Af Niels Westy Munch-Holbek
Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit., uddannelsesforstander på Handelsog Teknisk Gymnasium Nordsjælland og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning
I sin klumme "Nasseri" her på 180Grader.dk den 2. august tildeler Søren Pind regeringens kulturkamp æren for, at der er sket et skift i danskernes holdning til det at arbejde. Det formodede skift skyldes ifølge Søren Pind, at man har "investeret stærke ideologiske kræfter på dette område". Synspunktet understøttes med en undersøgelse fra Ugebrevet A4, der konkluderer, at unge overvejende mener, at arbejdsløshed er en selvforskyldt størrelse. Desuden henvises til Ekstra Bladets hjemmesider, hvor 70% af deltagerne i en internetafstemning mener, at det er ok at sætte kontanthjælpsmodtagere til at bekæmpe dræbersnegle.
Det kommenterer Søren Pind med, at "I sin tid [80erne og 90erne] var folk blevet rasende - måske i særdeleshed på EB - og svaret havde været 90 procent nej, hvis det kan gøre det". Det tvivler jeg meget på. Der har næppe på noget tidspunkt været et flertal i befolkningen, der mente, at det var i orden at raske og rørige borgere i den arbejdsdygtige alder modtog penge uden at lave noget. Hvis det havde været tilfældet, ville sammensætningen af Folketinget nok have været en del anderledes de seneste årtier. Men hvis Søren Pind alligevel har ret i, at der er sket et markant holdningsskifte, bør takken nok i højere grad gå til reformer under tidligere regeringer, ikke mindst arbejdsmarkedsreformerne i 90erne, end til den nuværende regering.
I modsætning til Søren Pind, som jeg for øvrigt har stor respekt for, må jeg indrømme, at jeg på stående fod har meget svært ved at få øje på et eneste væsentligt område, hvor den nuværende regering afgørende har trukket i en mere borgerlig-liberal retning.
Jeg erkender fuldt ud, at politik først og fremmest handler om magt. Der vil i sidste ende altid foretages en afvejning mellem de involveredes personlige ambitioner på den ene side og grundlæggende værdier og holdninger på den anden. Det falder sjældent ud til sidstnævntes fordel. Det har seks års kollektivistisk politik og lovprisning af den hellige danske velfærdsstat, anført af borgerlige politikere, vist med al tydelighed. Jeg vil dog på ingen måde klandre Søren Pind for dette. Han har mere end én gang vist, at han er parat til at forsvare grundlæggende liberale værdier og holdninger, også når det koster politisk.
Når den politiske historie om den nuværende regering en gang skal skrives, vil den eneste varige forskel, den vil blive tillagt, formentlig være skiftet i udlændingepolitikken efter 2001, ændringer der næppe kan kaldes liberale. Resten vil være historien om de forspildte muligheder for grundlæggende af ændre den socialdemokratiske samfundsmodel i en mere borgerlig-liberal retning. Det er sådan set heller ikke overraskende. Historien viser os, at liberale reformer, der begrænser statens vækst og fremmer borgernes frihed, sjældent gennemføres, før de ikke længere kan udsættes (og selv her er der lande, hvor de aldrig gennemføres).
Fordi Dansk (Socialdemokratisk) Folkeparti har indtaget det Radikale Venstres traditionelle rolle som tungen på vægtskålen, retfærdiggør det dog ikke regeringens mange undladelsessynder. Ej heller den hæmningsløse overtagelse af socialdemokratisk retorik og holdninger. Om det man gør eller siger er liberalt afgøres nu en gang ikke af, hvem man er, men hvad det er, man siger og gør.
Hvem husker ikke diskussionen om ulighed for et par år siden, hvor socialministeren kom for skade at sige, at velstand var vigtigere end lighed? Enden blev, at regeringen stort set overtog den grundlæggende marxistiske holdning, at lille økonomisk ulighed er et mål i sig selv.
Kønt var det heller ikke, da beskæftigelsesministeren hæmningsløst omfavnede den danske flexicurity-model og proklamerende, at vi kunne takke den og det høje skattetryk for vores konkurrenceevne og velstand. At samme flexicurity-model bærer et stort ansvar for at mange ufaglærte og indvandrere er gået til i lediggang og fører et marginaliseret liv på passiv overførelse, nævnte han selvfølgelig ikke.
Det er på sin vis imponerende, med hvilken lethed og naturlighed forvandlingen fra borgerlig-liberal opposition til socialdemokratisk regering er sket. En forvandling der var fuldendt, da statsministeren brugte tal fra Socialdemokratiets hofleverandør af økonomiske modeller og beregninger, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til at lægge afstand til forslaget om afskaffelse af topskatten. Så betød det mindre, at beregningsmetoderne ud fra en faglig økonomisk betragtning var mildt sagt problematiske, idet man ikke medregnede dynamiske effekter, hvorved omkostningerne ved forslaget overvurderedes.
Jeg skal ikke laste økonomerne i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at de bruger ufuldstændige modeller - de arbejder jo under et bundet mandat og skal tækkes deres arbejdsgivere (fagbevægelsen). Derimod er der grund til at klandre regeringen, at den afviser betydningen af dynamiske effekter. At man ikke selv forstår det (eller måske rettere ikke ønsker at forstå det), gør det ikke legitimt at afvise det. Jorden var jo heller ikke mindre rund for 1.000 år siden, selv om de fleste troede, at den var flad.
Og hermed er vi fremme ved det, der - på den lange bane - måske er det største problem, nemlig den lange række af undladelsessynder, hvor jeg skal nøjes med at fremhæve en enkelt, nemlig den manglende reformering af indholdet i vores folkeskoler og ungdomsuddannelser.
Det er glimrende, at man opprioriterer evnen til at kunne læse og skrive, regne osv. - det er absolut nødvendigt, men langt fra nok. Der er noget absurd i, at det af folkeskolens formålsparagraf 3 fremgår, at "Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre", uden at der hverken her eller efterfølgende er krav om obligatorisk undervisning i de basale redskaber til at forstå de begreber, der slynges om sig med i den offentlige debat, eller de grundlæggende økonomiske og politiske sammenhænge og valg ethvert samfund står overfor.
Hvis man er i det konspiratoriske hjørne, kan man selvfølgelig hævde, at det er der én god grund til. Jo mere reel viden vælgerne har, jo sværere er det for politikerne at opretholde illusionen om egen nødvendighed. Som økonom ved jeg jo, at en af de stærkeste egenskaber hos mennesket er egennytten - for homo politicus måske kun overgået af evnen til (offentligt) at fornægte at det også gælder dem.
