Magtmisbruget gemmer sig bag kravet om samfundssind

Martin Juncher,

11/05/2020

Vi er udsat for historiens allerstørste politiske, globale eksperiment. Covid-19 vil gå over i historien som een af den politiske verdens største, mest skamfulde, over-hypede, irrationelle og direkte vildledende reaktioner på et sundhedsfagligt spørgsmål, der blot burde have afkrævet et kvalificeret sundhedsfagligt svar; og ikke en altomfattende politisk-økonomisk krise med dertilhørende forfatningsbrud på vor grundlovssikrede frihedsrettigheder, kombineret med “borgfred”, dvs. en unuanceret og ubegrundet enighed om at være enige på Christiansborg. 

Et politisk eksperiment, der blev båret på læberne af profitmaksimerende lobbyister fra medicinalindistrien - flankeret af WHO - som intet forehavende har i at bedrive hverken national økonomi eller regering og som i øvrigt ikke har skyggen af interesse i befolkningens sundhed og frihed, end sige folkets mandat. 

Hvem regerer de fakto i statsministeriet?

Det er vi naturligvis forpligtet til at kigge nærmere på i en historiske undtagelsestilstand og “stille tredje verdenskrig”, der ukonventionelt drives på information, misinformation og biokemi, og hvor kritiske stemmer forstummer eller ties ihjel af trusler, “borgfred”, indforstået magtudøvelse, indskrænking af frihedsrettigheder og censur. 

I mange lande med mindre veludviklede demokratiske traditioner kan det være svært at få overblik over, hvordan magten udøves og endnu sværere at påvirke den, men det bør være ret ligetil i et lille og forholdsvis transparent land som Danmark, hvor borgernes mening betyder noget, og hvor man kan have været nabo til statsministeren, have læst på universitetet med ministerholdet, spillet fodbold med embedsmændene og gået til spejder med lobbyisterne. 

Men Danmark er et lille land, hvor der er ikke langt fra magtens korridorer til ligusterhækken, og man kan stadig ikke skubbe ting ind under guldtæppet i ret lang tid af gangen, selvom man, når man sidder på magten, ofte kan glemme, at viden er den største magt. Netop omfattende viden om verdens og demokratiets sande tilstand er i den grad kommet ud til befolkningen. Viden er magt, og viden rejser hurtigere end nogensinde takket være internettet og de sociale medier. Man skal ikke undervurdere befolkningens evne til at sætte sig ind i tingene, når det ærlige lederskab svigter. Slet ikke når man har mere tid end nogensinde til at læse, observere, kommunikere, lære og opnå klarsyn. 

Kompleksiteten i nationens politiske anliggender blev fra dag til dag reduceret til et spørgsmål om at vaske hænder og dele borgernes egne penge ud i form af lån, der skal tilbagetales. I USA ydes skattelettelser for at stimulere erhvervslivet, imens bekender partilederne i det danske folketing blot deres fælles tro, frem for at stille kritiske spørgsmål eller komme med konkrete forslag til forbedringer for erhvervslivet. 

Men er det, som retskafne borgere er opdraget til at gå rundt og tro, statsministeren, der de fakto styrer statsministeret, eller er der bagvedliggende pengestærke kræfter, vi ikke hører om i denne underlige historiske epoke for top-down lederskab eller de fakto diktatur, hvor forudsætninger og randbetingelser holdes skjult? Microsoft? Bill Gates? Martin Rossen? Vaccineindustrien? En af den mest velkendte definitioner af politik er formuleret af Harold Lasswell (1936), kendt for sine magtstudier: “Who Gets What, When, How?”.

Verdens, uden sammenligning, førende vaccineudvikler, vaccineprædikant, vaccinemonopolist og vaccinepatentindehaver, Bill Gates, som på rekordtid er kommet blandt verdens mindst, fremturer overalt i de globale medierne og kritiseres lige nu massivt verden over. Denne ellers tilforladelige computernørd med fine runde briller og et umiddelbart jovialt væsen synes at besidde et fejlagtigt selvbillede som “jordens frelser”. Et selvbillede han heller ikke lægger skjul på at kommunikere - samtidig argumenterer han flere steder udtrykkeligt for en agenda, der handler om at kontrollere og reducere verdens befolkning ved hjælp af vacciner. Den selvudråbte “verdensdoktor” er i Microsoft kendt for at have taget usympatiske og grove metoder i brug for at skabe monopol og nå magtens tinde. Det samme gør han i dét, han påstår, er en global “velgørenheds- og sundhedsmission”. 

