I dag har Donald Trump udnævnt Brett Cavanaugh som ny højesteretsdommer. Traditionelt har der været røre om denne udnævnelse, ligesom ved alle tidligere udnævnelser. Årsagen til dette røre er naturligvis at amerikanerne er fuldt bevidste om at domme, der vedrører emner, der har politiske undertoner, også vil reflektere dommernes politiske observans.
Da den politisk magt som regel skifter ved et præsidentskifte, vil den naturlige udskiftning af højesteretsdommere følge samme spor. Over tid kommer der således balance, så at dommerstanden ikke fjerner sig for meget fra befolkningens retsopfattelse. Det synes jeg er positivt.
I Danmark sker udnævnelse af højesteretsdommere i et lukket fætter-kusineselskab, der konsekvent befordrer de politisk "acceptable" holdninger. Hvis en sag i Danmark har politiske undertoner, vil dommen selvfølgelig også have det. Det så vi i retssagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen, og som uforståeligt for menigmand faldt ud til Dragsdahls fordel. Dommen var ikke juridisk men politisk, og den demonstrerede at der fortsat sidder et flertal af venstreorienterede dommere i højesteret. Da de kan sidde til de er 70 år, skal vi nok en del år endnu døje med tilsvarende skævvridning af sager med politiske overtoner. Om ikke andet demonstrerede netop denne sag svagheden ved at dommerne sidder og udnævner hinanden i en sluttet kreds.
Som jeg har observeret det, er det danske Justitsministerium præget af en oldnordisk stokkonservativ holdning til vigtige samfundsemner, og som lejlighedsvis ytrer sig ved at danske dommere ikke typisk afspejler befolkningens retsopfattelse og behov, eller kun gør det langsomt og fodslæbende. Den ytrer sig i øvrigt også ved at man systematisk demonstrer trainering af "betændte" emner og med forsæt har så lange svartider på forespørgsler fra bl.a. journalister, at svarene bliver uaktuelle, når de endeligt foreligger. Netop anskueliggjort af Ombudsmandens påtale.
Justitsministeriet trænger i den grad til at blive saneret. Man kan passende starte oppe fra og få udpeget en departementchef, der ikke blot ser sig selv som kustode i et Biedermeier-museum. Den slags kræver dog en handlekraftig justitsminister med vilje og evne til at tænke ud af boksen, og selvfølgelig bakket op af en handlekraftig regering samt en duelig regeringsleder. Kan ikke få øje på nogen af denne karat ...
