Solidariteten mellem danske lønmodtagere er med farcen i forligsinstitutionen endegyldigt lagt i graven.
Det befolkningen har lært i forbindelse med disse forhandlinger er, at de offentligt ansatte har en løn, der ligger et godt stykke over deres private kollegaer.
Skolelærerne brokker sig over, at de i perioder må arbejde længere end deres kollegaer i øvrige dele af den offentlige sektor, som konsekvens af deres særlige ferieforhold, der giver arbejdsfri i store dele af kalenderåret. De forhold kan ganske enkelt ikke overraske en person, der frivilligt har brugt en god del af sine ungdomsår på at læse til lærer. Sådan har vilkåret været i generationer.
Den helt store knast i forhandlingerne er frokostpausen. Der er stort set ingen private overenskomster, der indeholder betalt frokostpause. Faktisk slås der hårdt ned på den slags fra skattemyndighedernes side.
Er det specielt solidarisk af de offentligt ansatte, at true med at lukke Danmark ned, hvis ikke kassedamen tvinges til at betale overlægens frokostpause?
Nej bestemt ikke. Fagbevægelsen, særligt den røde del, handler ikke længere om solidaritet, men om grådighed.
