Cuba før Castro - et af Latinamerikas rigeste lande

Af Niels Westy Munch-HolbekI en artikel i anledning af 50 året for den autoritære diktator Fulgencio Batistas flugt fra Cuba, der banede vejen for ...

Slettet Bruger,

29/01/2009

Af Niels Westy Munch-Holbek

I en artikel i anledning af 50 året for den autoritære diktator Fulgencio Batistas flugt fra Cuba, der banede vejen for den totalitære diktator Fidel Castro, beskrev Spaniens største dagblad, El Pais, levevilkårene i Cuba i dag som ringere end før 1959. Med tanke på vestlige mediers normale omtale af Cuba gennem de sidste 50 år, var det ganske opsigtsvækkende.

På trods af, at glansen for længst er gået af det revolutionære Cuba, så har et af de faste holdepunkter i medier og uddannelsesmateriale altid været, at forholdene var ringere før Castro greb magten. Ofte beskrives Cuba før 1959 som et fattigt tilbagestående land, præget af analfabetisme og ekstrem ulighed. En fremstilling der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Ifølge statistik fra FN, var Cuba Latinamerikas tredjerigeste land i 1950'erne. Det var en dynamisk økonomi i rivende udvikling. Cuba var således mere velstående end lande som f.eks. Spanien, Portugal, Grækenland og Finland, for slet ikke at tale om Hong Kong, Sydkorea, Taiwan og Japan. Sådan er det ikke længere.

I dag er Cuba et af Latinamerikas absolut fattigste lande. Som det eneste land i regionen er antallet af personbiler i forholdt til befolkningens størrelse faldet siden 1950'erne, hvor antallet af personbiler kun blev overgået af Venezuela. Ernæringsmæssigt har man ifølge statistik fra FAO oplevet et fald i det daglige kalorieindtag siden 1950'erne. I samme periode er landet gået fra at producere 80% af sit forbrug af landbrugsvarer til i dag kun at producere 20%.

Når man i et undervisningsmateriale udarbejdet af Mellemfolkeligt Samvirke og beregnet for folkeskolerne kan læse, at i "begyndelsen af 1950'erne var mange cubanere utilfredse med forholdene i deres land: Flere og flere blev fattige, mens nogle få blev meget rige. De var trætte af, at deres præsidenter hellere ville være gode venner med amerikanerne end med almindelige cubanere", bør man spørge sig selv, hvorfor i alverden der så var så mange mennesker i resten af verden, der ønskede at immigrere til Cuba?

Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950'erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25% af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere. Da Batista flygtede ud af Havana i de tidlige morgentimer den 1. januar 1959, lå der 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom.

En anden af de sejlivede myter om Cuba og Havana før 1959 er datidens Cubas afhængighed af turistindtægter, mafiaens indflydelse og den udbredte prostitution. Fakta er, at Cuba i dag er langt mere afhængig af turistindtægter, mens det anslås, at der er mere end 10 gange så mange prostituerede på Cuba, sammenlignet med 1950'erne. Og hvad angår Cuba som mafiastyret spillebule i 1950'erne, skal det lige medtages, at den ejede blot to ud af de ti casinoer, der fandtes i Cuba i 1950'erne.

I førnævnte undervisningsmateriale kan man ganske opbyggeligt læse, at grunden til, at man har så få biler er, at den cubanske regering hellere vil bruge pengene på uddannelse og hospitaler. Og når man skriver, at "derfor blev der bygget mange nye skoler, og undervisningen blev gratis", kunne man jo få indtrykket af, at der ikke fandtes et offentligt skolevæsen før 1959. Men det gjorde der i høj grad. Der var ca. ti gange flere offentligt ansatte end privat ansatte lærere, tre statslige universiteter, og med lige under 25% var andelen af det offentlige forbrug, der gik til uddannelsessektoren, Latinamerikas højeste.

Cuba havde da også en af Latinamerikas laveste andele af analfabeter. Den succesfulde kampagne mod analfabetisme, som Castro-regimet gennemførte i 1960'erne, og hvis "storslåede" resultater kritikløst blev viderebragt af medier rundt om i verden, skete altså på en yderst billig baggrund. Langt de fleste cubanere kunne nemlig allerede læse og skrive, og de kunne rent faktisk bruge det til noget. Sammenlignet med forholdene efter 1959, var der før revolutionen stort set ingen censur i Cuba. Befolkningen kunne købe og læse den litteratur, den ville. Der udkom mere end 50 daglige aviser - i dag kan cubanerne vælge mellem blot 17, hvis indhold er givet på forhånd. Derudover havde Cuba 23 tv-stationer - i dag er der fem.