Martin Rossen, statsministerens magtfulde rådgiver og tidligere Kommunikationschef i vaccineudvikler Bill Gates´ Microsoft Danmark, kan de fakto siges at være udøvende, ikke-folkevalgt “vicestatsminister”. Sammen med veninden, Mette Frederiksen, forklares og bortforklares alt mellem himmel og jord med henvisning til “corona”, “vaccine” og “samfundssind”. 

Alt imens oplever vi fra dag til dag det hidtil største angreb på vores frihed, en kynisk og systematisk elimimering af vores levebrød og et tab, som indtil videre estimeres til 550 milliarder kroner, selvom coronavirus rent statistisk er mindre alvorlig end en almindelig sæsoninfluenza. 

Corona som altinkluderende politisk argument har desperate mindre begavede politikere altid manglet for at kunne eliminere enhver saglig debat. Dette omnipotente, multi-dimensionelle værktøj har de nu endeligt fået i hænderne og de oplever en magtrus. Men hvad betyder corona, hvis man kigger i den latinsk-danske ordbog: 

En krans eller en krone, en kreds eller en forsamling af mennesker, især af tilhørere ved retsforhandlinger, en belejringslinje, fæstningsværker, hvormed en by omringes; også om belejrende tropper; også om en hær, der til forsvar stilles omkring på eller foran muren. Altid vigtigt at respektere etymologien, dvs. den sprogvidenskabelige betegnelse for læren om ords oprindelse og betydningshistorie, for det ligner da ikke noget at politikere, medier og medicinalindustri tager et negativt og manipuleret patent på så positiv en betydning og så smukt et ord.

Hvordan Microsoft og Rossen kom til magten i Danmark

Allerede da Mette Frederiksen tiltrådte i 2019, indså Jens Rohde (RV), at de beføjelser Frederiksen gav Rossen, kunne give demokratiske problemer og skrev således i Berlingske: "Martin Rossen er jo ikke udnævnt minister, han har ikke underskrevet Grundloven, mig bekendt kan vi heller ikke kalde ham i samråd. Ydermere er han heller ikke forpligtet til at tale i forhold til ministeransvarlighedsloven". 

Martin Rossens indflydelse på Socialdemokratiet går lang tid tilbage, til tiden hvor Rossen var lobbyist for Microsoft med henblik på at påvirke danske politikere. Opgaven gik på at fastholde Microsoft som eneleverandør til det offentlige. Problemet dengang var Microsofts monopol på de IT-systemer det offentlige brugte dengang

"Kunne alle lande bare blive som Danmark!” sagde Microsoft topchef Steve Balmer i 2004. "Min ambition er at gøre resten af verden dansk. Hvis vi var lige så succesfulde i resten af verden, som vi er i Danmark, ville Microsoft Business Solutions være ti gange større, hvad angår indtjening".

Lobbyarbejdet foregår overalt, men navnligt bliver der arbejdet på Christiansborg, hvor IT-giganten hyrer flere kommunikationsrådgivere med gode kontakter. Blandt andet SFs gruppeformand Ole Sohn får sig således lidt af en overraskelse, da han en dag får besøg af sin tidligere pressesekretær Peter Goll - nu ansat som lobbyist for Microsoft. Goll får dog ikke overbevist sin tidligere chef.

Men først og fremmest går man i kødet på Socialdemokraterne, hvor man i efteråret 2008 hyrer Martin Rossen, tidligere medlem af DSUs landsledelse. Rossen har ganske vist i nogle år arbejdet i det private erhvervsliv, men plejer stadig et godt forhold til partispidser som Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen, som han kan ses drikke gravøl med på Cinemateket i København, da partiet inkasserer valgnederlaget i 2007. Og Rossen synes at have mere held end Goll med at trække i trådene i sit gamle parti, der spiller tungen på vægtskålen, fordi regeringens normale støtter i Dansk Folkeparti er ærkemodstandere af Microsofts monopol.

Imidlertid er Microsoft truet af et politisk flertal, der vil have åbne standarder i stedet for, eller sideløbende med Microsofts produkter. Modstanden bliver uddybet af, at Microsofts åbne standard ikke er implementeret nogen steder: Den er - i modsætning til ODF - kun beskrevet på papir. Hvornår den rent faktisk bliver færdig, kan man ikke få svar på, hvis man ringer til Microsoft, men på et lukket møde i standardiseringsorganisationen ISO, sagde højtstående repræsentanter for IT-giganten, at det næppe vil ske de første mange år.

De tilkendegav, at de ikke forventer at have en implementering, dvs. en oversættelse fra standardteksten til et program som Office, før tidligst i 2015-17. Måske endda senere, sagde de, beretter professor Mogens Kühn Pedersen fra Copenhagen Business School, der deltog i mødet og tydeligt husker den larmende tavshed, der fulgte.

I Microsofts danske hovedkvarter i Hellerup ser man skriften på væggen og indser tilsyneladende, at man ikke kan få Folketinget med på at vrage konkurrentens standard til fordel for ens egen.

Men man giver ikke op. En af Microsofts direktører ringer den socialdemokratiske IT-ordfører Yildiz Akdogan op kort inden hun skal til møde hos videnskabsminister Helge Sander for at afæske hende, om det er rigtigt, at hun vil pege på ODF. Hun nægter at udtale sig, og Microsoft-direktøren lægger røret på med en bemærkning om, at hun hører nærmere fra folk i hendes eget parti med flere stjerner på skulderen. Og ganske rigtigt. De kommende uger bliver den nyudnævnte og - i IT-sammenhæng - grønne Akdogan, ifølge flere kilder på Christiansborg, udsat for et internt pres for at kræve begge standarder indført, og dermed vakler flertallet uden om regeringen.

"Det er korrekt, at jeg kender Morten Bødskov. I forhold til den konkrete sag har jeg kun talt perifært med ham om denne", siger Martin Rossen. "Jeg følger den her sag yderst, yderst perifært og har fuld tillid til, at vores ordfører er i stand til at guide os", siger Bødskov, der afviser, at han har lagt pres på Akdogan.

Ligesom Anders Fogh Rasmussen gjorde det i 2001, forsøger Mette Frederiksen at rykke ved magtbalancen mellem Statsministeriet og Finansministeriet, vurderer ekspert. Men måden, det sker på, er kontroversiel, da statsministerens nærmeste rådgiver får en magtfuld position uden at være underlagt samme kontrolmekanismer som minister. 

Udnævnelsen af Mette Frederiksens nære ven og rådgiver, Martin Rossen, til stabschef for en supermagtfuld enhed i Statsministeriet giver Rossen magt uden ansvar. Det går ikke i et folkestyre. 

Statsminister Mette Frederiksen bliver således skarpt kritiseret for at gøre sin nærmeste rådgiver, Martin Rossen, til en af de mest magtfulde personer i regeringen, uden at det er muligt for Folketinget at kontrollere ham. Som den første ikke-minister, ikke-folkevalgte bliver Rossen medlem af det centrale koordinationsudvalg og økonomiudvalget, hvor regeringen fastlægger den politik, der påvirker danskernes hverdag. Hidtil har så tunge poster været forbeholdt ministre, som Folketinget har kunnet stille spørgsmål, kalde i samråd eller vælte, hvis tilliden forsvandt.

Og opmærksomheden på det demokratiske problem fortsætter. Alle kan se, at den nok er helt gal:

"Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?".

Efter sin udnævnelse til sundhedsminister, besøgte Magnus Heunicke som noget af det første Bill & Melinda Gates Foundation til en snak om vacciner? Man må formode at Rossen har nære forbindelser til vaccinefantasten Bill Gates, der netop har forladt Microsofts bestyrelse for at hellige sig udbredelsen af vacciner, og offentligt har givet udtryk for såvel at ville reducere verdens befolkningstilvækst med vacciner samt at hele verdens skal tvangsvaccineres.

Er der en sammenhæng mellem Rossen, Gates, Heunickes besøg og den "mens-vi-alle-venter-på-vaccinen-konsensus" ("borgfred") vi ser mainstream medier, f.eks. DR med Kåre Quist, give udtryk for, og endnu tydeligere i folketingsdebatterne? Er det Kåre quists opgave at insinuere at "alle venter på en vaccine"? 

Det er vi ihvertfald mange, der ikke gør. Især os med detaljeret viden om, hvad vacciner gør ved kroppen, og hvorfor nogle mennesker ikke afvikler naturligt forekommende infektioner på ganske normal vis. 

I den sammenhæng er det jo glædeligt for folkets frihed og sundhed, at har USA`s præsident, Donald Trump, netop har meldt ud, at det amerikanske samfund åbner op, og at en vaccine på ingen måde er nogen nødvendighed - sådan som WHO og Billa Gates fejlagtigt påstår, fordi det støtter deres agenda om befolkningskontrol. Vi er mange der undrer os meget over, at den danske regering tilsyneladende ikke tager samme standpunkt som vores nærmeste allierede, men i stedet følger det korrupte WHO og deres største private donor, Bill Gates. 

Samfundssind

Hvordan forklarer vi de stærke tendenser til elitær magtudøvelse? Man kan kun vurdere en regering på dens handlinger. Har den givet os mere frihed, eller har den indskrænket vores frihed? 

At stramme skruen ovenfra sammen med WHO med henblik på at indføre et globalt rejse- og vaccineparadigme, hvor individet fratages liberale frihedsrettigheder, er udtryk for socialisme i negativ forstand, hvor en meget lille mørk elite sidder på magten. En “elite”, der bl.a. italesætter sin strategi for menneskeheden under mærkatet “ID2020” og på “Event201” i New York, oktober, 2019. Socialisme antager grundlæggende, at individet er svagt og ufrit. Det er netop denne ideologi i sin klassiske form, der passer bedst på det forsøg på magtovertagelse, vi ser verden over.

Liberalisme har skabt frihed og selvbestemmelse nede fra og op, da individet opfattes som stærkt og i stand til at tage beslutninger på egne vegne, uden en "samfundsfader" eller "samfundsmoder", der definerer, hvad "samfundssind" er på vegne af "samfundssubjekterne”.

Mette Frederiksen taler om “samfundssind” som noget ubetinget godt for individet, hvilket det jo ikke er, for hvis man elsker sin frihed og sin ret til selv at bestemme hvad sundhed er for een selv og ens familie. Samfundssind er blot et positivt ladet og dermed vildledende ord for undertrykkelse og magtudøvelse på et niveau, hvor man må have Michel Foucault og “les sujet et le pouvoir” (“Subjekt og Magt”) ned fra hylden for at sætte ord på galskaben.

Man kan sagtens udlægge socialisme positivt - og i den positive forstand er vi mange socialister, hvis det betyder at have medfølelse, respektere forskellighed og behandle hinanden ordentligt - det gør det bare ikke, ifølge den klassiske socialistiske ideologi og den måde diktatorer har udøvet denne de seneste 100 år.

Den sidste vestlige frihedskæmper

Trump er verdens sidste liberalist og frihedskæmper. Han har fra dag 1 kæmpet for befolkningens frihedsrettigheder og for et åbent samfund. Derudover er han den eneste vestlige leder, der har mod til at have et standpunkt over for Kina og som kæmper for de værdier, det vestlige samfund bygger på.

Trump agerer pt. fra orkanens øje af dette omfattende globale magtparadigmeskifte og er kun den fjerde præsident i USAs historie, der faktisk kæmper for folket, i modsætning til alle 41 andre, der hovedsageligt kanaliserede folks penge over i de private banker.

Først var der Andrew Jackson, der blev skudt, efter han ødelagde den anden nationalbank, som han åbent beskyldte for at være kontrolleret af Rothschild og London City.

Så var der Abraham Lincoln, der blev myrdet efter at have udskrevet sine "greenbacks" (nationale penge), som staten udstedte for at betale soldaterne, fordi Lincoln havde nægtet at låne penge fra Rothschild til 24% i rente.

Så var der JFK, der blev dræbt af et dusin grunde, der gik mod bankerne og militærindustrien, og nu Donald Trump, der i 2016 råbte, at han ville "give Amerika tilbage til folket" og gøre op med korruptionen i det politiske etablissement i Washington, også kaldet “deep state”. Den oprydning rapporteres for fulde gardiner i de amerikanske medier og synes stadig at køre helt henover hovedet på både regering, Folketing og det meste af pressen. 

Mange ting, der kommer ud af medierne, kan være det modsatte af dét, du får at vide. Trump er måske den mest dedikerede mand, der nogensinde har sat foden på det ovale kontor. Og bestemt den mest ambitiøse og politisk ukorrekte.

Når Trump i november d.å. genvinder præsidentskabet i vestens stærkeste magt, vil de europæiske landes agendaer ændre sig markant fra fokus på EU og WHO til fokus på USA, der går forrest i denne frihedskamp, men også meget langt henad vejen har skabt den. Så vil politikerne stå i kø for at vaske deres hænder. Billedligt talt nærmest karmisk i forhold til de seneste par måneders vaske-hænder-politik, men denne gang vil pilen pege indad mod dem selv og ikke udad mod kontrol af befolkningen. 

For hvad kan og vil de egentligt uden USA som tæt allieret?