Så var der alligevel slinger i valsen hos Lars Boje Mathiesen (LBM), der valgte gruppedisciplinen da handling skulle følge ord. Det kan godt være, at LBM blot siger hvad han mener og eksempelvis ”ikke pakke(r) ting ind i vendinger fra spindoktorer.”, men når der skal stemmes i salen så er det gruppedisciplinen det gælder. LBM omtaler gerne politikere i 3.person, men Støjberg-afstemningen viser, at LBM er politiker og Nye Borgerlige (NB) er hans parti. Det er sådan set helt okay, men måske er det tid at sadle om, og komme ned fra den høje moralske hest.
I mit seneste indlæg på 180Grader.dk roste jeg NB`s LBM for – iht. Støjberg-sagen – at placere sig på den rigtige side, selvom hans parti ikke gjorde det. Desværre krydsede LBM siden midterlinjen, og landede – som sit parti – på den forkerte side af lov og ret. Det er skuffende i sig selv, men ikke overraskende iht. en normalvis ukontroversiel politisk naturlov: Små partier kan som udgangspunkt ikke have fløje, men såvel LBM, som resten af NB, markedsføre sig gerne på ikke at være politikere. Paradokset i dette har Benny Damsgaard tidligere leveret en glimrende analyse af, og NB`s ageren i Støjberg-sagen er et konkret eksempel på, at LBM og co. i NB er politikere – også selvom de ikke vil stå ved det.
Her hvad LBM først sagde om Støjberg-sagen:
Efterfølgende viser det sig dog, at der alligevel er slinger i valsen. Trods de klare konklusioner fra såvel Instrukskommissionen som de, af Folketinget, udpegede advokater vil LBM nu alligevel ikke stemme for en rigsretssag i tilfældet Støjberg. Den officielle forklaring på holdningsskiftet kan afvises. Kommissionen kommer netop med en delkonklusion nu fordi, at muligheden for at prøve sagen ved en rigsret forældes den 10. februar, 5 år efter at den (ulovlige) instruks blev udsendt. Den resterende del af beretningen – som b.la. omhandler embedsmændenes ansvar – kommer senere, men Støjbergs rolle har kommissionen taget stilling til. At det ville ske på denne måde stod i øvrigt også klart dengang der ”ingen slinger var i valsen”. LBM har ændret holdning til hvad han vil stemme således, at han nu stemmer det samme som resten af sin gruppe.
Vermunds retorik i sagen gør det afgørende med gruppedisciplin:
Vermund og resten af NB kan jo ikke leve med, at en af deres MF`er – ifølge egen logik - IKKE kæmper for danske værdier og er pro islamisk kultur i Danmark. Vermund har gjort sagen til et spørgsmål om politik, men den handler alene om jura – ministre skal overholde grundloven – og det var i første omgang også LBM´ indgangsvinkel. LBM er da også ganske principiel i sit forsvar for grundlovens ukrænkelighed når det gælder en politisk modstander, og hvor partilinjen (derfor) er en anden.
NB har gjort sagen til udlændinge- og værdipolitik, og i øvrigt slået det ganske stort op, og derfor skal gruppen stemme samlet, og derfor endte LBM med at ændre holdning. Jeg synes han landede det forkerte sted, men det er der jo flere der gjorde. Forklaringen på holdningsskiftet giver altså heller ikke mening, men heller ikke det er jo så usædvanligt i politik generelt. Dog er det sådan, at når man påstår, at man navigerer efter en anden målestok – en slags højere moral - må man også forvente at andre måler en efter denne.
LBM siger hvad han mener, også til citat, men det konverteres ikke til selve afstemningen. Eller, mere præcist, LBM konstruer en noget tyndbenet forklaring der skal camouflere, at han må følge partiformanden og (dermed) gruppens holdning. LBM ynder, at sælge sig selv på en slags anti-spin: Jeg siger det jeg mener, og mener det jeg siger. Ingen spindoktor styrer mig. I sin ordlyd er det formentlig rigtigt, men spin bliver vel – anskuet fra den høje moralske hest – vel ikke bedre fordi man selv er den der spinner en forklaring til lejligheden?
Om end udsigten fra den høje moralske hest er ganske god, så er der altså også langt ned når man falder. Det kan, uden sammenligning i øvrigt, Morten Østergaard og De Radikale tale med om. LBM og NB bør overveje om ikke det er tiden at sadle om. Jeg forventer ingen offentlige erkendelser, men måske kunne man overveje i stilhed at ændre strategien, men svaret vil formentlig være at en sådan har man slet ikke.
