Novo melder ud: Vigtig medicin i restordre i Danmark og flere andre steder i verden

Det danske firma kan simpelthen ikke følge med efterspørgslen.
Efterspørgslen på Ozempic er steget. Nu melder Novo Nordisk om forsyningsproblemer flere steder i verden. (Arkivfoto).
Efterspørgslen på Ozempic er steget. Nu melder Novo Nordisk om forsyningsproblemer flere steder i verden. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

13/07/2023

Novo Nordisk har svært ved at følge med efterspørgslen på det populære diabetesmiddel Ozempic.

Nu melder det danske medicinalselskab om forsyningsvanskeligheder flere steder i verden.

Det skriver mediet MedWatch.

- Vi oplever en større efterspørgsel på Ozempic end forventet, hvilket resulterer i periodevise restordrer af forskellige doser af produktet over hele verden, herunder USA og en række europæiske lande, skriver Novo Nordisk i et skriftligt svar til mediet.

- På trods af at vi havde forudset stigninger i efterspørgslen, og selv om vi leverer mere medicin end nogensinde, så har efterspørgslen været meget højere end forventet, lyder det videre.

Novos topsællert

I årets første tre måneder solgte selskabet Ozempic for knap 20 milliarder kroner. Det gør midlet til Novos klart bedst sælgende.

På tværs af forretningen havde Novo Nordisk en omsætning på 53,4 milliarder kroner.

Også i Danmark er der lige nu problemer med at følge med efterspørgslen på Ozempic.

Grundet øget salg og efterspørgsel er der "aktuelle problemer med forsyningen" af flere forskellige doser af Ozempic.

Det fremgår af Lægemiddelstyrelsens meddelelser om forsyning af medicin.

Ozempic er markedsført til behandling mod type 2-diabetes. Det aktive stof i midlet er semaglutid, som også kan mindske appetitten.

Semaglutid er også det aktive stof i Novo Nordisks populære vægttabsmiddel Wegovy. Her er koncentrationen højere.

Kilde: /ritzau/