Af Henrik Gade Jensen
Hvad der er sandhed i sidste instans, står altid som en vildfarelse forinden. Sådan sagde forfatteren Arthur Koestler engang, og udsagnet illustrerer den offentlige menings 'sandheder', der kan veksle med konjunkturerne.Tidsånd, kaldes det også. Et levende samfund fyldes altid af "offentlige sandheder": mantraer der ikke må modsiges, tabuer, konsensus, den offentlige mening, den gode tone, klichéerne og slagordene.
Hver tid har sine sandheder, som det er bedst at annamme og ikke stille spørgsmålstegn ved. Som regel er det aldrig noget problem, fordi tidsånden præger individet fra børnehave og folkeskole og emmer ud af medier og kultur. Den enkelte opsluges af tidsånden og bliver uden selv at mærke det dens bærer. Og skeptikerne tier og lever i indre eksil.
Først bagefter, når en dominerende tidsånd er udlevet og ikke mere fremtræder som indlysende sandhed, begynder den at tage sig sekterisk eller naragtig ud. Se blot på modens udvikling, hvor alle undrer sig over, hvad alle opfattede som smart og selvfølgelig for få årtier siden. For dagens teenagere er det komplet uforståeligt, at langt fedtet hår ovenpå en islandsk sweater med trompetbukser kunne være sexet i 1968.
I dag står vi ved et vadested, hvor de offentlige sandheder er under udskiftning. Det er i hvert fald Rune Lykkebergs spændende tese i hans nyligt udkomne bog, Kampen om sandhederne, som giver medvind til en liberal grundholdning.
Den store byttedag for sandheder var ifølge Lykkeberg i 2001, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister med et solidt VKO-flertal bag sig. Og basunerede holdningsskiftet med sin nytårstale mod smagsdommerne.
De foregående halvtreds år havde den offentlige sandhed været kulturradikal, socialdemokratisk og modernistisk. Rune Lykkeberg foretager et soloridt gennem årtiers kulturdebat og viser bl.a. at med etableringen af Statens Kunstfond i 1964, fik vi ikke en neutral politisk institution, som man måtte forvente i en liberal stat, men et socialdemokratisk og kulturradikalt projekt til udbredelse af deres ideologi. Modernismen blev institutionaliseret og kanoniseret i kulturen og det danske uddannelsessystem. Kulturradikalismen blev statsbærende. Børn blev opdraget efter dens rundkredspædagogiske principper. Kulturstøtten blev brugt for at gennemføre en kulturrevolution.
De offentlige sandheder dengang havde også sine forvaltere, især Gyldendals direktører, først Ole Wivel og senere Klaus Rifbjerg. Ingen stillede spørgsmål ved deres meninger eller kunst, for det var ensbetydende med at udgrænse sig selv fra kulturparnasset. I dag træder det også tydeligere frem, at der blev styret med hård og taktisk hånd. Som Lykkeberg skriver: "Hvis nogen var og er uenige med Klaus Rifbjerg eller anmelder hans bøger negativt, er det ifølge forfatteren selv, fordi de er 'stramtantede', 'drøvtyggere', 'yuppieagtige', 'militærbegejstrede', 'medløberiske' og 'reaktionære'. Det er ikke kun det, Klaus Rifbjerg skriver, der gør ham til museal figur. Det er også hans retoriske strategi, der afslører sig, i det øjeblik den ikke længere overbeviser."
Ligeså beskrives Ole Wivel som en, der gennem løgnagtigheder manipulerede med store dele af kulturlivet gennem en menneskealder.
Men der var modstand. Da folketinget besluttede at oprette Statens Kunstfond i 1964, udløste det en proteststorm fra hele landet fra almindelige mennesker, der ikke bukkede og nejede for det kanoniserede kunstsyn i København. Peter Rindal, der var lagerforvalter i Kolding, kom til at personificere dette oprør, og de herskende kredse reagerede ved at udstede bandbuller mod de protesterende.
Det modige ved Rune Lykkebergs gennemgang af de nyere sandheders danmarkshistorie er, at han tager denne protest alvorligt som et synspunkt, der fortjener respekt.
Revolten mod Statens Kunstfond og den elitære kulturopfattelse med rindalismen i 1965 fortsattes på hver deres måde af Mogens Glistrup, Bertel Haarder, Jørgen Dich, Erhard Jakobsen, Søren Krarup og litterært med Henrik Stangerup. Statsminister Anders Fogh Rasmussen med sin jyske og landbrugsmæssige baggrund portrætterer Lykkeberg også som en mindre højlydt, men ikke mindre effektiv repræsentant herfor.
I dag kan vi langt bedre se (det er ved at blive den offentlige sandhed), at denne strømning hverken var fascistisk eller småborgerlig i nogen negativ betydning, men at den slet og ret ønskede en neutral stat og ingen skatteyderbetalte smagsdommere. Den folkelige protestbevægelse fra Rindal og frem ønskede ikke at gøre et bestemt kunstsyn til statens officielle politik. Og det var det, det drejede sig om.
Smagspræferencer er subjektive. Derfor skal vi have en liberal samfundsorden, hvor borgerne kan være indbyrdes uenige om smag og behag og hver for sig efterspørge den kunst, som måtte svare til hver enkelts subjektive præferencer. Det var også det, som rindalismen stod for. Jeg har i hvert fald ikke stødt på et eneste sted, hvor protesten gik ind for at aktivere statens voldsmonopol i kulturpolitisk øjemed, altså bruge statstvang for at forhindre eller understøtte nogle præferencer i at komme til udtryk.
Det var fortalerne for Statens Kunstfond, der allierede sig med statsmagten og ikke kunne acceptere såkaldte småborgere, der ville have et maleri med en kronhjort ved en skovsø over lædersofaen. Den præference var forkert og ikke stueren. Borgeren skulle udfordres af aggressive happenings, chokeffekter, tabunedbrydning, provokationer, kort sagt: moderne kunst. Og det skulle betales af staten med tvangsinddrevne skatteydermidler.
Den folkelige protestbevægelse kulminerer ifølge Rune Lykkeberg med statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale mod smagsdommerne i 2001. Nu skulle befolkningen ikke længere lade sig hundse med af elitære eksperter, der udtalte sig udover deres begrænsede kompetenceområder. Selvom det var banalt sandt, virkede det som en rød klud på det kulturelle establishment. Det viste også, at der var kamp om de offentlige sandheder. Dog tror jeg, at Lykkeberg overvurderer Fogh Rasmussens og VK-regeringens placering i denne tradition. Den er mere kommet til dem som en turban i slipstrømmen, men Lykkeberg giver dem for meget kredit.
Det paradoksale ved kampen om "sandheder" er, som Lykkeberg også gør opmærksom på, at de ofte først angribes, når de har kulmineret og er udlevet. En tidsånd har en vældig inerti.
Når venstrefløjen i dag kritiseres, er den så godt som færdig, men på grund af trægheden føres kulturkamp ofte med forsinkelse. Når Rifbjerg og Ole Wivel og Carsten Jensen i dag kritiseres, er deres aura for længst brudt. Derfor kan kulturkamp nogle gange virke som at løbe åbne døre ind, men så skal man altid huske på, hvor meget de beherskede sindene i deres storhedstid. Og at et kulturelt hegemoni har lige så lang henfaldstid som atomaffald. Det er svært at komme af med.
I dag tager det, der var en offentlig og uangribelig sandhed i 60'ernes og 70'ernes kulturelle institutioner: Danmarks Radio, Gyldendal, Politiken og universiteterne, sig ud som et aggressivt og ekstremt ensidigt angreb på almindelige danskeres ret til at have deres egen mening. I dag må man undre sig over hadet til småborgerskabet. Kulturradikalismen førte aggressiv krig mod almindelige danskere, "ligusterfascisme" blev det kaldt, og kulturpolitikken skulle med statstvang udfordre og provokere disse konforme normaldanskere.
Én tids sandheder bliver altid den næste tids dårskaber.
Henrik Gade Jensen er projektleder ved CEPOS
Klik her for at købe Rune Lykkebergs nye bog, "Kampen om sandhederne", hos saxo.com med 29 procent rabat for 212,34 kroner
