægget i Berlingske er naturligvis ikke den forståelse som alle mennesker har, men jeg har en fornemmelse af at der er mange der deler elementer af den forståelse. Derfor finder jeg det som en god øvelse at skrive et indlæg her, i et forsøg på at hjælpe forståelsen lidt på vej. Jeg vil forsøge at forklare situationen set fra en økonomisk synsvinkel. Jeg håber det vil lykkes mig at belyse emnet på en anden måde, og vise at verden ikke er så uretfærdig, som den ind i mellem fremstilles.
...
Den studerende, der burde opveje sine omkostninger strengt privat, befinder sig i stedet i et socialiseret uddannelsessystem, hvor omkostningerne og gevinsterne ved uddannelse ikke er private. Omkostningen bæres i høj grad af skatteyderne, og gevinsten ved uddannelsen beskattes senere. Den studerende er dermed i Danmark næsten fuldkommen frataget sin oprindelige rolle som investor. Den studerende kan investere skatteydernes penge i sin egen private uddannelse og bliver senere hen plukket af skattevæsenet, såfremt uddannelsen har givet personen en vis produktivitet, der kan beskattes.
..
Praktikanten har i lønhenseender en meget stor ulempe som medarbejder – man ved ganske enkelt fra start, at forløbet bliver af en varighed på ca. 6 måneder, at praktikanten skal have værktøjer stillet til rådighed, at praktikanten skal have lov at få viden fra de erfarne medarbejdere (som derved har mindre tid til deres almindelige arbejde) og at den plads som praktikanten optager koster den mulighed at have en ny medarbejder ansat i en længerevarende periode. Det er derfor ikke givet at 6 måneder er tid nok til at praktikanten når at bidrage positivt til virksomhedens bundlinje.
God fornøjelse.
