Af Nikolaj Gammeltoft
En af de mest yndede venstreorienterede sysler har i de senere år været at udråbe Danmark til et næsten totalitært land, hvor almindelige frihedsrettigheder er under konstant angreb fra den borgerlige regering.Og ingen andre steder end på de danske universiteter har der været bedre tid til at dyrke denne venstre-intellektualismens yndlingsbeskæftigelse. Her er der en frodig produktion af artikler, blogs og debatgrupper om, hvordan særligt de universitetsansattes rettigheder er blevet begrænset siden 2001, hvor den nu genvalgte VK-regering kom til magten første gang.
Senest har Dansk Magisterforening, ført an af formand Ingrid Stage, taget det betydningsfulde skridt at klage over forholdene på universiteterne til selveste UNESCO, som er FN's organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab. Ifølge Dansk Magisterforening lever Danmark nemlig ikke op til UNESCO's anbefalinger om friheder og rettigheder for universitetsansatte. Det skulle en undersøgelse fra det kendte engelske universitet, University of Lincoln, have dokumenteret.
Magistrenes klage er således kulminationen på flere års trængsler for danske universitetsansatte. De undertryktes utilfredshed har længe ulmet, blandt andet på det ellers så uskyldige sociale netværk, Facebook.com, hvor en gruppe har etableret sig under navnet "Forskningsfrihed?".
Facebook-gruppen beskriver sin mission således: "De danske universiteter var demokratiske, havde afskaffet det gamle professorvælde og kunne frit bedrive forskning i hele samfundets interesser. Man har nu indført et topstyret universitet, med fokus på erhvervslivets interesser, og som begrænser de enkelte forskeres ytringsfrihed. Bidrag til en modvægt til den dominerende management-diskurs, og vær med til at eksperimentere med blogmediet som et forum for modsvar."
Følger man gruppens link til selve bloggen "Forskningsfrihed?" (http://professorvaelde.blogspot.com/), kan man læse videre om "overvågningskultur", "forskningspolitikkens store demokratiske underskud, "Sanders supermarkedspolitik", "Fogh-regeringens 'dødsliste'", "kassetænkning", "universitetsdemokrati", "retten til gruppeeksamen", "akademiske løsarbejdere" (det smager næsten af akademiske tvangsarbejdere, og det er dem, der er mest truede på deres frihed, forstår man), "politologen og arbejdsmarkedsforskeren Bodo Zeuner, der har rødder i det tyske studenteroprør", links til gruppen "Fight Academic Capitalism", artikler om sagen i dagbladet Information og så videre.
Der er selvfølgelig tale om en samling venstreorienterede screwballs, som har forbavsende god tid til at blogge og lave forskningspolitik på trods af regeringens "fuldkommen paranoide målings-, evaluerings-, styrings- og overvågningskultur", og på trods af, at vi "har fået en kultur, hvor rationaliseringseksperten står med stopuret i hånden, parat til at tampe enhver, som ikke følger den på forhånd fastlagte plan og det på forhånd fastlagte tidsskema nøje", som de selv beskriver den aktuelle situation på universiteterne i Danmark.
Men holdningerne bag "Forskningsfrihed?" og Dansk Magisterforenings klage til UNESCO minder os om, hvor falske og opstyltede de danske venstre-intellektuelle er. Det kræver intet mod, og det tjener ingen ære at stille sig skråsikkert op og kritisere en demokratisk valgt regering for at ville knægte ytringsfriheden og andre frihedsrettigheder - en regering der aktivt værner om disse frihedsrettigheder, hviler på dem i sine partihistoriske traditioner og er bundet af dem i Grundloven.
Det udgør ingen risiko og kræver ingen personlig indsats at lege dissident på denne måde. Det ved disse mennesker også godt selv. Så for at puste deres moralske indsats op og overbevise sig selv om deres eget mod, finder de på vanvittige fantasier om en autoritær regering, der vil knuse deres frihed.
At tale om begrænsninger i ytrings- og forskningsfriheden er en hån mod alle de intellektuelle og andre, som i forskellige samfund har kæmpet mod statens forsøg på at sætte sig på forskningen og den frie tanke. Det er en fornærmelse mod de mennesker, som i dag undertrykkes i lande, hvor forholdene for universiteterne og forskningsfriheden ikke er så gunstige som i Danmark (Dansk Magisterforenings formand Ingrid Stage må i øvrigt have personlige erfaringer med sådanne frihedsbegrænsende regimer fra sine arbejdsår mellem 1979-1984, da hun arbejdede som informationsmedarbejder for militærdiktaturet i Pakistan, og ellers kan hun spørge sin forgænger på formandsposten, kommunisten Per Clausen).
I disse lande findes der rigtige dissidenter, og det ville klæde Dansk Magisterforening og deres sympatisører i "Forskningsfrihed?" at bruge alle deres store ord i et forsvar for de personer, som virkelig lider under reel undertrykkelse og ikke af egne vrangforestillinger om indbildte overgreb i Danmark. Men som så mange gange tidligere i historien, så er venstrefløjen også denne gang på den forkerte side.
I UNESCO vil magistrenes klage i øvrigt sandsynligvis blive behandlet af organisationens styrelsesråd, der har en komite, som overvåger medlemsstaternes implementering af UNESCO's konventioner og anbefalinger, inklusiv det væsentlige UNESCO-dokument om friheder og rettigheder for universitetsansatte, som Danmark ikke skulle leve op til.
Denne overvågningskomite består af 30 medlemslande, herunder Algeriet, Cuba, Kina, Rusland, Saudi-Arabien, Serbien, Tanzania og Ægypten. Alle sammen lande, der jo er kendte for deres udbredte forskningsfrihed, kamp for frie universiteter og ikke mindst deres indsats for retten til gruppeeksamen selvfølgelig. Så her kan vi altså trygt regne med, at de dystre danske forhold vil blive mødt med skarp kritik, og hvor skal det gøre godt at høre den saudi-arabiske repræsentant sætte Helge Sander på plads og forklare, hvordan rigtigt frie universiteter skal indrettes ...
Nikolaj Gammeltoft er cand. scient. pol. og studerende ved London School of Economics
