Jeg blev inviteret af Uffe Elbæk!

Praktikant-Peter blogger fra Christiansborg

Nov 20, 2017

0

Jeg blev inviteret af Uffe Elbæk!

Kære mor,


du kan tro det er sjovt at være i erhvervspraktik på Christiansborg. Idag fik jeg lov til at være med hos Uffe Elbæk og Alternativet!


"Du virker som en smart fyr", havde Uffe sagt til mig. "Hvis du vil, må du komme med til et af vores møder."

Det var jo pænt af ham at invitere mig med. Men jeg kunne ikke skjule, at invitationen samtidig gjorde mig en smule beklemt. Det lagde Uffe straks mærke til.

"Bare rolig", sagde han. "Du skal ikke fotograferes. Og husk iøvrigt, at aviserne skriver en masse, der slet ikke passer. Det er rigtigt, at vi tit er nede i en klub, hvor der er et såkaldt 'darkroom'. Men vi bruger det kun til at holde møder i. Faktisk kan jeg fortælle dig, at vi har udtænkt hele vores økonomiske politik dernede".

Nå, mødet startede, og det var fint nok. Inviteret var en, der hedder Henrik Marstal. Alternativet har netop opstillet ham til Folketinget.

Henrik Marstal har fundet på, at man ikke må sige "kvinde" om en kvinde. I stedet skal man sige "person, der menstruerer".

Henrik Marstal har gået på universitetet i rigtigt mange år.

Han havde lavet en slags musik sammen med en, der hedder "Ukulele-Hanne". Uffe havde derfor inviteret dem til at give et nummer, og efter en lang indledning af Henrik Marstal sang Hanne så en sang, medens hun fik nogle lyde ud af sit instrument.

Den type musik er måske ikke lige noget for mig. Men alle var glade og klappede mange gange, især da nummeret var ovre. Mor, kan du huske tredieklassernes forårskoncert fra Foulum Nørreskole? Det lød lidt på samme måde, bortset fra at musiklærer Henriksen ikke ville have at vi bandede hele tiden.

Men ikke alle kunne lide Henrik Marstal. Et af medlemmerne rystede på hovedet, hver gang han sagde noget. 

"Det er selvfølgelig fint nok at Henrik Marstal har meldt sig ind hos os", sagde hun til mig. "Men han er kun blevet kendt, fordi hans meninger er underlige nok til at komme på Politikens debatsider". 


Og på vej ud af lokalet var der en, der næsten skubbede til ham.

"Se dig dog for", sagde Henrik Marstal.

"Se dig selv for, dit ciskønnede fjols", sagde ham den anden.

"Du aner da ikke, hvilket køn jeg har", sagde Henrik Marstal. "Jeg er ofte selv i tvivl".


Jeg var glad, da jeg så mit snit til at forlade lokalet, sammen med et medlem af folketingsgruppen.

"Ak ja", sagde han til mig. "Det var sgu bedre den gang, vi bare skulle plages med Jytte Abildstrøm. I det mindste klappede hun i, når hun havde fjollet færdig."

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere