Dødsmærket alliance

Af Jarl Cordua

Dødsdommene over dansk politiks prügelknabe, Ny Alliance, falder for tiden som haglbyger. Valgforskere og politiske kommentatorer står nærmest i kø for at aflive partiet, og på Christiansborg har de øvrige politikere siden valget frydefuldt kunnet gå rundt og gnide sig i hænderne over, at Alliancen fremstår mere og mere dødsmærket. Hvad er der i vejen? Det korte svar: Alt.

Ny Alliance blev efter valget mod forventning ikke tungen på vægtskålen, som de tre partistiftere ellers havde sat næsen op efter, og dermed blev partiet på det nærmeste overflødiggjort i det daglige arbejde. Det startede ellers fint. Fogh har siden NA's tilsynekomst i maj sidste år gjort meget ud af at imødekomme Naser Khader og Co. politisk. Undervejs har Alliance-folkene dog kvitteret med omskiftelige krav om dronningerunder, og måske kun på grund af presset fra blandt andre erhvervsmanden Asger Aamund droppede Alliancen de sidste dage lige inden valget dette krav.

Skal man bemærke en umiddelbar positiv effekt af Alliancens fremkomst i dansk politik, så var det, at skattedebatten i sensommeren pludselig fik ny næring. NA's krav om reduktioner i indkomstskatten pressede nemlig Bendt Bendtsen til at kræve skattelettelser, hvilket gav store interne problemer internt i regeringen. Balladen kulminerede i august, hvor Fogh hastigt måtte skrotte sin plan om valg i september og i stedet lave en aftale med Dansk Folkeparti om beskedne skattelettelser delvis finansieret af forhøjelser i energiafgifterne. Indrømmet, uden Alliancens eksistens var selve idéen om at gennemføre skattelettelser aldrig blevet født, og kun Bendtsens trussel om at forlade regeringen - lige før Anders Foghs planlagte valg - fik dem vedtaget. Den konservative leder havde naturligvis aldrig rejst kravet over for Fogh, hvis ikke han frygtede at miste mange af de hidtil stedmoderligt behandlede borgerlige vælgere, som i stedet følte sig tiltrukket af Alliancens skatteforslag om maksimalt 40 procent indkomstskat.

Alliancen havde også andre politiske krav på paletten - eksempelvis kravet om lidt lempelige justeringer i asylpolitikken. Men efter valget lagde Statsministeren an til at vedtage disse justeringer og skiftede Birthe Rønn Hornbech - som delte Khaders asylkritik - ind på integrationsministerposten. Dermed tog Fogh vinden ud af sejlene hos NA på dette område. Regeringsgrundlagets politik er på flere andre områder indrømmelser til Ny Alliance og midten af dansk politik. Fogh er derfor bevidst kommet den "nye borgerlige midte" i møde, og med indrømmelserne presser spørgsmålet sig om Alliancens eksistensberettigelse yderligere på. For når nu de midterorienterede borgerlige vælgere har fået deres lunser kød, hvad skal de så med Ny Alliance?

Dengang Alliancen ikke havde nogen politik, var partiet meget populært, men siden partiet fik formuleret en politik er det som bekendt nærmest kun gået ned ad bakke. Alliancens problemer var måske til at forudse. Uden en politik og et ideologisk fundament kunne partiet rumme om ikke alle, så ganske mange holdninger, men som der kom kød på politikken, faldt vælgere fra - og da partitrojkaen under valget ikke ligefrem optrådte overbevisende, endsige kunne forklare sin egen politik, ja så flygtede vælgerne væk i hobetal. I de sidste par dage op mod valget tabte partiet omkring én procent om dagen. Havde valgkampen fortsat en uge mere, ville Ny Alliance måske - om muligt - være endt med at "skylde" mandater! Efter valget er udstrømningen af støtter og vælgere fortsat, og partiet roder nu omkring spærregrænsen. Den bevægelse er næppe ophørt efter nytår, hvor partiledelsen dels indrømmer problemerne, mens så sandelig også selv bidrager til fortsat at skabe dem ved at udstille den interne uenighed.

Partiets fungerende landsformand Leif Mikkelsen har nu sat en tidsramme for partiets overlevelseskamp - tre måneder - før end timeglasset endegyldigt rinder ud. Forskellen mellem afgrund og succes, mener landformanden, bliver at kræfterne nu lægges i at opbygge partiets organisation. Mon dog? Ja, havde det bare været så vel. Men man skal vist være jubeloptimist for ikke at mene, at problemerne er langt værre end det.

Alliancen havde før og efter valget problemer med sig selv med hensyn til at finde ud af, hvor den politisk skulle lægge sig i forhold til VK-regeringen. Det er et iøjnefaldende problem for partiet, at den interne uenighed fortsat står til skue for offentligheden. I krogene - og ind imellem også i medierne - spekuleres der i, om de politiske modsætninger efterhånden også har udviklet sig til at have gravet dybe personlige kløfter mellem de tre partistiftere, Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen.

Gitte Seeberg har længe stået i et politisk modsætningsforhold til Anders Samuelsen. Hun har fra begyndelsen ønsket at trække partiet mod venstre - og væk fra sine gamle kampfæller hos de Konservative og særligt Bendt Bendtsen, som hun afskyer mere end pesten - mens Samuelsen vil trække partiet i mere liberal retning overmod Venstre - og dermed væk fra højskoleflipperne og halalhippierne i Det Radikale Venstre, personificeret i Marianne Jelved og Margrethe Vestager. Man kan undre sig over, at det ikke har været muligt at forlige de to linjer i partiet i et muligt kompromis. For så stor forskel er der immervæk ikke i holdningerne i dansk politik.

Naser Khader kunne for længst have skåret igennem diskussionen om partiets kurs, men han har tilsyneladende ikke evnet det. To tidligere prominente Alliance-folk - Bjarke Larsen og Inge-Lene Ebdrup har i hvert fald peget på Naser Khaders manglende lederevner som et af partiets hovedproblemer. Khader er konfliktsky og viger derfor tilbage fra at skære igennem vigtige centrale diskussioner og træffe de afgørende beslutninger om partiets kurs. Risikoen bliver, at mødedeltagere forlader mødet med hver deres opfattelse af beslutningens indhold, og dermed kan udtale sig i øst og i vest til stor forvirring for medierne og vælgerne. Khader vil være venner med alle og undlader helst at støde nogle fra sig. Resultatet bliver frustration over hele linjen hos partiets folkevalgte, tillidsfolk og støtter. Forleden kunne Berlingske Tidende eksempelvis præsentere en rundspørge, hvor der selv blandt Alliancens egne tillidsmænd var tvivl om Khaders lederevner.

Om tre måneder skal Ny Alliance til den eksamen, som Leif Mikkelsen har berammet. Hvad vil der ske? Medmindre at Naser Khader lynsnart fra himlen begaves med en åbenbaring, der giver ham umiddelbar evne til at lede partiet, så går spekulationerne i to retninger med hensyn til partiets fremtid. Enten bliver partiet langsomt, men sikkert splittet i atomer, og de fem folkevalgte bliver henholdsvis løsgængere eller søger optagelse i ét af de fire gamle partier dvs. V, K, S eller RV.

Et andet scenario er, at en magtkamp om partiet lurer i kulissen, hvor Naser Khader sættes fra bestillingen. Nogle mener ligefrem, at de allerede nu kan se konturerne til et oprør.

Da Anders Samuelsen i sidste uge i et indlæg i Jyllands-Posten pludselig begyndte at forsvare Lars Kolinds mislykkede valgkampsstunt - det "fynske skatteforslag" - og også tidligere heftigt har forsvaret Jørgen Poulsen, vækkede det stor undren rundt omkring. Var det et forsøg på at samle sig vigtige allierede blandt "Storbytosserne" forud for en forestående intern kamp om magten? Det kan naturligvis være, at Samuelsen har ret i sit forsvar af Kolinds ret og "formidable evne" til at tænke "skæve tanker", men hvorfor puste nyt liv i en for længst tabt debat om denne sag, som Gitte Seeberg allerede under valget lagde kraftigt afstand fra? Hvorfor skrev Samuelsen ikke bare om partiets skattepolitik? Hvorfor denne rethaveriske og lidt studentikose insisteren på, at Kolind havde ret?

Måske netop fordi at både Kolind og Poulsen fra starten har været og fortsat er Samuelsens folk. Måske får Samuelsen brug for støtten, hvis han står på spring til at overtage roret på den kuldsejlede Alliance. Måske kunne adgang til Kolinds nærmest bundløse personlige pengetank være blandt motiverne? Skal Ny Alliance ud i en valgkamp næste gang med Samuelsen i spidsen, så vil det jo lune med adgang til lidt finansiel støtte. Jeg forestiller mig ikke, at Saxo Bank igen stiller op med en pose penge til partiet ved næste valg. Samuelsen er tydeligvis heller ikke bange for at blive undsagt af hverken Gitte Seeberg eller Naser Khader, som begge er krøbet i flyverskjul og ikke har villet kommentere Samuelsens indlæg. Det lugter lidt af, at et internt opgør måske lurer lige om hjørnet.

Malou Aamund virker p.t. som det mest fornuftige menneske i Ny Alliance. Hun har mindst politisk erfaring, men optræder alligevel klogere og mere rutineret end de øvrige MF'ere for Alliancen. Hun kunne dog ikke nære sig for at kommentere den åbenlyse ballade i partiet. Aamunds tørre bemærkning om, at hun som mor til tre børn havde vænnet sig til at arbejde med baggrundsstøj sad lige i skabet. Skulle NA falde sammen som et korthus, så er det bestemt tænkeligt at både Venstre og de Konservative står klar med en invitation til den begavede Aamund.

Gitte Seebergs tid i dansk politik rinder omvendt formentlig ud med NA's evt. forestående nedlukning. Jeg tror ikke på, at hun bliver tilbudt medlemskab af de øvrige partiers folketingsgrupper. Broerne er brændt til V og K, men måske er der en lille chance for asyl hos de Radikale, som hun over tid politisk set har nærmet sig.

Anders Samuelsens profil vil formentlig godt kunne give ham en chance hos Venstre, men det kræver nok, at han dropper sit skatteforslag. Det er nemlig blevet gjort forbudt af Claus Hjort Frederiksen at have den slags liberale holdninger som Venstre-folketingsmedlem.

Jørgen Poulsen vil måske være spiselig som menigt medlem de Radikale - forudsat at han ikke genopstiller og i øvrigt holder sin mund resten af valgperioden.

Khader bliver der næppe plads til nogen steder på Christiansborg. Han er for uberegnelig at have gående rundt i V og K's folketingsgrupper. Og ingen ædruelige mennesker forestiller sig, at han søger optagelse eller sågar er velkommen tilbage hos de Radikale.

Tre måneder. Timeglasset er vendt, og vi er mange, der inden sandet løber ud, spændt vil følge Alliancens videre skæbne. Indtil videre ligner det en overlevelseskamp for partiet.

I øvrigt har den kontroversielle filminstruktør Christoffer Guldbrandsen som bekendt en dokumentarfilm om Ny Alliance på vej. Et bud på en titel kunne jo være: "Ny Alliances storhed og fald".

Jarl Cordua er liberal kommentator og blogger