Af Jacob Mchangama
Amnesty International har i en ny kampagne kaldet Statsdiskrimination rettet skytset mod starthjælpen, som ifølge Amnesty strider mod Danmarks menneskeretlige forpligtelser, idet starthjælpen angiveligt diskriminerer flygtninge og indvandrere. Påstanden om, at starthjælpen strider mod diskriminationsforbuddet, er et af efterhånden mange eksempler på, at menneskerettighedsbevægelsen anlægger tvivlsomme fortolkninger af internationale menneskerettighedstraktater til brug for, hvad der retteligt udgør et partsindlæg i et indenrigspolitisk anliggende, hvor holdninger for og imod afhænger af politisk overbevisning snarere end fortolkningen af internationale konventioner.Da starthjælpen omfatter personer, som ikke har boet i Danmark i 7 af de seneste 8 år inkluderer den både danske statsborgere og udlændinge, hvorfor Amnesty korrekt fastslår, at der ikke er tale om direkte diskrimination. Imidlertid er en langt større andel af personer på starthjælp udlændinge end danske statsborgere, hvorfor Amnesty konkluderer, at der er tale om indirekte diskrimination.
Denne konklusion er dog særdeles diskutabel. De forskellige FN-konventioner, som Amnesty mener er blevet brudt som følge af starthjælpen, indeholder ikke bestemmelser, der uden videre fører til den konklusion, at starthjælpen skulle være diskriminerende. Endnu vigtigere er det at fastslå, at ingen af disse FN konventioner er gjort til en del af dansk ret. Højesteret har i en afgørelse fra december 2006 slået fast, at internationale konventioner, der ikke er gjort til en del af dansk ret, ikke kan tilsidesætte en dansk lov. Med andre ord har lov om aktiv socialpolitik, der indførte starthjælpen, forrang frem for FN-konventioner.
Anderledes forholder det sig med den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), der er en del af dansk ret, og som derfor vil kunne tilsidesætte øvrige danske love, der måtte stride mod EMRK. I henhold til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis skal der dog stærke holdepunkter til for, at en lov kan fastslås at være indirekte diskriminerende som følge af, at loven medfører systematisk divergerende konsekvenser for forskellige grupper. At man via statistik kan dokumentere forskel mellem f.eks. danske statsborgere og udlændinge på et givent område, er derfor ikke i sig selv diskriminerende og retsstridigt. I så fald ville f.eks. den danske arbejdsmarkedsmodel være diskriminerende grundet det forhold, at man via statistik objektivt kan konstatere, at flere danske statsborgere end udlændinge er i arbejde.
Amnesty overser også at EMD i en række domme vedrørende social sikkerhed (seneste dom fra 6. november 2007) har udtalt, at nationale myndigheder, der er direkte ansvarlige for socialpolitik, er bedre i stand til at bedømme, hvad der er i det offentliges interesse baseret på sociale og økonomiske grunde end en international dommer i Strasbourg. Kun i fald en ordning "helt åbenbart er uden saglig begrundelse", vil EMD skride ind. Denne brede skønsmargin for den lovgivende magt for så vidt angår ret til social sikkerhed blev også bekræftet af Højesteret i den nævnte dom fra 2006, der ligeledes omhandlede lov om aktiv socialpolitik.
Hertil kommer, at selv i det tilfælde, hvor en domstol måtte mene, at den store overrepræsentation af udlændinge på starthjælp måtte være udtryk for indirekte forskelsbehandling vil sådan forskelsbehandling ikke være diskriminerende (og dermed retsstridig), såfremt den er begrundet i saglige og objektive hensyn.
Når henses til (i) de store og omfattende problemer Danmark har haft og fortsat har med udlændinge på passiv forsørgelse, (ii) at starthjælpen rent faktisk har fået flere udlændinge i arbejde end tidligere modeller, samt (iii) rimeligheden i at begrænse omfanget af offentlige ydelser til personer, som ikke har bidraget til finansieringen deraf, vil det givetvis være svært at få danske domstole og EMD til at erklære starthjælpen for diskriminerende, da de nævnte grunde må karakteriseres som både objektive og saglige, og da den lovgivende magt som nævnt nyder en vid skønsmargin for så vidt angår politiske tiltag på dette område.
På denne baggrund er det bemærkelsesværdigt, at Amnesty skråsikkert konkluderer, at starthjælpen er diskriminerende. Amnestys kampagne forekommer derfor som værende politisk motiveret snarere end en logisk følge af Amnestys formål om at sikre menneskerettighederne. Det er naturligvis en fuldstændig legitim holdning at synes, at starthjælpen er for lav, og at den derfor bør afskaffes. Også selvom lande som USA og Australien med lavere sociale ydelser til udlændinge har en langt større grad af succes med at få integreret udlændinge.
Det er da også holdningen hos et mindretal i det danske Folketing, at starthjælpen skal fjernes. Og det er netop i Folketinget og ikke i Strasbourg, Geneve eller New York, at spørgsmål vedrørende niveauet for social sikkerhed her i landet skal afgøres. At gøre kampen for afskaffelsen af starthjælpen til et spørgsmål om menneskerettigheder er således at tage menneskerettighederne som gidsel og endnu et skridt på menneskerettighedsbevægelsens vej mod at gøre menneskerettighedsbegrebet til en irrelevant størrelse.
Jacob Mchangama er advokat og ekstern lektor i menneskerettighedslovgivning og folkeret ved Københavns Universitet
