Skattepolitik er det muliges kunst

Jacob Bræstrup blogger om skat

Man siger, at politik er det muliges kunst. Skattepolitik er ingen undtagelse – og udtrykket bruges ofte til at forklare, hvorfor et politisk flertal ikke kan komme så langt, som de ønsker. Men alt for ofte fokuserer politikere for meget på det umulige, de gerne ville – frem for på det mulige, de rent faktisk kan få gennemført.

Nov 24, 2017

0

Skattepolitik er det muliges kunst

Man siger, at politik er det muliges kunst. Skattepolitik er ingen undtagelse – og udtrykket bruges ofte til at forklare, hvorfor et politisk flertal ikke kan komme så langt, som de ønsker. Men alt for ofte fokuserer politikere for meget på det umulige, de gerne ville – frem for på det mulige, de rent faktisk kan få gennemført.

Jeg sporer blandt politikere fra regeringspartierne en vis frustration over ikke at kunne gennemføre flere af de skattelettelser, landet har brug for. Flertallet er der bare ikke. DI skal være blandt de første til at beklage, at det forholder sig sådan. Som vi løbende har påpeget, så risikerer opsvinget at løbe tør for brændstof, hvis ikke virksomhederne kan få fat i de hænder og hoveder, der er brug for. Og her ville f.eks. en markant reduktion af den øverste marginalskat være ét af de mest effektive redskaber i den politiske værktøjskasse.

Men det må ikke stå i vejen for at få gennemført alle de skattelettelser, som der rent faktisk er flertal for i Folketinget. Tværtimod.

Og hvad er det så for skattelettelser?

Et oplagt sted at hente inspiration, er i Dansk Folkepartis vækstudspil fra foråret 2017. Udspillet – med den mundrette titel ”DF politisk vækstinitiativ for forbedrede erhvervs- og vækstvilkår i Danmark med fokus på iværksætteri og finansiering, produktion, international konkurrence og turisme i Danmark” – indeholdt en række forslag til skattelettelser, hvoraf flere fandt vej til den aftale om en række erhvervs- og iværksætterinitiativer, som DF for nyligt indgik med regeringen og De Radikale.

Men der er stadig flere forslag tilbage i udspillet, som regeringen kunne tage sit støtteparti op på:

F.eks. afskaffelse af den NOx-afgift, som SRSF-regeringen femdoblede efter magtovertagelsen i 2011. Her er tale om ét af de få politiske løfter daværende oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen rent faktisk gav inden valget i 2015: NOx-afgiften skulle væk, hvis de borgerlige fik magten. Allerede kort efter valget fik V-regeringen da også landet en aftale, der fik rullet stigningen tilbage, og som fastslog, at det fortsat var regeringens ambition helt at afskaffe afgiften.

Det koster kun godt 100 millioner kroner at afskaffe den sidste rest af NOx-afgiften. DF støtter det. Hvad venter man på?

Et andet eksempel er afskaffelsen af den sidste rest CO2-dobbeltregulering, der stadig er tilbage (i fjernvarmesektoren): Nogle brændsler er stadig omfattet både af EU’s kvotesystem (ETS) og pålagt en CO2-afgift. Det er dobbeltregulering. Det skaber forvridning og velfærdtab (og dyrere fjernvarme). DF vil af med afgiften – og de er ikke de første. Faktisk foreslog SR-regeringen i foråret 2015 det samme. Men så kom valget, og resten er historie.

En afskaffelse af CO2-afgiften på kvoteomfattet brændsel vil spare forbrugerne for 600 mio. kr. årligt – men koster kun staten ca. 50 mio. kr. Så stort er velstandstabet ved den nuværende dobbeltregulering.

I samme boldgade finder man også forslaget om at sænke CO2-afgiften (på brændsler uden for kvotesektoren), sådan at afgiften i højere grad svarer til kvoteprisen. På den måde stopper man forskelsbehandling mellem (typisk små) virksomheder, der ligger uden for kvotesystemet, og de (typisk store) virksomheder, der er omfatte af kvotesystemet.

Lavere CO2-afgift lyder måske kontroversielt – men ikke mere end at forslaget var en del af den ”skitse” til en vækstaftale, som SRSF-regeringen indgik med Venstre i foråret 2014. Forslaget faldt dog ud af de endelige forhandlinger, da andre partiers ønsker skulle imødekommes. At komme helt ned på kvoteprisen koster godt 150 mio. kr., men mindre kan jo også gøre det.

Et andet sted for regeringen at finde inspiration, er ved at se på de skattestigninger, der blev indført under den tidligere SR(SF)-regering imod en samlet opposition (og som selv samme regering altså ikke nåede at fortryde inden de forlod regeringskontorerne). Nu er oppositionen enten i regering eller støtteparti, så nu burde det være en smal sag at tilbagerulle fejltagelserne.

Her er den såkaldte ”arbejdsskadeafgift” en oplagt kandidat. Afgiften havde oprindeligt det ædle formål at tilskynde arbejdsgivere til at mindske antallet af arbejdsskader (som om deres tilskyndelse ikke er stor nok i forvejen?). Men afgiften lod sig ikke implementere på en måde, så den kunne påvirke den enkelte virksomheds tilskyndelse – og den endte derfor i stedet blot med være en fast afgift pr. ansat, dog differentieret efter udbredelsen af arbejdsskader i den pågældende branche. Altså en afgift, som er højest for ansatte i f.eks. byggeri, industri og landbrug – og lavest for kontornussere.

Behøver jeg i disse tider – hvor Danmarks geografiske balance konstant er til diskussion – at påpege præcis hvor i landet, arbejdsskadeafgiften rammer hårdest? Det koster under ½ milliard kroner at afskaffe denne afgift på danske arbejdspladser – og så vil det samtidig levere på regeringens målsætning om at mindste erhvervslivets administrative byrder.

Et andet skatte-misfoster fra SRSF-årene, som stadig hærger i skatte-junglen, er begrænsningen på virksomhedernes ret til at modregne tidligere års underskud inden årets overskud skal beskattes. Begrænsningen blev indført med det formål at reducere antallet af 0-skatteselskaber. Og indrømmet: Det opnår man ret effektivt ved simpelthen at forbyde virksomhederne at fradrage visse af deres omkostninger inden overskuddet bliver opgjort - her konkret de omkostninger, de har haft i tidligere indkomstsår…

Men konsekvensen er jo så netop det: At man forhindrer, at virksomhederne kan fradrage de omkostninger, de har haft – alene med den begrundelse, at omkostningen faldt i et tidligere indkomstår. Med andre ord straffer man virksomheder, der har en lang investeringshorisont. Dem, som er villige til i en årrække ene og alene at have udgifter – i håbet om at investeringen på sigt vil give pote. Det kan f.eks. være inden for medico-branchen, hvor det tager mange år at udvikle et nyt produkt.

Af samme årsag er begrænsningen da også blevet kritiseret af en samlet økonom-stand, herunder de Økonomiske Vismænd og nær sagt hver eneste kommission, der har været nedsat siden begrænsningen blev indført i 2012. Det gælder også SRSF-regeringens egen Produktivitetskommission og Produktivitetspanel.

V, DF, LA og K stemte alle imod begrænsningen tilbage i 2012. Hvorfor er den her så stadig? På sigt er det noget nær gratis at afskaffe den; men fordi virksomhederne siden 2012 har opbygget underskud, de ikke har fået lov til at udnytte, så vil førsteårs-effekten være ret kraftig. Det kan dog afhjælpes ved at udfase begrænsningen gradvis, så man langsomt lukker luften ud af ballonen.

Endelig står det ikke klart, om regeringen i de nu afsluttede forhandlinger om en erhvervs- og iværksætterpakke kom så langt man kunne med DF i forhold til afgiftssanering og -lettelser. Tværtimod, virker DF her som den progressive part. Det var således først da DF kom til forhandlingsbordet, at puljen til lavere punktafgifter blev fordoblet fra de ca. 300 mio. kr., regeringen havde spillet ud med. Det gav blandt andet råd til at indfri de to DF-ønsker om en aflysning af de ellers planlagte afgiftsforhøjelser pr. 1/1 2018 (noget som VKLA-regeringen ikke havde afsat penge til!) samt en afskaffelse af afgiften på emballage, som i forvejen er omfattet af en pant-ordning. Sammen med hvad regeringen allerede havde afsat gav DF’s indsats under forhandlingerne også plads til at afskaffe en række andre afgifter, herunder på nødder (regeringens ønske) samt på te, regntøj og tillægsafgiften på alkoholsodavand.

Tak for det skal jeg hilse og sige fra de virksomheder, der nu slipper for at bøvle med disse afgifter – og fra mig selv som forbruger, fordi jeg slipper for at betale dem.

Men hvorfor stoppe dér?

Der er stadig masser af tåbelige afgifter, der kan sløjfes, så det bliver ”billigere at være dansker” – noget der da i hvert fald en gang stod højt på den borgerlige ønskeseddel. Hvorfor har vi stadig en afgift på kaffe? (Selv skatteministeriet erkender, at det eneste formål er flere penge i statskassen). Og hvad med den tåbelige afgift på is? Det er den, der tvinger Danmark til at opkræve en afgift på softice pulver, som afspejler, hvor meget softice der ender med at komme ud af det – altså en svulmeafgift. Og jeg udfordrer enhver politiker til at forklare, hvorfor der skal svares knap 9 kr. i afgift, hvis jeg snupper en liter is op af frysedisken i mit supermarked? – mens den frosne budding, der ligger ved siden af, er afgiftsfri (fordi den skal serveres optøet). Og hvorfor er der afgift på den sodavandsis, jeg køber til mine børn? – men ikke på den pakke Sun-lolly, vi tager med hjem til fryseren (fordi de endnu ikke er frosne, når vi køber dem)?

Kaffeafgiften og is-afgiften kan hver især afskaffes for små 300 mio. kr. Jeg tvivler på at danskerne vil brokke sig højlydt.

Det samme gælder i øvrigt, hvis regeringen og DF ville tage sig sammen og sænke – eller allerhelst udfase – den latterligt høje danske afgift på slik og chokolade. Hvorfor er det, at en pose med 200 gr. lakridser eller vingummi (eller en tilsvarende chokoladebar) skal være belagt med 6,50 kr. i slikafgift – altså ud over den almindelige moms?

Her taler vi dog for én gang skyld om andet end småpenge. Det vil koste i nærheden af to milliarder kroner at afskaffe afgiften på slik og chokolade. Men så kunne det jo være, at det borgerlige flertal skulle tage et kritisk blik på den ”grønne check”, de selv indførte tilbage i 2010. Checken – som maksimalt kan udgøre ca. 150 kr./måned for en familie på fire (hvis begge voksne tjener under 19.000 kr. om måneden) – blev indført for at kompensere lavtlønsfamilier for nye og påtænkte afgifter. Siden er disse afgiftsstigninger enten droppet eller rullet tilbage. Og hvis afgifterne på slik, is og kaffe forsvinder – sammen med de mange andre afgifter, regeringen og DF netop har besluttet at sløjfe – så kunne checken måske også lægges i graven.

Det pudsige er, at checken også koster arbejdsudbud. En afskaffelse vil – sammen med de positive effekter af lavere afgifter – faktisk øge arbejdsudbuddet med omkring 2000 personer. Og således – ad omveje – har man faktisk opnået det, der er så svært at opnå ad anden vej.

 Skattepolitik er så sandelig det muliges kunst.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere