Af Lars Pilegård
I en spørgeundersøgelse offentliggjort i MetroXpress den 11/3 svarede 74 pct. af de adspurgte, at bandekrigen primært er 'indvandrernes skyld'. Og de livsomstændigheder, der er forbundet med at være indvandrer på Nørrebro, spiller utvivlsomt en rolle i forhold til rekruttering til banderne, lige som det heller ikke er utænkeligt, at det etniske element har noget at gøre med den kynisme, vi på det seneste har set med skyderier og mord på åben gade.Men alene at skyde skylden for volden på indvandrere - eller indvandring som sådan - er forkert, for amerikansk forskning peger på, at bandekriminalitet har mange årsager. Heller ikke i USA er der konsensus om årsager og løsninger på bandeproblemerne, men USA har dog flere årtiers erfaring med forskning i ungdomsbander, og er derfor relevant i en sammenligning med Danmark.
I USA er National Youth Gang Center et af de centre for viden om bandekriminalitet, som ved mest. NYGC har lavet en FAQ, hvor man i 19 punkter har samlet de vigtigste resultater af en omfattende amerikanske forskning på området.
Hvad angår det etniske element kan NYGC fortælle, at næsten halvdelen af bandemedlemmerne har latino-baggrund (særlig mexicansk og mellemamerikansk), men også at 34 pct. er afro-amerikanere, 10 pct. er hvide og seks pct. asiatiske. Halvdelen af bandemedlemmerne er altså 'hjemmegroede', og hvad mere er: den etnisk hvide andel er voksende.
I Danmark ved vi, at bandekrigene, der rasede i 80'erne og 90'erne, næsten udelukkende havde etnisk dansk rekruttering ('rockerkrigen'), og også i dag er andelen af hvide bandemedlemmer i Danmark, der deltager i bandekrigen, større end i USA. Desuden er et lidt overset aspekt af den danske debat, at der også er krig om narkomarkedet indbyrdes mellem indvandrerbander.
Der er givetvis et etnisk aspekt af bandefænomenet, men det vil være naivt alene at forklare væksten med indvandring eller en 'særlig indvandrer-kultur'. Gør man det, så kommer man også let til at overse den situation, som i særlig grad skabte grobund for bandekrigen: Kriminaliseringen af hash-handlen på Christiania under den nuværende regering.
En ting vi ikke kan lære af USA, når det gælder bekæmpelse af bandevold, er håndteringen af narkoproblematikken. Siden præsident Richard Nixon i 1972 erklærede 'krig mod narkoen', er omkostningerne til denne krig blot vokset og vokset, uden at man er kommet problemet til livs. David Rehling skrev for nylig om denne krig i Information:
"Nixon-regeringen brugte 370 millioner kroner om året på den. Reagan-regeringen brugte i 1982 6,5 milliarder kroner. Clinton-regeringen brugte 108 milliarder i år 2000. Siden skød George W. Bush de årlige udgifter op over de 120 milliarder kroner. Inden for samme periode har de pengebeløb, som amerikanere bruger på at købe narkotika, svinget noget op og ned. Mellem 240 milliarder og 480 milliarder kroner for kokain og mellem 60 og 120 milliarder for heroin. Udsving i forbrugsudgifterne har mest været præget af udsving i priserne på gaden - ikke af den indkøbte mængde."
Da efterspørgslen på narko er konstant eller stigende, så fører forsøg på at begrænse udbuddet blot til højere priser og øget incitament for at producere og distribuere narko. I USA har krigen mod narko ikke ført til fald i efterspørgslen på samme, kun til vækst i de offentlige budgetter - og i fængselsvæsnet.
Mange ryger i spjældet for selv mindre narkoforseelser, og selvom hårdere straffe kan være en del af bekæmpelsen - især når der er tale om de forhærdede gemytter, der fortsætter den kriminelle løbebane efter ungdomsårene - så tyder intet på, at hårdere straffe er et universalmiddel.
Selv har jeg i en tidligere klumme i nærværende netavis luftet tanken om at bruge udvisningsvåbnet i højere grad, og mens effekten af denne straf heller ikke kan udelukkes, så har den indbygget nogle bivirkninger, som man alvorligt bør overveje, før man begynder at masseudvise unge kriminelle.
NYGC gør opmærksom på, at hjemsendelsen af hundredetusinder af kriminelle bandemedlemmer til lande i Mellemamerika fra 1990'erne og fremefter førte til alvorlige problemer for disse lande, som økonomisk langt fra er så godt klædt på til at løse dem som USA. Lande som Guatemala, El Salvador og Nicaragua kæmper i dag en nærmest håbløs kamp mod skruppelløse ungdomsbander.
I Mexico er den organiserede kriminalitet ved at nå et niveau, hvor den truer statens eksistens, og det kan man som liberal næppe juble over, når alternativet er et forrået, anarkistisk mafiavælde.
Men selvom man nøjes med at se problemet fra den amerikanske side af Rio Grande, så synes udvisninger ikke at være løsningen - eller i det mindste ikke den eneste løsning - på bandekriminalitet. For det første er halvdelen af bandemedlemmerne hjemmegroede (og i Danmark er andelen større), og antallet af hvide medlemmer vokser.
For det andet viser erfaringerne fra USA, at en del af de udviste bandemedlemmer har held til igen at komme ind i landet, at de bevarer og udvider kontakten med 'kammerater' i hjemlandet, og at de også kommer i kontakt med internationale narkokarteller og våbenhandlere. På Heritage Foundation skriver Stephen Johnson og David B. Muhlhausen:
"While these delinquent groups exact a heavy social cost in Central America, they currently pose no national security threat to the United States. However, operating from Nicaragua to the United States, these gangs come in contact with transna tional drug and arms traffickers, who increasingly employ them as distributors and assassins. More over, they are experts in gaining illegal entry into the United States."
Udvisninger af den kriminelle Nørrebro-ungdom til Marokko, Libanon og Tyrkiet vil måske give en midlertidig lettelse i bandevolden, men det kan vise sig at være en stakket frist, som de kriminelle unge bruger til at opbygge kontakter i 'hjemlandet', og som fører til et endnu mere internationaliseret og uigennemtrængeligt netværk af kriminelle aktiviteter.
Narkokriminalitet er ikke den eneste aktivitet, banderne begiver sig af med, men det er den absolut mest profitable. Den amerikansk-ledede krig mod narko har hverken ramt efterspørgslen eller de kriminelle markedsaktører, og intet tyder heller på, at strategien kommer til at virke i fremtiden.
I stedet for at male bandekriminaliteten op i etniske farver og blindt råbe på hårdere straffe og flere udvisninger, så kunne danske politikere gennemføre det ene tiltag, der med ét ville trække tæppet væk under mange bandekriminelle og deres bagmænd (og desuden ville afkriminalisere en masse syge mennesker): legalisere narkoen.
Det er i sig selv muligvis ikke tilstrækkeligt for at forebygge og bekæmpe ungdomsbanderne. Hvis narkoen legaliseres, så finder banderne måske andre lukrative forretningsområder, f.eks. 'beskyttelse' og våbenhandel, organiseret prostitution, menneskesmugling osv. Der skal altså mere til.
NYGC viser, at en række forudsætninger ofte er til stede for unge bandeaspiranter:
- tidligere involvering i kriminalitet, særlig volds- og narkoforbrydelser
- problematiske familieforhold og evt. en afvigende, sociopatisk karakter
- megen fritid og ingen stærke sociale roller
- dårlig tilknytning til skolen, dårlige boglige resultater og negativ stempling fra lærerne
- ringe mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet
- tilknytning til venner, bekendte og familiemedlemmer, som er aggressive og kriminelle
- 'dårlige boligkvarterer' med mange problembørn og let adgang til våben og narko
Den primære tilgang fokuserer på hele den befolkningsgruppe (det kunne f.eks. være unge blandt indvandrerbefolkningen på Nørrebro), som er i risikogruppen. Den sekundære tilgang målretter sig individer, som ser ud til at være i større fare end andre, mens den tertiære tilgang retter sig mod dem, der allerede er involveret i bandekriminalitet.
Det vil føre for vidt her at komme ind på de detaljerede forslag til bekæmpelse af banderne, som Finn-Aage Esbensen fremlægger, men Brian Mikkelsen, Ritt Bjerregaard, Hanne Bech-Hansen m.fl. kan læse med her.
Selv har jeg afslutningsvis lyst til at pege på et område, der har min professionelle bevågenhed: Den kongelige socialdemokratiske folkeskole, som står overfor nogle store udfordringer. Folkeskolen er reelt blevet en pigeskole, hvor stillesiddende, rolige og flinke elever belønnes, mens raske drenge skældes ud og straffes og påmales negative etiketter som 'urolige' og 'utilpassede'.
Ritt Bjerregaards enhedsskole fra 70'erne var problematisk, også for de danske drenge, der ikke har lyst til gymnasiet og en lang videregående uddannelse. Men i skoler med en stor andel tosprogede drenge er enhedsskolen katastrofal, fordi der blandt disse drenge er en markant overvægt af den slags, som synes, at fodbold og det at save i et stykke træ er mere meningsfuldt end at analysere digte.
Den slags raske unge fyre svigtes i den grad i den danske folkeskole, hvor ansvarsfulde lærere ikke blot kan trække på skuldrene og være ligeglade med, om drengene lærer noget, når disse elever til slut skal op til samme slags eksamen som de dygtige piger og de veltilpassede drenge.
Hvis man afkriminaliser narkoen og samtidig sætter rammerne for en intelligent og moderne skole, tilpasset de individer som faktisk bruger skolen, og ikke de kulturelle præferencer og vidensniveauet hos det segment, der laver lovene, så ville man, gætter jeg på, have gode værktøjer i hånden til at bremse tilgangen til de kriminelle netværk.
Lars Pilegård blogger på raapil.dk