At der eksisterede et marked for 23 tv-stationer og mere end 50 dagblade i et land med under 7 mio. indbyggere på daværende tidspunkt passer kun dårligt på en befolkning, præget af fattigdom og usle levevilkår. Med mindre man da vil påstå, at de rige ikke lavede andet hele dagen end at zappe rundt mellem TV-kanaler og bladre i aviser - helst mens de kørte bil.

Med 45 tv-apparater per 1.000 personer, det femtehøjeste i verden på daværende tidspunkt, og 169 radioer per 1.000 indbyggere, det næsthøjeste antal i Latinamerika, var der da også en betydelig del af befolkningen, som havde mulighed for at benytte de mange tilbud. I dag har selv Bolivia flere radioer i forhold til befolkningens størrelse end Cuba.

Og når indikatorer for levevilkår som f.eks. middellevetid og børnedødelighed fortsat fremhæves i et forsvar for Cuba efter 1959, bør det vel rettelig medtages, at Cuba allerede i 1950'erne havde regionens højeste middellevetid og laveste børnedødelighed (verdens 13. laveste) ifølge WHO. Heller ikke her startede man på bar bund.

Før 1959 var det kun Argentina og Uruguay, der havde flere læger og tandlæger i forhold til befolkningens størrelse end Cuba. Det skal medtages, at de to lande også havde et højere antal end USA på dette tidspunkt. Med sine 128 læger og tandlæger per 100.000 indbyggere lå Cuba på niveau med Holland, men foran f.eks. England og Finland.

Ligeledes var antallet af sengepladser, én per 190 indbyggere, højere end FN's egne minimumsanbefalinger for udviklede lande på daværende tidspunkt. Det skal medgives, at Cuba i de mellemliggende år har øget antallet af læger betydeligt, og i dag er det land i verden med flest læger i forhold til indbyggertallet. Dog er effekten af dette grundet kronisk mangel på bl.a. medicin og elendige fysiske forhold på de hospitaler, almindelige cubanere kan frekventere, nok begrænset. Og medtager man de fremskridt, der er sket både regionalt og globalt indenfor sundhedsvæsnet, er den mest korrekte beskrivelse af Cuba efter 1959, at udviklingen i sundhedstilstanden har været ringere, end det måtte forventes, udgangspunktet taget i betragtning.

Der vil måske være en eller anden af læserne, der undrende vil stille sig det spørgsmål, at hvis det vitterligt er, som jeg påstår, hvorfor er det så ikke mere alment anerkendt? Dertil kan jeg kun svare, at en sådan undren så sandlig er på sin plads. Man kan måske undskylde musikere, skuespillere, filminstruktører og andre kunstnere, fra Nordjyllands Niels Hausgaard til Hollywoods Oliver Stone, med at deres reelle indsigt og viden lader deres kunstneriske evner en del efter.

Men når f.eks. tidligere chefredaktør for Information og Nyhedsavisen og nuværende medarbejder på Berlingske Tidende, David Trads, for et par år siden hyldede den cubanske revolution som "en af de mest sympatiske revolutioner, som kloden har set", er det mere vanskeligt at undskylde. Selv Fidel Castro og følgesvendes efterfølgende brutale og blodige undertrykkelse ufortalt, vidner en sådan udtalelse om enten en grænseløs uvidenhed, ideologisk forblændelse eller måske blot dovenskab? Uanset grund kan det konstateres, at størstedelen af den information vi har fået gennem medier og i uddannelsessystemet om Cuba er fordrejet i en grad, der gør, at det mest af alt minder om fiktion.

Det er selvfølgelig værd at overveje, at når den journalistiske fremstilling i medierne - og undervisningsmaterialet i skolesystemet - om Cubas historiske forhold er så afgørende forkert, hvordan mon det så forholder sig med fremstillingen af de historiske forhold andre steder i verden?

Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit. og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning

Kilde: