Tiden er inde til nytænkning og innovation i den offentlige sektor

Jens Paaske-Klausen,

01/08/2020


Hen over sommeren har mediebilledet været præget af de triste og foruroligende fortællinger om ældre medborgere, som lever under kummerlige vilkår på forskellige offentlige plejehjem i kongeriget grundet stærkt utilfredsstillende pleje og usmageligt lavt engagement fra de implicerede ansatte. Billederne af Else som råber på hjælp, men ingen hjælp får, har indgraveret sig i bevidstheden i befolkningen, og opråbene er da også nået ind bag de tykke mure på Christiansborg.


Venstrefløjen var som altid hurtigt ude og begrunde den ringe drift af disse plejehjem med de borgerliges nedskæringer og underfinansiering af vitale offentlige erhverv. Endnu engang var løsningen på verdens problemer øget offentligt forbrug, som naturligvis må finansieres af skatteydernes optjente penge.

Og gid det var så let. Man fristes jo næsten til at tro, at der ikke er den udfordring, der ikke kan løses af flere skatter og afgifter og højere udgifter til velfærd, men det ville da være glædeligt, hvis diskussionen for en gangs skyld kunne dreje sig om, hvorledes velfærden blev BEDRE og ikke kun DYRERE i vores alle sammens velfærdssamfund.


Hvad venstrefløjen negligerer, er det tydelige problem med fejlagtig rekruttering og ansvarsfraskrivelse, som så tydeligt kommer til udtryk i de verserende eksempler på svigt på de offentlige plejehjem. Hvis debatten om hvordan udfordringerne indenfor det offentlige gang på gang kun skal dreje sig om den evindelige kvæden efter flere penge og flere midler, og ikke også må indeholde et ræsonnement om påtagelse af personligt ansvar og fagligt engagement blandt de ansatte, må den logiske slutning af hændelserne være, at problemerne aldrig for alvor vil løse sig, da det burde være tydeligt for enhver, at manglen på hjælp til Else ikke skyldtes bemandingen af personale i den pågældende situation, men derimod empati og omsorg.


Siden velfærdsstatens fødsel i 1960´erne er udgifterne til offentligt forbrug steget med raketfart, hvor staten i 1966 brugte 31 øre på offentligt forbrug for hver krone i privat forbrug er beløbet steget til 52 øre pr. krone i privat forbrug, og alligevel forekommer disse ulykker og tragiske episoder fortsat i den offentlige sektor. Der må derfor være grundlag for en nytænkning af ældreplejen, hvor man med fordel kunne kigge mod implementering af mere frit valg inden for plejesektoren.


Inden for den seneste årrække er der forsvundet op imod 102 kommunale plejehjem fra det danske landskab, og mens den offentlige pleje går ned ad bakke, stiger efterspørgslen efter private friplejehjem. Velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv Rasmus Larsen Lindblom beretter i et interview med DR fra december 2018, om hvordan ”Genererationen fra 1968’erne ikke vil have one size fits all-plejehjem”, og senere i samme artikel fremgår det fra forstanderen på Svendborg Friplejehjem, Sten Dokkedahl, at mængden af bureaukrati og antal møder med kommunen slet ikke er den samme på de private faciliteter modsat på de offentlige. Sten Dokkedahl fortæller også, at han ikke skal være så bekymret, for om kommunen omprioriterer pengene og flytter dem til andre områder, eftersom plejehjemmet er en selvstændig enhed, der skal kunne løbe rundt.


I en tid hvor stadigt flere ældre kommer til, og de demografiske træk ændres må befolkningen derfor animere til, at de private tilbud også tages med i overvejelserne, når udfordringerne presser sig på og grundet venstrefløjens succes med at skabe konsensus om, at alle alternativer til offentlig velfærd er onde og dysfunktionelle, er det endnu vigtigere at de liberale partier sætter sig i selen for at fremme gode sunde værdier såsom konkurrence og ansvar. For lad os prøve at forestille os hvordan mediedækningen havde været, hvis et privat plejehjem havde praktiseret samme utilstrækkelige ydelser og pleje af de ældre. I dette tilfælde ville det politiske spektrum være smeltet af kritik af de private forhold, og ramaskrig og lovprisning af det offentlige system ville have vakt genklang over hele landet.


Uanset hvilken politisk observans man må have, må det være et ubestrideligt faktum, at der er vanskeligheder ved at monopolisere velfærden og kanalisere umådelige summer penge mod kun en type pleje, der dermed kvæler alt form for konkurrencedannelse, der ville være til fordel for de ældre. En relevant problematik ligger i det faktum, at forbrugsbeslutninger ikke træffes direkte af konsumenten ved offentlig velfærd modsat privat velfærd, eftersom dele af finansieringen eller hele finansieringen ikke kommer direkte fra borgeren, men derimod indirekte over skatten, og det betyder, at borgeren oplever den offentlige velfærd som en gratisydelse. Disse gratisydelser kan let opfattes som ubegrænsede, men de er naturligvis rationerede, og når borgeren oplever denne rationering og begrænsning, vil vedkommende naturligvis være uforstående overfor, hvorledes disse ”gratis ydelser” ikke er uendelige, når de tilsyneladende ”intet” koster


Skandalerne inden for plejesektoren må derfor være en gylden mulighed for de borgerlige til at markere sig over for regeringen og dens parlamentariske grundlag, for selvom velfærd ikke skal kapitaliseres i ekstreme grader, som man eksempelvis, ser det i USA, så har gode værdier som ansvarsbevidsthed, faglig stolthed og engagement aldrig skadet, og måske er begrebet ”Lad falde hvad ikke kan stå” ikke det værste princip at læne sig opad i disse sommermåneder.