Danmark bliver aldrig liberalt - men måske kan vi forhindre, at det bliver værre

Slettet Bruger,

21/10/2007

Af Karsten Anker Petersen

Karsten Anker Petersen er kommunikationschef

Det er en fornøjelse at læse 180Grader. Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke besøger siden for at læse indsigtsfulde klummer, skarpe ledere og interviews, hvor socialister og andet godtfolk hudflettes, oftest på ganske morsom vis.

Nogle gange bliver jeg endda så begejstret, at jeg tager mig selv i at tro på, at Danmark en dag bliver mærkbart mere borgerligt-liberalt.

Men jeg ved jo godt, at der er tale om ønsketænkning. Danmark bliver aldrig et liberalt samfund.

Danmark er et socialdemokratisk samfund.

Langt de fleste danskere, også mange der opfatter sig selv som borgerlige eller liberale, er grundlæggende tilhængere af de socialdemokratiske værdier. Der er ganske vist mange danskere, der ikke stemmer på Socialdemokraterne, men det handler blot om, at partiet er dårligt til at udnytte situationen.

Det ses også tydeligt af Folketingets sammensætning. Dansk Folkeparti lægger ikke skjul på, at det ser sig selv som forvalter af socialdemokratiske værdier. Og selvom både Venstre og de Konservative hårdnakket hævder, at stå for et helt andet samfundssyn, er der i mange tilfælde reelt tale om kosmetisk uenighed. Dertil kommer, at de to partier tilsammen kun kan mønstre godt 35 pct. i meningsmålingerne.

Nogle vil sikkert hævde, at Ny Alliance er et godt bevis på, at der er mange vælgere, der ønsker borgerlig-liberale løsninger. De har jo sat skatten til debat.

Men Ny Alliance er hverken borgerlige eller liberale. De er - for at bruge deres egne ord - drevet af sund fornuft(!), hvilket på politiker-sprog blot er et andet ord for opportunisme. De er gode til at tale til borgerlige vælgere, der er for fine til at være i stue med Dansk Folkeparti, eller som gerne vil have lavere skat, men tro mig, de er ikke mere borgerlige eller liberale, end at de er klar til at sælge deres stemmer til højestbydende.

Lur mig om ikke Helle Thorning vinder den kamp. Hun nedsætter en skattekommission, laver en asylpolitik "med et menneskeligt ansigt"(?), dropper kontraktpolitikken, lover at være kritisk overfor USA og Israel og - sidst men ikke mindst - stiller et par ministerbiler til rådighed. Så er de mandater købt og betalt.

Men hvad skal der så til, hvis velfærdsstaten skal begrænses? Hvis skatterne skal ned? Hvis vi skal have mere personlig frihed?

Det største problem er faktisk at der er for mange aktiver for politikerne at beskatte. Jo mere de kan beskatte, des mere kan de udbygge velfærdsstaten.

Det er ikke noget tilfælde, at offentlig velfærd netop i disse år er det helt store slagnummer. Der er simpelthen for mange penge i kassen. Når der ikke er krisebevisthed, hverken hos politikere eller befolkning, er de kræfter, der arbejder for øget offentligt forbrug, langt stærkere end dem, der arbejder for at begrænse det offentlige forbrug.

Derfor er internationaliseringen de borgerlige og liberales bedste ven. Mobile aktiver er svære at beskatte, fordi de er nemme at flytte til andre lande, hvor beskatningen er lavere. Det har været tydeligt i forhold til selskabsbeskatningen i mange år, og det er derfor, der er en naturlig grænse for, hvor høj moms'en og punktafgifterne kan være.

Hidtil er politikerne sluppet godt fra at brandbeskatte arbejdskraft, men i takt med at befolkningen bliver mere mobil, bliver det stadigt vanskeligere. Det er bl.a. derfor, at mange taler for højere ejendomsbeskatning.

Det bedste, man kan gøre for at begrænse væksten i velfærdsstaten, er derfor at pakke sit grej og bruge sine kompetencer i andre lande med lavere beskatning. Hvis tilstrækkeligt mange gør det, vil selv de mest inkarnerede socialdemokrater blive nødt til at erkende, at der er grænser for velfærdsstaten.

Derudover er det børnelærdom i politik, at store reformer og andre afgørende tiltag, der ændrer samfundets retning, bedst gennemføres i krisesituationer. Hvis man skal sætte store varige fingeraftryk i politik, handler det om at evne at gribe situationen, når en krise opstår. Det var det Stauning formåede med Kanslergadeforliget, og det var det, Thatcher formåede så flot i '79.

I nyere tid så vi det herhjemme med afskaffelsen af dyrtidsreguleringen og indførslen af efterlønnen. Førstnævnte er et eksempel på en drastisk ændring til det bedre, sidstnævnte et eksempel på det modsatte.

Det er faktisk muligt, når kriserne melder sig, at begrænse den offentlige sektor og at indføre incitamentsstrukturer, der fremmer privat virkelyst. Men det kræver modige politikere, og der er efterhånden langt mellem kriserne i dansk økonomi.

Men man skal ikke bilde sig ind, at der er stor folkelig opbakning til en markant slankere velfærdsstat. I Danmark tror vi, at vores model er den bedste i verden. Og de der neoliberalister (og det der er værre), der læser 180Grader og den slags, er jo blot en lille sekterisk gruppe, der ikke har forstået betydningen af solidaritet og sammenhængskraft. Danmark er jo det bedste land. Vores eget lille socialdemokratiske smørhul.

Kilde: