Af Niels Westy Munch-Holbek
Julen nærmer sig med raske skridt, og vi er hastigt på vej ind i detailhandlens travleste måned. En måned hvor vi vil smiske os i mad og drikke og kaste os ud i et sandt gaveorgie. Dette skørlevned har altid haft sine kritikere. Før i tiden var det kirkens folk, der mente, at al den festivitas med rigelige mængder af mad og drikke (hvis man kunne få fat i det) skyggede for det væsentlige ved julen, som de så og ser det, nemlig åndelig fordybelse og religiøs hengivenhed - andre vil måske vælge at kalde det underkastelse. Senere blev borgerskabets, efter datidens standard, høje forbrug brugt til at pege fingre af det kapitalistiske system, for al den vellevned måtte jo ske på bekostning af andre - nemlig de fattige.Mistænkeliggørelsen af vores forkærlighed og evne til hele tiden at øge vores umættelige forbrug har stadig sine fortalere. Nu, hvor de fleste i den vestlige verden har en levestandard, som fortidens borgerskab og overklasse kun kunne drømme om, bliver denne mistænkeliggørelse i stigende grad forsøgt løftet ud af en henholdsvis religiøs og marxistisk version (i hvert fald på overfladen). Nu er det ikke længere et internt nationalt anliggende. I dag anklages vi alle i de rige lande for at være skyld i fattigdommen i den tredje verden, og for at det ikke skal være lyv at dommedag og jordens undergang er nær.
Argumentationen ligner dermed til forveksling tidligere tiders religiøse forestillinger - vi er alle syndere, og det er skændigt at have det sjovt.
Som bekendt har venstrefløjen altid hævdet, at i en verden styret af markedskræfterne kan de rige kun være rige, fordi de, det vil sige os i den vestlige verden, udnytter de fattige. For dem er den samlede velstand at opfatte som konstant. Hvordan de så vil forklare, at jordens hastigt voksende befolkning igennem de sidste par hundrede år i gennemsnit er blevet mange gange mere velstående samtidig med, at andelen, der lever i absolut fattigdom, er blevet reduceret fra over 80% for 200 år siden til under 20% i dag, må stå noget hen i det uvisse. En tilpas evne til at se bort fra fakta spiller utvivlsomt en ikke ringe rolle i denne forståelse.
Men også nutidens præsteskab giver os håb om frelse, og kan selvfølgelig anvise veje til hvordan vi kan sone vores syndigt høje forbrug. Det kan vi gøre ved at gøre lørdag den 24. november til "buy nothing day". I stedet for at bruge dagen på forbrug, skal vi i stedet tænke over, hvad det dog er, vi gør ved vores stakkels klode og verdens fattige. Som "Danmarks aktive forbrugere", der står bag den den danske del af "køb ingenting dagen", manende skriver på deres hjemmesider:
"Har du overvejet, hvorfor du forbruger, som du gør? Overvejet konsekvenserne af dit forbrug? Køber du fødevarer produceret med miljøskadelige sprøjtegifte? Produkter som indeholder farlige kemikalier? Tøj som er produceret af underbetalte arbejdere i den tredje verden?"
Disse spørgsmål kan nu afklares på få sekunder - det behøver vi ikke en hel dag til. Herefter kan man med et smil på læben fortsætte sine indkøb, mens man varmer sig ved tanken om, at man via sit hæmningsløse forbrug er med til at øge levestandarden for 100-vis af mio. af fattige her i verden.
For i bund og grund er vores forbrug ikke en bremseklods, men derimod en forudsætning for, at verdens fattige kan løftes til et niveau, hvor også de kan opleve glæden ved helt frivilligt at kunne vælge ikke at bruge en dag i november på at købe ind.
Hvis ikke vi efterspurgte mio. af mobiltelefoner, mp3-afspillere, computere og andet elektronisk tingeltangel, hvis vi ikke insisterede på, at tøj ikke nødvendigvis skal vare hele livet osv. osv., ja, så ville det for alvor se sort ud for de mia. af mennesker i den tredje verden, der i kraft af de globale markeder og en nogenlunde fri adgang til vores markeder oplever en vækst i levestandarden uden historisk sidestykke.
Og når man lægger brugen af moderne metoder i landbruget for had, glemmer man også at give et svar på, hvordan man så har tænkt sig at brødføde en hastigt voksende befolkning. Jeg giver gerne svaret her - det kan ikke lade sig gøre.
Jeg vil ikke benægte, at vilkårene for mange af den tredje verdens arbejdere og bønder, set med en velfærdsdanskers øjne anno 2007, er horrible. Men det afgørende er ikke, hvordan forholdene er i dag, men hvordan de er i forhold til i går, og hvad de muligvis kan være i morgen.
Når mio. af fattige i Kina og andre steder i den tredje verden hvert år søger ind til byerne for at tilbyde deres arbejdskraft til lave lønninger og åbenbart helt frivilligt lader sig udnytte på det skammeligste, er det fordi, de ved, at de og deres børn herved opnår en højere levestandard, end de havde før.
Hvis du ønsker at gøre noget godt for verdens fattige, skal du derfor ikke lade være med at handle på lørdag. Tværtimod - jo mere du køber ind, jo mere stiger efterspørgslen efter arbejdskraft i den tredje verden.
Derfor; Sig nej til "buy nothing day" - sig hellere ja til at gøre december til "shop 'til you drop month".
Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit., uddannelsesforstander på Handels
og Teknisk Gymnasium Nordsjælland og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning
