Op på (politi)hesten igen

Praktikant-Peter blogger fra Christiansborg

Engang imellem kom Thulesen Dahl forbi, han forkastede det hele og gik så straks igen.

Jan 01, 2018

0

Op på (politi)hesten igen

Engang imellem kom Thulesen Dahl forbi, han forkastede det hele og gik så straks igen.

Kære mor, du kan tro det er spændende at være praktikant på Christiansborg!


Du har sikkert hørt om de store forhandlinger om finansloven, og jeg var faktisk med til det hele!

Ja altså, ikke sådan direkte, men jeg sad udenfor sammen med de såkaldte "regnedrenge". Det virker sådan her: Inde i mødet sidder blå blok og forhandler. Engang imellem kommer der et nyt forslag, og dem udenfor skal så lave de såkaldte "konsekvensberegninger".

Det kunne lyde som hårdt arbejde, men meget tid går med at vente på at Kristian Thulesen-Dahl møder op, så en af regnedrengene havde tid nok til at forklare mig om arbejdet.


"Nu skal du, Peter", sagde han, og viste mig et Excel-regneark.


"Du har sikkert hørt om de der fire politi-heste, som politiet helst vil være fri for. Dem har jeg sat til 72%. Så er der håndværker-fradraget, som alle ved vil overophede økonomien. Ifølge mine udregninger får det 68%. Så er der det nye jobfradrag, som alle økonomerne advarer imod. Det får også 68%. Og endelig er der den lægehelikopter, som lægerne ikke har brug for. Den får godt nok kun 59%, men i Nordjylland får den 81."


"Aha", sagde jeg. "Men ... de 59%, er det en besparelse eller en ekstra udgift?", spurgte jeg.


"Godt spørgsmål," sagde han. "Procentsatserne udgør den forventede opbakning i vælgerkorpset. Den gennemsnitlige score på hele finansloven ligger nu på 62, så de fleste af de forslag vil nok gå glat igennem", sagde han.


Jeg spurgte ham, hvad det hele kostede.


"Aner det ikke", sagde han.


Du har sikkert også hørt, at blå blok ikke rigtigt kunne blive enige om noget (altså, udover de fire heste til politiet). De sad og skændtes det meste af tiden. Engang imellem kom Thulesen Dahl forbi, han forkastede det hele og gik så straks igen. Herefter begyndte det hele forfra, indtil Løkke måtte sige noget med, at der kommer en god løsning i 2018.


Men faktisk tror jeg, at jeg ved hvad de bliver enige om i det kommende, store forlig i 2018. Den ene af politihestene er er nemlig syg. Den kan kun reddes, hvis den får en særlig bevilling. Regnedrengene har beregnet denne sag til 79%, så den bliver nok vedtaget af hele blå blok. Der er allerede skrevet pressemeddelelsen "Regeringen redder syg politihest", og lige nu skændes de kun om, hvem der skal have lov at udsende den.


"Endelig har vi en vindersag, og selv ikke Thulesen-Dahl tør ødelægge den", sagde en minister på vej ud af mødet. "Nu håber jeg sgu ikke den der hest kradser af inden vi får det vedtaget".

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere