To afghanere sigtet: 14-årige veninder voldtaget og forsøgt voldtaget i shopping-center - Hemmeligholdt af politiet

En 14-årig pige og hendes jævnaldrende veninde er angiveligt blevet henholdsvis voldtaget og forsøgt voldtaget på et toilet i et stort shopping-cen...

OleBirk Olesen,

29/04/2018

En 14-årig pige og hendes jævnaldrende veninde er angiveligt blevet henholdsvis voldtaget og forsøgt voldtaget på et toilet i et stort shopping-center i Esbjerg.

Informationsmedarbejder Mads Dollerup-Scheibel, Syd og Sønderjyllands Politi, bekræfter overfor Ekstra Bladet, at to afghanske statsborgere er  blevet varetægtsfængslet i sagen.

Den ene af de fængslede i sagen er en kun 16-årig dreng, mens den anden fængslede er 20 år.

Voldtægten og voldtægtsforsøget skete angiveligt helt tilbage til den 31. marts om aftenen. Af uransagelige årsager har politiet åbenbart valgt at hemmeligholde de opsigtsvækkende forhold.

Det er det lokale dagblad JydskeVestkysten, som søndag bringer afsløringen af sagen.

Lukket grundlovsforhør
Mads Dollerup-Scheibel ønsker ikke at oplyse, hvad der helt konkret er sket under de formodede formodede forbrydelser.

- Det kan jeg ikke sige noget om, da oplysningerne er kommet frem i et lukket grundlovsforhør, siger informations-medarbejderen til Ekstra Bladet.

JydskeVestkysten oplyser, at de to 14-årige piger befandt sig i Broen Shopping, da veninderne skiltes ved toiletterne. Den ene pige gik ind på toilettet, mens den anden ventede udenfor.

Inde på toilettet ventede de to afghanere angiveligt. Da den 14-årige pige kom ind på toilettet, blev hun efter det oplyste voldtaget. Bagefter blev den ventende veninde forsøgt voldtaget.

Hemmeligholdt sagen
- Jeg kan som sagt ikke oplyse nærmere om, hvad der konkret er sket. Men jeg kan fortælle, at de to sigtede blev anholdt henholdsvis den 31. marts og den 3. april. Den 16-årige dreng er varetægtsfængslet i surrogat. Han er sigtet for voldtægt. Den 20-årige mand er også varetægtsfængslet. Han er sigtet for forsøg på voldtægt, oplyser Mads Dollerup-Scheibel til Ekstra Bladet.

De to mænd har allerede én gang fået deres varetægtsfængslinger forlænget i et fristforlængelsesforhør.

- Hvorfor har politiet ikke af egen drift fortalt om denne episode?

- Det skal jeg ikke kunne sige. Det er sket på et tidspunkt, hvor jeg ikke var på arbejde.

- En sådan sag har vel offentlighedens bevågenhed. Forbrydelserne er angiveligt sket i et shopping-center, hvor der færdes mange mennesker?

- Jeg kan ikke sige, hvorfor det ikke er meldt ud. For jeg ved det ganske enkelt ikke.

Dybt berørt
Mads Dollerup-Scheibel har efterfølgende oplyst til Ekstra Bladet, at politiet ikke fortalte om sagen af flere forskellige grunde.

- Efter en konkret vurdering meldte vi ikke noget ud på grund af hensynet til de to mindreårige piger. Desuden var der ikke noget behov for at efterlyse gerningsmændene, siger informationsmedarbejderen.

Centerchef Janni Baslund Dam siger til den lokale avis, at hun er dybt berørt over sagen. Hun understreger, at sikkerheden i centeret er i top. Ellers vil centerchefen ikke kommentere den konkrete hændelse, så længe politiet efterforsker den.